I går morges kom jeg hjem efter et par dejlige afslapningsdage i Støvring. Fik som vanligt mine livretter, forældrene stod i kø for at tage sig af Charlie (mens de diskuterede, hvem der var mest virkelighedsnær med det faktum, at han er en hund og ikke et "rigtigt" barnebarn). Og jeg havde for en gangs skyld formået at holde mine aftaler på et minimum.
Der var en ro uden lige. Mødte tre mennesker, jeg kendte, på min gåtur ned til byen. Det var jo bare hyggeligt, og ville jeg ha det hele for mig selv, kunne jeg blot trække i alle mulige andre retninger. Jeg kunne endda lade hunden gå fri uden frygt for biler, neurotiske københavnske hundehadere eller andre elementer, min måske lidt ulydige (her i huset kalder vi det "naturlig nysgerrig") hundehvalp kunne komme i vejen for.
Lørdag morgen, da jeg skulle med flyet kl 8, havde jeg for første gang ikke specielt travlt med at komme hjem til "mit København". Uadtil skyldtes min ambivalens, at det var svært at hive Charlie ud af bondegårdsferien, som han så tydeligt stortrivedes at tonse rundt i. Men ligeså meget - og lidt mere usagt - havde jeg brug for lidt mere tid til at stå af ræset og få dagene til at gå med ingenting - og intet ansvar. (Tre måneder efter min raskmelding.)
Hvad fanden er løftegebyr?
Men det var nu også et barsk kulturchok, der ramte mig, da jeg allerede kl 9 kunne indsnuse storbyens smog. Jeg elsker byen. Det er slet ikke det. Og selv én enkelt dag i Støvring ville udløse en ny depression, hvis udsigten var, at det var for evigt. Men i København er der bare flere mennesker - og dermed flere fjolser. I går skulle bare være dagen, hvor jeg var så uheldig at rende ind i hele tre af dem.
Og det er altså lidt for overvældende, når man kommer direkte fra Mrs. Marple, stegt flæsk og hjemmelig hygge.
Først taxamanden, der ikke ville tage Charlie med, medmindre han var i boksen. Det var fair nok, men han stod så med hænderne i lommen, mens jeg ihærdigt forsøgte at bakse lille trolley og stor boks mod bilen samtidig med jeg prøvede at genne lille genstridig hund ind i boksen.
"Øh, jeg kan nok ikke løfte kassen selv"
"Nå okay, men jeg stikker altså ikke fingerene i nærheden, så bider den mig jo!"
1) Dine fingre kan slet ikke komme i kontakt med hunden
2) Du kan jo spørge, om den bider i stedet for bare at konstatere sådan noget forfærdeligt noget om min søde lille vovse.
"Og det koster jo så 20 kroner, når du har kassen med. Det er sådan et "løftegebyr"."
Ja, selvfølgelig er det dét!
Heldigvis slog Charlie to af de rigtig slemme prutter, lige inden vi var fremme. Mens jeg selv holdt den sobre tone hele vejen.
Ring til politiet næste gang
Om aftenen mødte vi så Taxa-Hvad Er Service?-mand nummer 2. En fuld, fuld ung mand, var lige væltet baglæns over et blomsterkrukke og halvvejs ned i en trappeskakt, da vi kom forbi på vores lørdagsaftentur. Selvfølgelig kunne vi ikke bare gå videre, og vi fik sat ham ned og app'et en taxa, Efter fem-ti minutter kunne vi ikke længere holde på den forsprittede mand, der glad svingede ud på både cykelsti og vej i sit forsøg på at komme væk fra os.
Lige efter kørte taxaen ind, men da vi forsøgte at forklare, skældte han os blot huden fuld på den christianhavnske måde for at spilde hans tid. Vi burde sgu da ha ringet efter politiet i stedet, ik! (som jo helt sikkert bare går rundt og piller næse sådan en lørdag aften).
Igen tog jeg "the high road". Det er jo ham, den tydeligvis er gal med. Jeg trækker bare vejret helt ned i maven og fortæller mig selv, at det kun er måden, jeg reagerer på, der kan gøre mig ked af det. (Ja. Det er så frelst, som det lyder.)
Jeg skulle egentlig hente mad, og skyndte mig ned til vores yndlings Wok'er, som åbenbart havde valgt at ansætte en teenager med lorteattitude - mere end det sædvanlige.
Jeg ved bedst, dumme kunde
"Du havde altså ikke sagt, det skulle være uden koriander og ingefær. Kun uden hvidløg og chili," siger han til mig med et halvt bebrejdende og halvt "jegkunneikkeværemereligeglad"-blik.
Her er rummeligheden altså ved at høre op. Selv efter to dage med meditation, yoga, hjemmelavet is og indre ro, begynder vreden at kæmpe sig vej op. Jeg synker en gang og siger så venligt og bestemt, jeg kan:
"Det ved jeg, at jeg har sagt. Jeg ved også, at jeg IKKE har sagt, der IKKE skulle hvidløg i - det var rent faktisk det eneste krydderi, der skulle i."
Drengen trækker på skulderen og går hen og slår beløbet ind. Jeg prøver med et "det gør ikke noget, det skal du slet ikke tænke på", for på den humoristiske at fortælle, han nok skal prøve en anden taktik næste gang. Uden, det afføder hverken smil eller andre reaktioner i den retning.
Jeg insisterer stadig på at være den store i det her selskab og siger højt "mange tak", da jeg går. Hvortil knægten svarer. "Det var så lidt."
Ja, det skal jeg edderrøvme lige love dig for, det var!
Jeg kan ikke gøre andet end at gå hjem og tude. Det er simpelthen for udmattende at være rummelig over den slags mennesker.
søndag den 16. september 2012
fredag den 24. august 2012
Rask - hvad så nu?
For tre uger siden blev jeg meldt rask. Først af psykolog nummer 3. Derefter af læge, der helt undlod at bruge tjek-af-skema, men blot konstaterede, at jeg så ud til at have det rigtig godt.
Og det havde jeg da. De - på det tidspunkt - seneste 14 dage havde været som at vade rundt på en lyseblå, symptomfri sky, hvor jeg næsten måtte knibe mig i armen, hver gang jeg holdt mig vågen til kl. 23. Og det gav mig en sær følelse af at være lykkelig på lånt tid.
Da det hele for alvor begyndte, og jeg havde været syg en måneds tid, sagde jeg til Peter, at vi skulle drikke bobler, når jeg havde gået tre dage i streg uden karruselfornemmelse. Der skulle så gå næsten et år, før det skete.
Men hvornår er det så lige, man tør poppe champagnen?
Nu - to måneder og et par tilbagefald senere
Jeg forlod indlægget. Sådan er det jo, når man bliver rask og går tilbage til det gamle liv, hvor man ikke har tid til alle mulige skriblerier, der kun er for sjov.
Nu er det to måneder siden, jeg blev raskmeldt - og godt en måned siden jeg stillede spørgsmål om, hvornår det var på tide at stoppe med at kigge sig over skulderen efter symptomer og feste videre, som om ingenting var sket.
Det kan man ikke. Eller man kan sagtens stoppe med at kigge sig over skulderen. Der er jo bare dumt at bekymre sig, hver gang man har brug for en middagslur eller føler sig lidt nedtrykt. Men man kan ikke bare lade som ingenting.
Jeg kan huske nu, at min coach, da jeg var midt i forløbet, men dog begyndte at kunne se en ende på det, bed mærke i, at jeg konstant talte i "dengang jeg var syg" eller "når jeg bliver rask".
"Det her, makker, er altså noget, du skal leve med altid. Kroppen har fortalt dig på den lede måde, at de ting du gik og lavede ikke var så smarte igen. Og det er noget, du skal forholde dig til."
Er man så bare lykkelig depressiv?
Det forstod jeg ikke og slog det vist hen som noget coach-retorisk pjat. Det er jo ikke anonyme alkoholikere det her, hvor man er "ædru alkoholiker".
Men hun fik ret, gjorde hun! Jeg var ellers god til at slappe af selv efter raskmeldingen - bortset fra lige en enkelt uge, hvor jeg skulle vise, at der fandme ikke var nogen, der skulle bestemme over mig - og derfor bookede kalenderen med sjove ting. Så de efterfølgende 14 dage, hvor jeg havde ferie - heldigvis uden rejseplaner - havde jeg nøjagtig samme symtomper som til at begynde med for et år siden.
Først sove, sove, sove. Så meget trist og alt virkede uoverskueligt, og til sidst sluttede jeg af med tre dages kronisk karruseltur. Og jeg var bange. Det var mit første rigtige tilbagefald, der varede længere end en to timers middagslur eller en lille tudetur. Skulle jeg nu starte forfra?
Det skulle jeg selvfølgelig ikke. Jeg spurgte min svigermor, om det var det samme for hende. Hun havde en depression for nogle år siden, og hun kunne mærke, når hun blev tør i halsen, så skulle hun geare ned. Det, der tricker hende, er bunker på arbejdsbordet. Det, jeg rammes af, er åbenbart sociale aftaler - også selvom det er aftaler, jeg glæder mig til og med mennesker, jeg elsker og slapper af med. Jeg håber ikke, det skal være sådan altid. Men muligheden er der.
Nu er jeg så måske ved at finde ud af, at det ikke er depression, men bare mig og mit energiniveau, det handler om. Og så længe jeg ikke bruger mere, end jeg har, så går det hele nok fint. Så skal jeg også bare lære at affinde mig med det. Og det går der måske lige lidt længere tid med.
Og det havde jeg da. De - på det tidspunkt - seneste 14 dage havde været som at vade rundt på en lyseblå, symptomfri sky, hvor jeg næsten måtte knibe mig i armen, hver gang jeg holdt mig vågen til kl. 23. Og det gav mig en sær følelse af at være lykkelig på lånt tid.
Da det hele for alvor begyndte, og jeg havde været syg en måneds tid, sagde jeg til Peter, at vi skulle drikke bobler, når jeg havde gået tre dage i streg uden karruselfornemmelse. Der skulle så gå næsten et år, før det skete.
Men hvornår er det så lige, man tør poppe champagnen?
Nu - to måneder og et par tilbagefald senere
Jeg forlod indlægget. Sådan er det jo, når man bliver rask og går tilbage til det gamle liv, hvor man ikke har tid til alle mulige skriblerier, der kun er for sjov.
Nu er det to måneder siden, jeg blev raskmeldt - og godt en måned siden jeg stillede spørgsmål om, hvornår det var på tide at stoppe med at kigge sig over skulderen efter symptomer og feste videre, som om ingenting var sket.
Det kan man ikke. Eller man kan sagtens stoppe med at kigge sig over skulderen. Der er jo bare dumt at bekymre sig, hver gang man har brug for en middagslur eller føler sig lidt nedtrykt. Men man kan ikke bare lade som ingenting.
Jeg kan huske nu, at min coach, da jeg var midt i forløbet, men dog begyndte at kunne se en ende på det, bed mærke i, at jeg konstant talte i "dengang jeg var syg" eller "når jeg bliver rask".
"Det her, makker, er altså noget, du skal leve med altid. Kroppen har fortalt dig på den lede måde, at de ting du gik og lavede ikke var så smarte igen. Og det er noget, du skal forholde dig til."
Er man så bare lykkelig depressiv?
Det forstod jeg ikke og slog det vist hen som noget coach-retorisk pjat. Det er jo ikke anonyme alkoholikere det her, hvor man er "ædru alkoholiker".
Men hun fik ret, gjorde hun! Jeg var ellers god til at slappe af selv efter raskmeldingen - bortset fra lige en enkelt uge, hvor jeg skulle vise, at der fandme ikke var nogen, der skulle bestemme over mig - og derfor bookede kalenderen med sjove ting. Så de efterfølgende 14 dage, hvor jeg havde ferie - heldigvis uden rejseplaner - havde jeg nøjagtig samme symtomper som til at begynde med for et år siden.
Først sove, sove, sove. Så meget trist og alt virkede uoverskueligt, og til sidst sluttede jeg af med tre dages kronisk karruseltur. Og jeg var bange. Det var mit første rigtige tilbagefald, der varede længere end en to timers middagslur eller en lille tudetur. Skulle jeg nu starte forfra?
Det skulle jeg selvfølgelig ikke. Jeg spurgte min svigermor, om det var det samme for hende. Hun havde en depression for nogle år siden, og hun kunne mærke, når hun blev tør i halsen, så skulle hun geare ned. Det, der tricker hende, er bunker på arbejdsbordet. Det, jeg rammes af, er åbenbart sociale aftaler - også selvom det er aftaler, jeg glæder mig til og med mennesker, jeg elsker og slapper af med. Jeg håber ikke, det skal være sådan altid. Men muligheden er der.
Nu er jeg så måske ved at finde ud af, at det ikke er depression, men bare mig og mit energiniveau, det handler om. Og så længe jeg ikke bruger mere, end jeg har, så går det hele nok fint. Så skal jeg også bare lære at affinde mig med det. Og det går der måske lige lidt længere tid med.
torsdag den 7. juni 2012
Piller eller ej
Jeg synes, lykkepiller er fantastiske.
Et holdning, der ikke er lige populær alle steder - fandt jeg ud af, da min psykiater foreslog dem, og jeg straks googlede dem på nettet. Den ene forfærdelige historie efter den anden, poppede frem, og jeg var virkelig glad for, at den pågældende psykiater er familie. Ellers tror jeg ikke, min tillid til lægevidenskaben havde rakt til at forsøge mig med de små hvide fix-it-piller.
For det var de. Altså fix-it. Efter måneder i søsyge mærkede jeg allerede dagen efter, at tågen i mit hoved lettede. Ja, jeg havde et par bivirkninger, som kvalme, manglende appetit og en følelse af at være bedøvet. Og hvis man ellers ikke har døjet voldsomt med fysiske symptomer i løbet af sin depression, så kan det måske godt virke lidt overvældende.
Men for mig var det ene ikke værre end det andet, og bivirkningerne forsvandt to dage efter. Efter en uge kunne jeg gå rundt nogle timer ad gangen og føle mig nærmest rask. Det er mærkeligt, at man kan være så glad for at være i stand til at føre en samtale på to timer. Men er man vant til at be' om ro efter et kvarter, så er det som at få fri leg på en mandag.
Man kan jo også få kræft af alt!
Jeg syntes, det var lidt hårdt at møde alle holdningerne og fordommene. Var man nu evigt afhængig? Ville jeg få alle mulige blodpropper? Og ville ukendte giftstoffer sætte sig fast i mine organer og luske videre til mine kommende børn?
Jeg besluttede mig derfor for at lukke af. Finde en passende distance a la "Jaja, og pepsimax og rødt kød kan gi' kræft". Dertil kom, at jeg to gange var nødt til at trappe dosen op, hvor jeg endte på næstsidste trin med 150mg Sertralin. To skridt til, og jeg skulle have været ude i nye piller - nu hele to slags stoffer. (Man forstår jo godt, folk bliver lidt mistænksomme).
Men begge gange var der allerede dagen efter mindst en tredobling af fremgang. Og helt uden bivirkninger.
Det er ikke sikkert, alle er lige heldige. Jeg er sikker på, de forfærdelige historier er sande. Og læger har absolut en tendens til at smide både diagnoser og dertilhørende medikamenter efter folk for at få dem ud af kontoret. Men jeg ville bare ønske, der også var lidt af de positive historie.
Hvis du læser dette, vil jegi hvert fald opfordre til, at du ikke bare ukritisk sluger, hvad lægen nu måtte give dig. Men heller ikke lader være "for at være på den sikre side". Hvis andet ikke virker, synes jeg, at det er en rigtig god idé at prøve det. Og føles det som overgreb på sig selv, så må man jo stoppe igen.
Det med lykkepiller (som de så sødt hedder) er en cyberjungle, hvor du helst skal have en ph.d i skidtet, før du kan finde hoved og hale i det hele. Og jeg tror, det er en af dem, hvor du må føle dig frem og stole på det. Mens det der med rationale og pros&cons kun vil gøre dig endnu mere forvirret.
Et holdning, der ikke er lige populær alle steder - fandt jeg ud af, da min psykiater foreslog dem, og jeg straks googlede dem på nettet. Den ene forfærdelige historie efter den anden, poppede frem, og jeg var virkelig glad for, at den pågældende psykiater er familie. Ellers tror jeg ikke, min tillid til lægevidenskaben havde rakt til at forsøge mig med de små hvide fix-it-piller.
For det var de. Altså fix-it. Efter måneder i søsyge mærkede jeg allerede dagen efter, at tågen i mit hoved lettede. Ja, jeg havde et par bivirkninger, som kvalme, manglende appetit og en følelse af at være bedøvet. Og hvis man ellers ikke har døjet voldsomt med fysiske symptomer i løbet af sin depression, så kan det måske godt virke lidt overvældende.
Men for mig var det ene ikke værre end det andet, og bivirkningerne forsvandt to dage efter. Efter en uge kunne jeg gå rundt nogle timer ad gangen og føle mig nærmest rask. Det er mærkeligt, at man kan være så glad for at være i stand til at føre en samtale på to timer. Men er man vant til at be' om ro efter et kvarter, så er det som at få fri leg på en mandag.
Man kan jo også få kræft af alt!
Jeg syntes, det var lidt hårdt at møde alle holdningerne og fordommene. Var man nu evigt afhængig? Ville jeg få alle mulige blodpropper? Og ville ukendte giftstoffer sætte sig fast i mine organer og luske videre til mine kommende børn?
Jeg besluttede mig derfor for at lukke af. Finde en passende distance a la "Jaja, og pepsimax og rødt kød kan gi' kræft". Dertil kom, at jeg to gange var nødt til at trappe dosen op, hvor jeg endte på næstsidste trin med 150mg Sertralin. To skridt til, og jeg skulle have været ude i nye piller - nu hele to slags stoffer. (Man forstår jo godt, folk bliver lidt mistænksomme).
Men begge gange var der allerede dagen efter mindst en tredobling af fremgang. Og helt uden bivirkninger.
Det er ikke sikkert, alle er lige heldige. Jeg er sikker på, de forfærdelige historier er sande. Og læger har absolut en tendens til at smide både diagnoser og dertilhørende medikamenter efter folk for at få dem ud af kontoret. Men jeg ville bare ønske, der også var lidt af de positive historie.
Hvis du læser dette, vil jegi hvert fald opfordre til, at du ikke bare ukritisk sluger, hvad lægen nu måtte give dig. Men heller ikke lader være "for at være på den sikre side". Hvis andet ikke virker, synes jeg, at det er en rigtig god idé at prøve det. Og føles det som overgreb på sig selv, så må man jo stoppe igen.
Det med lykkepiller (som de så sødt hedder) er en cyberjungle, hvor du helst skal have en ph.d i skidtet, før du kan finde hoved og hale i det hele. Og jeg tror, det er en af dem, hvor du må føle dig frem og stole på det. Mens det der med rationale og pros&cons kun vil gøre dig endnu mere forvirret.
mandag den 14. maj 2012
Giv mig dog noget ordentlig TV!
Reality-tv er i min optik dødssygt. Bortset fra første sæson af Robinson, som var en ærlig kamp mellem stærke kvinder og mænd (og Tude-Martin) om at overleve på en øde ø - eller i hvert fald gå derfra med en kvart million, hvis man havde EVNERNE til at overleve på en øde ø.
I dag - i den 117. sæson - handler det mest om skabagtige piger og drenge, som bliver fløjet frem og tilbage til øen fra Paradise Hotel, Fristelserne Ø, De unge mødre og andre "fordumtiluddannelse"-programmer. Og hvem af dem, der kan opføre sig mest usympatisk og gå i mindst muligt tøj.
Og det er klart. For Robinson har fået konkurrence af samtlige amerikanske fordanskede realityserier. Hvis man kigger ned over tv-programmet, vrimler det med dem, og de har formeret sig fra Ammehjerne-kanalen kanal 4 til nærmest alle kanaler - endda TV2. I kampen om seerne gælder det derfor om at forarge mest muligt, skabe flest intriger og se, hvem der kan komme tættest på at lave gratis porno, uden serien bliver bortcensureret til Kanal København efter midnat.
Vil du se reality - eller reality?
Nu kunne man jo tænke, hvorfor brok-røven dog ikke bare laver noget andet i stedet for?
Men inden det stod helt klart, hvad jeg fejlede, tilbragte jeg utrolig meget tid på sofaen og havde nærmest ikke energi til at zappe. Hvad værre var, at jeg ikke kunne holde ud at se på alt den krig og social uretfærdighed i nyheds- og debatprogrammer. Og jeg græd, hver gang Pia K. tonede frem på skærmen. (Det var under valgkampen, så det var tit). Desuden havde jeg ikke engang hoved til at følge med i Inspector Barnaby, og Beverly Hills blev kun vist en gang om dagen.
Det gjorde det utrolig svært at se andet end selvfede unge, der ikke kan score, Udkantdanmarks "Konger" slås i billig vodka, mens de passer en campingplads, og en hel masse dårligt stylede piger, der skrotter mænd med forkerte sko eller for lang afstand mellem hage og mund.
Med mindre man da ikke bare overgav sig til den voksne version af reality med "Han brækkede ryggen, så nu synes jeg, han skal ha' en rigtig flot have", "Afdankede skuespillere og ukendte TV-værter på Slottet" og "Gæt en kendt" (eller hvad det nu hedder alt sammen).
Hvad er problemet egentlig?
Tidligere syntes jeg, de der selviscenesættende unge mennesker, var så forfærdelige at se på, at jeg ikke en gang orkede at se et Paradise-afsnit færdigt, engang jeg forberedte et interview med Mads Gleager (Paradise sexsymbol og -udøver før Ulven Peter).
Men jeg tænkte alligevel: "Og hvad så??" De er jo flinke nok - Eller Mads var i hvert fald. Så hvis der er nogen, der kan få et lille kick ud af at se, at der er nogen, der rangerer langt under dem på den intelligente og sociale rangstige, som flere undersøgelse viste efter "De unge Mødre", så fint med mig.
(Hvis man altså i ovenstående tilfælde er helt bevidst om, at griske mænd og damer i dyre jakkesæt tjener tykt på, at små børn spiser pommes frites i stedet for broccoli, lever med en konstant smøg i fjæset, fordi "det da ikke skadede mig, at min mor gjorde det"(!!!) og bliver råbt ad, fordi teenage-forældrene ikke magter opgaven.)
Man kan da også argumentere for, at det er ganske harmløst, når Gustav vimser rundt i Thailand, Sverige eller junglen for at møde den eneste ene. Og jeg har det helt roligt med, at Kesslers søsters kan blive kendt på at vise Danmark sine udfordringer ved at købe en ordentlig bh.
Paradise vs Afrika
Der, hvor det bliver foruroligende for mig, er, når det bliver normen. En slags allemandseje. Ligesom Kongehuset. Noget, vi alle har et forhold og en holdning til. Når programmer som disse fylder langt størstedelen af TV's sendeflade, og man ikke rigtig kan falde ind i tilfældige samtaler ved fester, hvis ikke man er opdateret på Amalies liv. Og når landsdækkende medier - ikke bare glitterbladende - gør reality-tv og deres medvirkende til nyhedsstof, så bekymrer det mig lidt.
Ikke fordi, jeg ikke kan gå uden om det - det kan jeg sådan set godt. Men nyhedsværdi afgøres ikke længere af, hvad folket har brug for, men hvad de vil have.
Siden programmet begyndte i 2005, har landsdækkende medier skrevet 2300 artikler om Paridise Hotel. I samme periode skrev de 970 gange om trafficking og 700 gange om børn, der sulter i Afrika.
På samme måde planlægges kommercielle kanalers tvtid efter reklamekroner - og de bliver selvfølgelig kun lagt, hvor seerne er.
For mig bliver det derfor lidt mere alvorligt, at reality-tv fylder aviser og sendeflade - fordi det afspejler, hvad folk vil have. Eller sagt på en anden måde: Hvad der er vigtigt i samfundet.
Hvilken virkelighed er værst?
Imens tripper sociologer og psykologer på sidelinjen - i kamp for at komme med i medieræset og fortælle, at det hele handler om "15 minutes of tom bekræftelse". Og at de selvpromoverende programmer udvikler en hel masse unge med skudsikker selvtillid og et selvværd på størrelse med en rottelort, der krakelerer, så snart rampelyset og Se&Hør forsvinder.
Så synes jeg, at reality gør alvor af sit navn og bliver til en virkelighed, der er lige så slem som den virkelighed i nyhederne, jeg ihærdigt prøver at undgå. Specielt fordi konsekvenserne ved reality-tv åbenbart ikke er helt så gennemskuelige som ved krig og Pia K.
Hvis virkeligheden er, at det er ligegyldigt, hvad du er - eller kan - bare du gør det på TV. Og 25 % af de 15-19årige adspurgte i en Berlingske-undersøgelse, ser Paradise Hotel-deltagere som deres forbilleder. Så tror jeg sgu, man skal lade de udskældte volds-spil være lidt i fred i en periode. Ellers kunne dette klip sagtens blive et grimt forvarsel om fremtidens ungdom.
Og lige nu vil jeg egentlig bare rigtig gerne bare be' om noget ordentligt underholdning i mit TV!
Tak
I dag - i den 117. sæson - handler det mest om skabagtige piger og drenge, som bliver fløjet frem og tilbage til øen fra Paradise Hotel, Fristelserne Ø, De unge mødre og andre "fordumtiluddannelse"-programmer. Og hvem af dem, der kan opføre sig mest usympatisk og gå i mindst muligt tøj.
Og det er klart. For Robinson har fået konkurrence af samtlige amerikanske fordanskede realityserier. Hvis man kigger ned over tv-programmet, vrimler det med dem, og de har formeret sig fra Ammehjerne-kanalen kanal 4 til nærmest alle kanaler - endda TV2. I kampen om seerne gælder det derfor om at forarge mest muligt, skabe flest intriger og se, hvem der kan komme tættest på at lave gratis porno, uden serien bliver bortcensureret til Kanal København efter midnat.
Vil du se reality - eller reality?
Nu kunne man jo tænke, hvorfor brok-røven dog ikke bare laver noget andet i stedet for?
Men inden det stod helt klart, hvad jeg fejlede, tilbragte jeg utrolig meget tid på sofaen og havde nærmest ikke energi til at zappe. Hvad værre var, at jeg ikke kunne holde ud at se på alt den krig og social uretfærdighed i nyheds- og debatprogrammer. Og jeg græd, hver gang Pia K. tonede frem på skærmen. (Det var under valgkampen, så det var tit). Desuden havde jeg ikke engang hoved til at følge med i Inspector Barnaby, og Beverly Hills blev kun vist en gang om dagen.
Det gjorde det utrolig svært at se andet end selvfede unge, der ikke kan score, Udkantdanmarks "Konger" slås i billig vodka, mens de passer en campingplads, og en hel masse dårligt stylede piger, der skrotter mænd med forkerte sko eller for lang afstand mellem hage og mund.
Med mindre man da ikke bare overgav sig til den voksne version af reality med "Han brækkede ryggen, så nu synes jeg, han skal ha' en rigtig flot have", "Afdankede skuespillere og ukendte TV-værter på Slottet" og "Gæt en kendt" (eller hvad det nu hedder alt sammen).
Hvad er problemet egentlig?
Tidligere syntes jeg, de der selviscenesættende unge mennesker, var så forfærdelige at se på, at jeg ikke en gang orkede at se et Paradise-afsnit færdigt, engang jeg forberedte et interview med Mads Gleager (Paradise sexsymbol og -udøver før Ulven Peter).
Men jeg tænkte alligevel: "Og hvad så??" De er jo flinke nok - Eller Mads var i hvert fald. Så hvis der er nogen, der kan få et lille kick ud af at se, at der er nogen, der rangerer langt under dem på den intelligente og sociale rangstige, som flere undersøgelse viste efter "De unge Mødre", så fint med mig.
(Hvis man altså i ovenstående tilfælde er helt bevidst om, at griske mænd og damer i dyre jakkesæt tjener tykt på, at små børn spiser pommes frites i stedet for broccoli, lever med en konstant smøg i fjæset, fordi "det da ikke skadede mig, at min mor gjorde det"(!!!) og bliver råbt ad, fordi teenage-forældrene ikke magter opgaven.)
Man kan da også argumentere for, at det er ganske harmløst, når Gustav vimser rundt i Thailand, Sverige eller junglen for at møde den eneste ene. Og jeg har det helt roligt med, at Kesslers søsters kan blive kendt på at vise Danmark sine udfordringer ved at købe en ordentlig bh.
Paradise vs Afrika
Der, hvor det bliver foruroligende for mig, er, når det bliver normen. En slags allemandseje. Ligesom Kongehuset. Noget, vi alle har et forhold og en holdning til. Når programmer som disse fylder langt størstedelen af TV's sendeflade, og man ikke rigtig kan falde ind i tilfældige samtaler ved fester, hvis ikke man er opdateret på Amalies liv. Og når landsdækkende medier - ikke bare glitterbladende - gør reality-tv og deres medvirkende til nyhedsstof, så bekymrer det mig lidt.
Ikke fordi, jeg ikke kan gå uden om det - det kan jeg sådan set godt. Men nyhedsværdi afgøres ikke længere af, hvad folket har brug for, men hvad de vil have.
Siden programmet begyndte i 2005, har landsdækkende medier skrevet 2300 artikler om Paridise Hotel. I samme periode skrev de 970 gange om trafficking og 700 gange om børn, der sulter i Afrika.
På samme måde planlægges kommercielle kanalers tvtid efter reklamekroner - og de bliver selvfølgelig kun lagt, hvor seerne er.
For mig bliver det derfor lidt mere alvorligt, at reality-tv fylder aviser og sendeflade - fordi det afspejler, hvad folk vil have. Eller sagt på en anden måde: Hvad der er vigtigt i samfundet.
Hvilken virkelighed er værst?
Imens tripper sociologer og psykologer på sidelinjen - i kamp for at komme med i medieræset og fortælle, at det hele handler om "15 minutes of tom bekræftelse". Og at de selvpromoverende programmer udvikler en hel masse unge med skudsikker selvtillid og et selvværd på størrelse med en rottelort, der krakelerer, så snart rampelyset og Se&Hør forsvinder.
Så synes jeg, at reality gør alvor af sit navn og bliver til en virkelighed, der er lige så slem som den virkelighed i nyhederne, jeg ihærdigt prøver at undgå. Specielt fordi konsekvenserne ved reality-tv åbenbart ikke er helt så gennemskuelige som ved krig og Pia K.
Hvis virkeligheden er, at det er ligegyldigt, hvad du er - eller kan - bare du gør det på TV. Og 25 % af de 15-19årige adspurgte i en Berlingske-undersøgelse, ser Paradise Hotel-deltagere som deres forbilleder. Så tror jeg sgu, man skal lade de udskældte volds-spil være lidt i fred i en periode. Ellers kunne dette klip sagtens blive et grimt forvarsel om fremtidens ungdom.
Og lige nu vil jeg egentlig bare rigtig gerne bare be' om noget ordentligt underholdning i mit TV!
Tak
søndag den 6. maj 2012
Tag nej-hatten på
"Hvad ville det gøre for dig at sige nej", spørger psykolog nr. 1 en dag.
At sige "nej"? Jamen, hvornår har man nogensinde fået noget sjov ud af at sige nej??
"Mener du, når mine venner og kollegaer beder mig om noget?"
"Nej, i går, hvor dine venner havde lavet fødselsdagsmiddag for dig, og du var dødtræt i forvejen og bare fik det dårligere og dårligere."
"Nååå, jamen det ville jeg vel ikke få noget ud af. Jeg ville jo gerne, og der var hjemmelavet is. Og så havde de jo stået hele dagen og lavet mad."
"Prøv igen," siger hun tålmodigt. "Hvis du ikke tænker på, hvad de har arrangeret, og det var helt lige meget, at du meldte afbud. Hvad ville det så gøre for dig?"
"Så ville jeg nok kunne slappe af på sofaen og undgå at få det dårligere," indrømmede jeg modvilligt.
Nej er bare ikke et lækkert ord
Men nej har bare aldrig rigtig været en del af min livsfilosfi. Jeg mener, der er vel en grund til, at man synes, det er en fed ting at tage JA-hatten på, mens NEJ-hatten er ca. lige så populær som hvide sokker i sandaler.
Jeg har i hvert fald aldrig syntes, det var et specielt lækkert ord. Helt fra jeg var lille, og mine venner altid formåede at få mig med på ballade (jaja, jeg var da også initiativtager ret så ofte.)
Eller da jeg blev ældre, og café-kollegaerne forslog øl, og både den trængte pengepung og næstedags forelæsninger blev over-rulet.
Men det har ikke kun været for at få fest i egen gade. For jeg stod også med JA-hatten klar, når chefen havde fået sygemeldinger, veninderne havde brug for en skulder - eller en hjælpende hånd til (endnu) en flytning. Og når der skulle arrangeres diverste reunions, jubilæer, eller de gamle fodboldtøser bare skulle samles i den nye travle hverdag med kærester, børn og job.
Jeg var kort sagt en rigtig ms. fix-it. Når det gjaldt alle andre end mig - fandt jeg i hvert fald ud af på den hårde måde. Men mere om det senere.
Det hurtige anerkendelses-fix
Dette indlæg handler nemlig om det meget lille, men meget betydningsfulde ord. Jeg skulle simpelthen lære at tage det til mig, som en ny ven i mit liv. Hver gang jeg stod i en situation - hvad enten det var pligt eller fornøjelse, skulle jeg lige stoppe op og spørge mig selv, hvad jeg fik ud af at sige Nej.
Og det var bestemt ikke en fed følelse til at begynde med.
"Men så er der jo en anden, der skal...", "Men bliver det så gjort?.." Og til sidst den helt ærlige: "Men så er det jo ikke mig, der står og redder dagen!"
Det var jo det, det gik ud på. Hver gang jeg sagde ja, så fik jeg et klap på skulderen, et taknemmeligt knus og et lille anerkendelses-fix. Men som så mange andre junkies, varede rusen kortere og kortere, og der skulle flere og flere fix til.
Og det er ikke kun mig
Netop som jeg var i gang med Nej-hat processen, faldt jeg over en artikel om netop anerkendelsesfixet. Noget mange af os lider af, og i højere grad er blevet afhængige af i takt med mængden af digitale genveje.
Man svarer på chefens mails i weekenden, skriver statusupdates på Facebook, så nogen kan 'like' dem og tager venindes opkald midt under aftensmåltidet (tænk nu, hvis hun vil noget vigtigt??) i den evige jagt på selv det mindste anerkendelsesfix. Artiklens pointe var herefter, at din omgangskreds bidrager til din afhængighed. For de bliver sgu hurtigt vant til, at du giver både lillefinger og arm, og så er du nødt til at smide ben, torso og hoved med i puljen for at opnå samme virkning. Med mindre du selv siger stop.
Når abstinenserne så har lagt sig, er det en skide skøn følelse. At sige nej - og være helt ligeglad med, hvad andre tænker, fordi du ved, det er bedst for dig. Men nemmere er det heller ikke - for lige nu ved omgangskredsen jo også, at det er vigtigt, at jeg siger fra. Den virkelige prøvelse bliver, når jeg ikke længere kan smide depressions-kortet. Muligvis mest overfor mig selv.
At sige "nej"? Jamen, hvornår har man nogensinde fået noget sjov ud af at sige nej??
"Mener du, når mine venner og kollegaer beder mig om noget?"
"Nej, i går, hvor dine venner havde lavet fødselsdagsmiddag for dig, og du var dødtræt i forvejen og bare fik det dårligere og dårligere."
"Nååå, jamen det ville jeg vel ikke få noget ud af. Jeg ville jo gerne, og der var hjemmelavet is. Og så havde de jo stået hele dagen og lavet mad."
"Prøv igen," siger hun tålmodigt. "Hvis du ikke tænker på, hvad de har arrangeret, og det var helt lige meget, at du meldte afbud. Hvad ville det så gøre for dig?"
"Så ville jeg nok kunne slappe af på sofaen og undgå at få det dårligere," indrømmede jeg modvilligt.
Nej er bare ikke et lækkert ord
Men nej har bare aldrig rigtig været en del af min livsfilosfi. Jeg mener, der er vel en grund til, at man synes, det er en fed ting at tage JA-hatten på, mens NEJ-hatten er ca. lige så populær som hvide sokker i sandaler.
Jeg har i hvert fald aldrig syntes, det var et specielt lækkert ord. Helt fra jeg var lille, og mine venner altid formåede at få mig med på ballade (jaja, jeg var da også initiativtager ret så ofte.)
Eller da jeg blev ældre, og café-kollegaerne forslog øl, og både den trængte pengepung og næstedags forelæsninger blev over-rulet.
Men det har ikke kun været for at få fest i egen gade. For jeg stod også med JA-hatten klar, når chefen havde fået sygemeldinger, veninderne havde brug for en skulder - eller en hjælpende hånd til (endnu) en flytning. Og når der skulle arrangeres diverste reunions, jubilæer, eller de gamle fodboldtøser bare skulle samles i den nye travle hverdag med kærester, børn og job.
Jeg var kort sagt en rigtig ms. fix-it. Når det gjaldt alle andre end mig - fandt jeg i hvert fald ud af på den hårde måde. Men mere om det senere.
Det hurtige anerkendelses-fix
Dette indlæg handler nemlig om det meget lille, men meget betydningsfulde ord. Jeg skulle simpelthen lære at tage det til mig, som en ny ven i mit liv. Hver gang jeg stod i en situation - hvad enten det var pligt eller fornøjelse, skulle jeg lige stoppe op og spørge mig selv, hvad jeg fik ud af at sige Nej.
Og det var bestemt ikke en fed følelse til at begynde med.
"Men så er der jo en anden, der skal...", "Men bliver det så gjort?.." Og til sidst den helt ærlige: "Men så er det jo ikke mig, der står og redder dagen!"
Det var jo det, det gik ud på. Hver gang jeg sagde ja, så fik jeg et klap på skulderen, et taknemmeligt knus og et lille anerkendelses-fix. Men som så mange andre junkies, varede rusen kortere og kortere, og der skulle flere og flere fix til.
Og det er ikke kun mig
Netop som jeg var i gang med Nej-hat processen, faldt jeg over en artikel om netop anerkendelsesfixet. Noget mange af os lider af, og i højere grad er blevet afhængige af i takt med mængden af digitale genveje.
Man svarer på chefens mails i weekenden, skriver statusupdates på Facebook, så nogen kan 'like' dem og tager venindes opkald midt under aftensmåltidet (tænk nu, hvis hun vil noget vigtigt??) i den evige jagt på selv det mindste anerkendelsesfix. Artiklens pointe var herefter, at din omgangskreds bidrager til din afhængighed. For de bliver sgu hurtigt vant til, at du giver både lillefinger og arm, og så er du nødt til at smide ben, torso og hoved med i puljen for at opnå samme virkning. Med mindre du selv siger stop.
Når abstinenserne så har lagt sig, er det en skide skøn følelse. At sige nej - og være helt ligeglad med, hvad andre tænker, fordi du ved, det er bedst for dig. Men nemmere er det heller ikke - for lige nu ved omgangskredsen jo også, at det er vigtigt, at jeg siger fra. Den virkelige prøvelse bliver, når jeg ikke længere kan smide depressions-kortet. Muligvis mest overfor mig selv.
onsdag den 18. april 2012
Depression-hjernens stjernestunder
Selv om rigtig meget af tiden med min depression har været som at spise lever med grønlangkål på, må jeg indrømme, at den også har ført enormt mange grin med.
Selvfølgelig mest efter jeg fik diagnosen, og det pludselig gav mening for mig, hvorfor min hjerne pludselig fungerede som en dements med en IQ på 14.
Som når jeg konstant glemte ord, eller de helt forkerte kom ud, og jeg kun opdagede det, fordi folk omkring mig så lidt desorienterede ud.
Eller når jeg kunne gå tre gange ind i et rum uden at komme tilbage med det, jeg gik ind efter og puttede madvarer i skraldespand frem for køleskab. Det kunne også gå ud over sagesløse. Som da jeg kraftigt måtte insistere på - overfor den tilsyneladende helt ligeglade Faktatøs - at jeg altså ikke havde fået den kvittering, jeg havde bedt om. Blot for at gå hjem og finde den på sin plads i min pung.
Fortæl mig noget, jeg ikke ved, KlogeÅge
Og hjernen har da stadig sine små kollaps. Som jeg og især mine omgivelser heldigvis kan grine ad (Faktisk er det lidt befriende altid at kunne give en anden skylden, hver gang man dummer sig).
Men jeg er utrolig glad for, at jeg (og hjernen) er kommet langt fra de kaotiske første måneder, hvor jeg ville være alvorligt bekymret for mig, hvis ikke lige jeg vidste, at jeg faktisk havde en semi-seriøs sygdom, der var under behandling.
Som da jeg kommer stormende ned af trappen hos mine forældre med telefon og oplader - som "FORHELVEDE IKKE VIRKER, OG DET HAR DEN LIGE GJORT, ALTSÅ!" - og min kæreste (Mr. know it all) spørger, om jeg ikke bare skal sætte den i stikket.
"Årh idiot, det ved jeg sgu da godt," når jeg at snerre, mens min far støder til for at se, hvad det forfærdelige sprogbrug går ud på. Sætter stikket i og udbryder: "Nååå, tror du, man skal sætte den i stikkontakten først for, at den oplader?"
Det er også sundt at grine ad sig sig selv
Peter og far kigger på mig med en blanding af forfærdelse og vantro, da katastrofen går op for mig, og jeg hører, hvad jeg selv har sagt.
Jeg har ingen anelse om, hvilke ledninger i min hjerne, der ikke lige var sat rigtigt i, men brød heldigvis sammen af grin i stedet for gråd. Resten af julen blev krampelatteren fremkaldt, hver gang Peter fik chancen for at genfortælle BlondinenfraSri Lanka-joken.
En måneds tid efter er de grelle hjernebrist-episoder heldigvis ved at ebbe ud. Problemet er bare, at vi nu også har hund, som har bidraget til endnu et koncept. Hvalpehjerne. (Ja, hvis der er noget, der kan hedde ammehjerne.)
Klap dig selv på skulderen
Og ja, jeg er blevet sådan en klam hundeejer, der ignorerer alt ved dyrets manglende hygiejne og kysser min hund, som var det en lille bamsebaby (ikke på munden dog - jeg er jo ikke 70 år og har lilla hår). Jeg kysser faktisk hele tiden, for jeg er også særligt glad for min kæreste i perioden (lykkepiller?).
En dag sidder jeg på gulvet. Charlie (hunden) ligger og sover i mit skød. Peter er gået ud for at lave popcorn og i min taknemmelighed, sender jeg - helt automatisk - et kys af sted. Men da der ikke er nogen til at modtage, ender det på min egen skulder i stedet.
Jeg sunder mig et sekund over, hvad der lige er sket, men når ikke at overveje, om jeg bare skal holde det for mig selv.
"Øh... Jeg har lige kysset mig selv." Peter ramler sammen af grin, og jeg har vist givet "klap dig selv på skulderen" en helt ny dimension.
Selvfølgelig mest efter jeg fik diagnosen, og det pludselig gav mening for mig, hvorfor min hjerne pludselig fungerede som en dements med en IQ på 14.
Som når jeg konstant glemte ord, eller de helt forkerte kom ud, og jeg kun opdagede det, fordi folk omkring mig så lidt desorienterede ud.
Eller når jeg kunne gå tre gange ind i et rum uden at komme tilbage med det, jeg gik ind efter og puttede madvarer i skraldespand frem for køleskab. Det kunne også gå ud over sagesløse. Som da jeg kraftigt måtte insistere på - overfor den tilsyneladende helt ligeglade Faktatøs - at jeg altså ikke havde fået den kvittering, jeg havde bedt om. Blot for at gå hjem og finde den på sin plads i min pung.
Fortæl mig noget, jeg ikke ved, KlogeÅge
Og hjernen har da stadig sine små kollaps. Som jeg og især mine omgivelser heldigvis kan grine ad (Faktisk er det lidt befriende altid at kunne give en anden skylden, hver gang man dummer sig).
Men jeg er utrolig glad for, at jeg (og hjernen) er kommet langt fra de kaotiske første måneder, hvor jeg ville være alvorligt bekymret for mig, hvis ikke lige jeg vidste, at jeg faktisk havde en semi-seriøs sygdom, der var under behandling.
Som da jeg kommer stormende ned af trappen hos mine forældre med telefon og oplader - som "FORHELVEDE IKKE VIRKER, OG DET HAR DEN LIGE GJORT, ALTSÅ!" - og min kæreste (Mr. know it all) spørger, om jeg ikke bare skal sætte den i stikket.
"Årh idiot, det ved jeg sgu da godt," når jeg at snerre, mens min far støder til for at se, hvad det forfærdelige sprogbrug går ud på. Sætter stikket i og udbryder: "Nååå, tror du, man skal sætte den i stikkontakten først for, at den oplader?"
Det er også sundt at grine ad sig sig selv
Peter og far kigger på mig med en blanding af forfærdelse og vantro, da katastrofen går op for mig, og jeg hører, hvad jeg selv har sagt.
Jeg har ingen anelse om, hvilke ledninger i min hjerne, der ikke lige var sat rigtigt i, men brød heldigvis sammen af grin i stedet for gråd. Resten af julen blev krampelatteren fremkaldt, hver gang Peter fik chancen for at genfortælle BlondinenfraSri Lanka-joken.
En måneds tid efter er de grelle hjernebrist-episoder heldigvis ved at ebbe ud. Problemet er bare, at vi nu også har hund, som har bidraget til endnu et koncept. Hvalpehjerne. (Ja, hvis der er noget, der kan hedde ammehjerne.)
Klap dig selv på skulderen
Og ja, jeg er blevet sådan en klam hundeejer, der ignorerer alt ved dyrets manglende hygiejne og kysser min hund, som var det en lille bamsebaby (ikke på munden dog - jeg er jo ikke 70 år og har lilla hår). Jeg kysser faktisk hele tiden, for jeg er også særligt glad for min kæreste i perioden (lykkepiller?).
En dag sidder jeg på gulvet. Charlie (hunden) ligger og sover i mit skød. Peter er gået ud for at lave popcorn og i min taknemmelighed, sender jeg - helt automatisk - et kys af sted. Men da der ikke er nogen til at modtage, ender det på min egen skulder i stedet.
Jeg sunder mig et sekund over, hvad der lige er sket, men når ikke at overveje, om jeg bare skal holde det for mig selv.
"Øh... Jeg har lige kysset mig selv." Peter ramler sammen af grin, og jeg har vist givet "klap dig selv på skulderen" en helt ny dimension.
tirsdag den 10. april 2012
Fuld eller mindful?
Ikke noget med mindfulness. Overhovedet! Det var vigtigste kriterium, da jeg i desperation for at få en diagnose ledte efter en psykolog, der kunne sige noget, som var klogere end lægen. Hvis M-ordet bare stod i et hjørne af hjemmesiden, var de ude, inden jeg fik læst nærmere. Jeg skulle bruge en rigtig psykolog, der kunne grave i min hjerne og finde ud af, at store undertrykte traumer fra barndommen nu havde gjort mig voldsomt syg i både hoved og krop. Ikke det der hokus pokus.
Så da min 1100 kroner dyre psykolog ved 2. session spurgte mig, hvordan jeg havde det med mindfulness, følte jeg mig ærligt talt en anelse snydt. Til hendes forsvar skal siges, at jeg ikke var meget bevendt i en større psykoanalyse. Jeg var så træt, som havde jeg været vågen i 48 timer. Jeg blev svimmel, hvis jeg kiggede andre steder end ned i gulvet, og forsøgte jeg at koncentrere mig om hendes spørgsmål eller åbne munden, begyndte jeg at græde af udmattelse.
Effekt som rødvin
"Jeg er nok lidt skeptisk", mumlede jeg, men havde ingen kræfter til at kæmpe yderligere imod. Så hendes stemme, der pludselig var helt hypnotisørmonoton, gelejdede mig ind i noget rum fyldt med varme, lys og bløde tæpper, som jeg skulle mærke med mine bare tær. Alt imens jeg sad i min yndlingsstol, duftede til mine yndlingsblomster og drak varm kakao (Tænkte det var lidt antiholistisk at vælge rødvin som min yndlingsdrik).
Og ja, det lyder som noget fra en nudistsauna i Thy-lejren, men det virkede sgu! Den kompakte grød i mit hoved forsvandt, og jeg var hverken ked af det eller specielt meget svimmel. Lidt samme effekt som de to glas rødvin, jeg drak, når jeg engang imellem havde brug for at føle mig lidt som mig selv. (Altså aldrig alene på alkoholikermåden, men har faktisk fået helt ny respekt for selvmedicinering.)
Et 'væresrum'? Arh vel!
Efterfølgende har jeg selv forsøgt mig ud i både meditation og yoga - yoga er rarest, hvor jeg også får lov at bruge min krop frem for at sidde stille. Og det har altså en stor effekt! (Udover at jeg nu er blevet langt mere smidig og kan nå mine egne tæer med strakte ben.) Mit psykiater-familiemedlem forsker desuden i sagerne, hvilket gjorde mig mere tryg ved at kaste mig ud i dem. Og det er altså bevist, at det at mærke sin krop og "være til stede" (de kunne jo også bare kalde det noget mindre klicheagtigt!) har en virkning på både koncentrationsevne, hukommelse og endda smerter hos fx kræftpatienter.
Trods det forbeholder jeg mig retten til at være evigt-skeptisk over sprogbruget. Som da en mindfulness-ekspert definerede meditation som "et 'Væresrum', hvor man bare er og ikke gør, og åndedrættet er nøglen til rummet..."
Man skal godt nok være en lille smule høj for, at den sætning går rent ind i logikken. Men til jer, der kan overvinde denne skepsis - eller bare er ligeglad med, hvad der bliver sagt, kan jeg kun sige som den overglade dame i 90'ernes Always-reklame: Prøv det! Det er trods alt bedre end at være småfuld det meste af tiden.
Så da min 1100 kroner dyre psykolog ved 2. session spurgte mig, hvordan jeg havde det med mindfulness, følte jeg mig ærligt talt en anelse snydt. Til hendes forsvar skal siges, at jeg ikke var meget bevendt i en større psykoanalyse. Jeg var så træt, som havde jeg været vågen i 48 timer. Jeg blev svimmel, hvis jeg kiggede andre steder end ned i gulvet, og forsøgte jeg at koncentrere mig om hendes spørgsmål eller åbne munden, begyndte jeg at græde af udmattelse.
Effekt som rødvin
"Jeg er nok lidt skeptisk", mumlede jeg, men havde ingen kræfter til at kæmpe yderligere imod. Så hendes stemme, der pludselig var helt hypnotisørmonoton, gelejdede mig ind i noget rum fyldt med varme, lys og bløde tæpper, som jeg skulle mærke med mine bare tær. Alt imens jeg sad i min yndlingsstol, duftede til mine yndlingsblomster og drak varm kakao (Tænkte det var lidt antiholistisk at vælge rødvin som min yndlingsdrik).
Og ja, det lyder som noget fra en nudistsauna i Thy-lejren, men det virkede sgu! Den kompakte grød i mit hoved forsvandt, og jeg var hverken ked af det eller specielt meget svimmel. Lidt samme effekt som de to glas rødvin, jeg drak, når jeg engang imellem havde brug for at føle mig lidt som mig selv. (Altså aldrig alene på alkoholikermåden, men har faktisk fået helt ny respekt for selvmedicinering.)
Et 'væresrum'? Arh vel!
Efterfølgende har jeg selv forsøgt mig ud i både meditation og yoga - yoga er rarest, hvor jeg også får lov at bruge min krop frem for at sidde stille. Og det har altså en stor effekt! (Udover at jeg nu er blevet langt mere smidig og kan nå mine egne tæer med strakte ben.) Mit psykiater-familiemedlem forsker desuden i sagerne, hvilket gjorde mig mere tryg ved at kaste mig ud i dem. Og det er altså bevist, at det at mærke sin krop og "være til stede" (de kunne jo også bare kalde det noget mindre klicheagtigt!) har en virkning på både koncentrationsevne, hukommelse og endda smerter hos fx kræftpatienter.
Trods det forbeholder jeg mig retten til at være evigt-skeptisk over sprogbruget. Som da en mindfulness-ekspert definerede meditation som "et 'Væresrum', hvor man bare er og ikke gør, og åndedrættet er nøglen til rummet..."
Man skal godt nok være en lille smule høj for, at den sætning går rent ind i logikken. Men til jer, der kan overvinde denne skepsis - eller bare er ligeglad med, hvad der bliver sagt, kan jeg kun sige som den overglade dame i 90'ernes Always-reklame: Prøv det! Det er trods alt bedre end at være småfuld det meste af tiden.
onsdag den 21. marts 2012
"Nå ja, men i det mindste har vi vores gode helbred"
Kender du dem, der konstant ryster sætninger som ovenstående ud, når kæresten lige er skredet, og jobbet røg under sidste prikkerunde? Dem, der insisterer på, at glasset er halvt fuldt. Selv om der kun ligger en lille sjat for gammelt mælk i bunden?
Jeg synes, de kan være voldsomt irriterende og har mest lyst til at melde pas til optimismen og brøle dem ind i deres jubelidiotiske lykkefilosi, om jeg ikke nok bare må ligge her lidt og synes, at verden er lort. Bare i ti minutter. Tak.
Men når man render rundt i tre måneder og fejler noget, man ikke ved, hvad er - kun for at finde ud af, at man er røget ind i en depression, der kan vare i alt fra 3-6 måneder. Så har man rigtig meget brug for at være et af de mennesker.
Jeg har derfor forsøgt at finde fordelene ved depressions-hjerne og sætte pris på dem hver dag: (Ikke i prioriteret rækkefølge)
- Efter fire måneders yoga kan jeg nu nå (egne) tær, mens jeg står med strakte ben. Er ikke sket, siden jeg var fire år.
- Det er helt ok at sige nej til ting eller folk, man ikke gider. Man skal faktisk.
- Man lejer til halv pris i Blockbuster, hvis man lejer igen, når man afleverer. (Så kan det næsten ikke betale sig at lade være).
- Kan stadig ikke tømme opvaskemaskine pga lydfølsomhed.
- Medicin er også at gå tur eller sidde på en bænk i solen. Helt uden at skulle noget lige om lidt.
- Struktur er flot og godt - også når det skabes ud fra Zulus formiddagsprogram - med Desperate Housewifes som klimaks.
- Har aldrig før fulgt med i DH, og damerne på Wisteria Lane er derfor et helt nyt og meget velkomment selskab. Som aldrig aflyser aftalen - eller kræver, at jeg deltager.
- Børneplaner er byttet ud med lille, sød hundehvalp, der allerede efter en måned kan være alene hjemme i otte timer uden babysitter. Og som man kan smide ud i gangen, når den går i "Ulvetime".
- Har opdaget alenetid.
- Har opdaget lykkepiller.
- Slap for depression inkl. lange obligatoriske gåture under istidsvinter i 2009 og 2010.
- Har fundet ud af, at mindfulness virker. Men håber ikke, jeg bliver ny missonær. Kan stadig huske, hvor KejserensNyeKlæder, det lød i mit hoved for fem måneder siden.
- Har talt enormt meget om mig selv. Med både kloge fremmede og venner. (Er næsten snart træt af det. Næsten.)
- Har ligget i undtagelsestilstand i forældres hjørnesofa. Hvor det var fuldstændigt legalt at være barn igen, mens nogen tog sig af ens liv, selv om man er 28 og i princippet helt voksen.
- Har tabt de kvindeobligatoriske "2-3 kilo, man gerne liiige vil smide inden bikinisæson". (Har også tabt en hel masse andre kilo og mistet en hel del former.)
- Kæreste synes stadig, jeg er lækker, selv om jeg har stressbumser i hele face på teenagemåden, og jeg har mistet mine bryster. (Eller han lyder overbevisende, når han siger det.)
- Har fundet ud af, at jeg selv med depressionshjerne synes, at jeg er verdens heldigste. Så skal der temmelig sikkert meget til for at lave om på dét.
Jeg synes, de kan være voldsomt irriterende og har mest lyst til at melde pas til optimismen og brøle dem ind i deres jubelidiotiske lykkefilosi, om jeg ikke nok bare må ligge her lidt og synes, at verden er lort. Bare i ti minutter. Tak.
Men når man render rundt i tre måneder og fejler noget, man ikke ved, hvad er - kun for at finde ud af, at man er røget ind i en depression, der kan vare i alt fra 3-6 måneder. Så har man rigtig meget brug for at være et af de mennesker.
Jeg har derfor forsøgt at finde fordelene ved depressions-hjerne og sætte pris på dem hver dag: (Ikke i prioriteret rækkefølge)
- Efter fire måneders yoga kan jeg nu nå (egne) tær, mens jeg står med strakte ben. Er ikke sket, siden jeg var fire år.
- Det er helt ok at sige nej til ting eller folk, man ikke gider. Man skal faktisk.
- Man lejer til halv pris i Blockbuster, hvis man lejer igen, når man afleverer. (Så kan det næsten ikke betale sig at lade være).
- Kan stadig ikke tømme opvaskemaskine pga lydfølsomhed.
- Medicin er også at gå tur eller sidde på en bænk i solen. Helt uden at skulle noget lige om lidt.
- Struktur er flot og godt - også når det skabes ud fra Zulus formiddagsprogram - med Desperate Housewifes som klimaks.
- Har aldrig før fulgt med i DH, og damerne på Wisteria Lane er derfor et helt nyt og meget velkomment selskab. Som aldrig aflyser aftalen - eller kræver, at jeg deltager.
- Børneplaner er byttet ud med lille, sød hundehvalp, der allerede efter en måned kan være alene hjemme i otte timer uden babysitter. Og som man kan smide ud i gangen, når den går i "Ulvetime".
- Har opdaget alenetid.
- Har opdaget lykkepiller.
- Slap for depression inkl. lange obligatoriske gåture under istidsvinter i 2009 og 2010.
- Har fundet ud af, at mindfulness virker. Men håber ikke, jeg bliver ny missonær. Kan stadig huske, hvor KejserensNyeKlæder, det lød i mit hoved for fem måneder siden.
- Har talt enormt meget om mig selv. Med både kloge fremmede og venner. (Er næsten snart træt af det. Næsten.)
- Har ligget i undtagelsestilstand i forældres hjørnesofa. Hvor det var fuldstændigt legalt at være barn igen, mens nogen tog sig af ens liv, selv om man er 28 og i princippet helt voksen.
- Har tabt de kvindeobligatoriske "2-3 kilo, man gerne liiige vil smide inden bikinisæson". (Har også tabt en hel masse andre kilo og mistet en hel del former.)
- Kæreste synes stadig, jeg er lækker, selv om jeg har stressbumser i hele face på teenagemåden, og jeg har mistet mine bryster. (Eller han lyder overbevisende, når han siger det.)
- Har fundet ud af, at jeg selv med depressionshjerne synes, at jeg er verdens heldigste. Så skal der temmelig sikkert meget til for at lave om på dét.
mandag den 19. marts 2012
Det handler om netværk - Del 4
Veninderne
"Hvem kan hjælpe med at holde din fødselsdag?"
Spørgsmålet fra journalistforbundets stressdame udløste endnu engang ikke ret meget andet en gråd. Jeg havde fået stress. Åbenbart. Og kunne slet ikke finde ud af at bakse al information ind i de få celler i hovedet, der stadig var lidt funktionelle. Og jeg kunne da slet ikke finde ud af at organisere fødselsdag for tyve mennesker om tre dage.
Men jeg kunne heller ikke finde ud af, hvem der kunne gøre det for mig, og så begyndte jeg at tude.
"Ingen," lød det hulkede.
"Så skal du godt nok finde dig nogle nye veninder," sagde damen.
Her var der alligevel en lille oprører, der begyndte at pippe langt, lang væk i tågen.
For jeg havde fantastiske veninder. Havde haft de fleste i over 22 år. Haft videonætter, hvor vi åd bananer i chokolade, til vi var tæt på kastop-grænsen og mine første branderter, hvor vi nåede langt over den. Været på fodboldweekender, på masser af byturer og på solferier og dannelsesrejser - og været der, når noget gik skidt.
Så hun skulle da ikke komme her, tænkte jeg og sendte som det første en besked til veninden, jeg ikke troede, jeg orkede at spørge. Vi har kendt hinanden, fra vi var seks. Været uadskillelige fra vi var 13-18 (Bortset fra et forfærdeligt år, hvor hun valgte at tage på efterskole. Uden mig). Og vi har altid vist, vi havde hinanden. Indtil en dag hvor jeg ikke længere mente, der var plads til mig og mine problemer i vores venskab og var parat til at sige, "det var det".
Det krævede et galdeudbrud fra min side - til vores ti års folkeskolejubilæum. Hende, der sank et par gange. Tilkendegav, at hun godt kunne se pointen i det, jeg sagde. Og iøvrigt syntes det var utrolig tåbeligt, jeg ikke havde sagt det noget før og i stedet valgte at få et flip på vores festdag.
Sådan er gode veninder, som kender én godt. De bliver ikke sure over den gyldetank, der bliver sprøjtet i hovedet på dem, men mere måden det bliver sprøjtet på. Og det varer endda heller ikke længe.
Veninden (lad os kalde hende Jette B) var for nyligt flyttet til København. Og det var heldigt, for hun snuppede, uden hverken at tænke eller mærke efter, resten af min to do-liste og tilbød samtidig at komme før og gøre klar.
Som månederne gik fandt hun tid til at kigge forbi efter arbejde et par gange om ugen. Se lidt Beverly med mig, sørge for jeg fik noget at spise. Og så gav hun mig Jumbobøger og jublede lykkeligt, da jeg indrømmede, at jeg var begyndt på meditation, fordi hun ikke selv havde turde forslå det. Vel vidende, at jeg formentlig havde fået tics i hele hovedet, hvis idéen var kommet fra hende. Men som hun sagde, så behøvede jeg jo ikke at gå helt i "Jette B-modus", hun var bare glad, hvis det virkede for mig.
Jeg elsker, at hun kender mig så godt, at hun ved, at jeg foretrækker tegneserie frem for billedblade, når jeg ikke kan læse. At hun ved, hvad hun ikke skal sælge mig, og at hun er helt, helt enig i, at det selvfølgelig er okay at spise en halv liter is, når man nu ikke kan tage i byen.
Min anden bedste halvdel
er L-damen. For sjov for mange år siden, fordi vi ikke kunne finde ud af det med fyre, og mente vi var meget bedre til at være par med hinanden. Og iøvrigt tilbragte de fleste tømmermændsdage og dødssyge tv-mandage sammen.
Nu for alvor, hvor hun agerede backup for Peter adskillelige gange, når han skulle arbejde meget, på kursus eller til fest i Aalborg, og jeg ikke kunne være alene.
L-damen er flyttet fra Aalborg for godt et år siden, og for første gang i seks år, er vi i samme by igen. Vi har kendt hinanden siden børnehaveklasse, været bedste venner, siden vi som 18-årige kærestede kortvarigt med et par enæggede tvillinger fra København og været hinandens livline på en dumdristig rejse til Sri Lanka, da vi var 20 år.
Da jeg blev syg, påtog hun sig med det samme rollen som suppleant-livline for Peter.
Hun sørgede for at komme omkring efter arbejde og holde mig med selskab, til han kom hjem.
Hun kom en hel weekend og sørgede for at få køkken til at se ordentligt ud, uden jeg opdagede det. Vi så film og gik ture, og jeg fik lov at tie stille, mens hun stadig snakkede, når jeg var for træt til at deltage, men gerne ville lytte. Faktisk husker jeg det som den første weekend, hvor jeg hyggede mig så meget, at jeg næsten glemte, jeg var syg. Og hun overbeviste mig helt, da hun sagde, at det var ligeså meget for hendes skyld.
Jeg elsker, at jeg først længe efter - da mit akutte behov for hende, var dalet - fandt ud af, at hun på tidspunktet ikke havde haft en weekend hjemme med sin kæreste i fire uger, og hvor presset hun egentlig, var på jobbet. Jeg går ikke ind for, at veninder skal sætte hinanden over helbred og forhold. Men jeg er dybt taknemmelig, fordi jeg har dem i mit liv.
Og for alle dem, der var der til at tilbyde hjælp, men som jeg slet, slet ikke orkede at se. Og dem der hele vejen fra Jylland sendte blomster, chokolade, tanker og daglige sms'er og lod mig vide, at de var der.
"Hvem kan hjælpe med at holde din fødselsdag?"
Spørgsmålet fra journalistforbundets stressdame udløste endnu engang ikke ret meget andet en gråd. Jeg havde fået stress. Åbenbart. Og kunne slet ikke finde ud af at bakse al information ind i de få celler i hovedet, der stadig var lidt funktionelle. Og jeg kunne da slet ikke finde ud af at organisere fødselsdag for tyve mennesker om tre dage.
Men jeg kunne heller ikke finde ud af, hvem der kunne gøre det for mig, og så begyndte jeg at tude.
"Ingen," lød det hulkede.
"Så skal du godt nok finde dig nogle nye veninder," sagde damen.
Her var der alligevel en lille oprører, der begyndte at pippe langt, lang væk i tågen.
For jeg havde fantastiske veninder. Havde haft de fleste i over 22 år. Haft videonætter, hvor vi åd bananer i chokolade, til vi var tæt på kastop-grænsen og mine første branderter, hvor vi nåede langt over den. Været på fodboldweekender, på masser af byturer og på solferier og dannelsesrejser - og været der, når noget gik skidt.
Så hun skulle da ikke komme her, tænkte jeg og sendte som det første en besked til veninden, jeg ikke troede, jeg orkede at spørge. Vi har kendt hinanden, fra vi var seks. Været uadskillelige fra vi var 13-18 (Bortset fra et forfærdeligt år, hvor hun valgte at tage på efterskole. Uden mig). Og vi har altid vist, vi havde hinanden. Indtil en dag hvor jeg ikke længere mente, der var plads til mig og mine problemer i vores venskab og var parat til at sige, "det var det".
Det krævede et galdeudbrud fra min side - til vores ti års folkeskolejubilæum. Hende, der sank et par gange. Tilkendegav, at hun godt kunne se pointen i det, jeg sagde. Og iøvrigt syntes det var utrolig tåbeligt, jeg ikke havde sagt det noget før og i stedet valgte at få et flip på vores festdag.
Sådan er gode veninder, som kender én godt. De bliver ikke sure over den gyldetank, der bliver sprøjtet i hovedet på dem, men mere måden det bliver sprøjtet på. Og det varer endda heller ikke længe.
Veninden (lad os kalde hende Jette B) var for nyligt flyttet til København. Og det var heldigt, for hun snuppede, uden hverken at tænke eller mærke efter, resten af min to do-liste og tilbød samtidig at komme før og gøre klar.
Som månederne gik fandt hun tid til at kigge forbi efter arbejde et par gange om ugen. Se lidt Beverly med mig, sørge for jeg fik noget at spise. Og så gav hun mig Jumbobøger og jublede lykkeligt, da jeg indrømmede, at jeg var begyndt på meditation, fordi hun ikke selv havde turde forslå det. Vel vidende, at jeg formentlig havde fået tics i hele hovedet, hvis idéen var kommet fra hende. Men som hun sagde, så behøvede jeg jo ikke at gå helt i "Jette B-modus", hun var bare glad, hvis det virkede for mig.
Jeg elsker, at hun kender mig så godt, at hun ved, at jeg foretrækker tegneserie frem for billedblade, når jeg ikke kan læse. At hun ved, hvad hun ikke skal sælge mig, og at hun er helt, helt enig i, at det selvfølgelig er okay at spise en halv liter is, når man nu ikke kan tage i byen.
Min anden bedste halvdel
er L-damen. For sjov for mange år siden, fordi vi ikke kunne finde ud af det med fyre, og mente vi var meget bedre til at være par med hinanden. Og iøvrigt tilbragte de fleste tømmermændsdage og dødssyge tv-mandage sammen.
Nu for alvor, hvor hun agerede backup for Peter adskillelige gange, når han skulle arbejde meget, på kursus eller til fest i Aalborg, og jeg ikke kunne være alene.
L-damen er flyttet fra Aalborg for godt et år siden, og for første gang i seks år, er vi i samme by igen. Vi har kendt hinanden siden børnehaveklasse, været bedste venner, siden vi som 18-årige kærestede kortvarigt med et par enæggede tvillinger fra København og været hinandens livline på en dumdristig rejse til Sri Lanka, da vi var 20 år.
Da jeg blev syg, påtog hun sig med det samme rollen som suppleant-livline for Peter.
Hun sørgede for at komme omkring efter arbejde og holde mig med selskab, til han kom hjem.
Hun kom en hel weekend og sørgede for at få køkken til at se ordentligt ud, uden jeg opdagede det. Vi så film og gik ture, og jeg fik lov at tie stille, mens hun stadig snakkede, når jeg var for træt til at deltage, men gerne ville lytte. Faktisk husker jeg det som den første weekend, hvor jeg hyggede mig så meget, at jeg næsten glemte, jeg var syg. Og hun overbeviste mig helt, da hun sagde, at det var ligeså meget for hendes skyld.
Jeg elsker, at jeg først længe efter - da mit akutte behov for hende, var dalet - fandt ud af, at hun på tidspunktet ikke havde haft en weekend hjemme med sin kæreste i fire uger, og hvor presset hun egentlig, var på jobbet. Jeg går ikke ind for, at veninder skal sætte hinanden over helbred og forhold. Men jeg er dybt taknemmelig, fordi jeg har dem i mit liv.
Og for alle dem, der var der til at tilbyde hjælp, men som jeg slet, slet ikke orkede at se. Og dem der hele vejen fra Jylland sendte blomster, chokolade, tanker og daglige sms'er og lod mig vide, at de var der.
søndag den 11. marts 2012
Det handler om netværk - Del 3
Familien
Mine forældre har stået på hovedet for, at det skulle være så behageligt og nemt for mig at være sat på mentalt standby på ubestemt tid.
De spyttede gladeligt 8-9.000 kroner i en psykolog, bare så jeg kunne få en diagnose. (Det var vel og mærke, inden jeg fik depressionsstemplet, der samtidig gav rabatkuponer til udvalgte psykologer.) Men held og lykke til dem, der ikke selv kan skrabe den slags sammen - eller gå til far og mor.
Forældrene stod også klar de uger, hvor Peter havde for travlt til at give mig den efterhånden 12-timers pleje, jeg havde brug for. Skar frugten i mundrette bider, hentede ristet hotdog efter behov, så fodbold uden lyd, når jeg sov og havde hviskende samtaler, fordi min lydfølsomhed krævede det. Og kunne jeg ikke overskue turen til Nordjylland, kom Bjerget til København. Også hvis det bare var for at støtte mig ved sagsbehandlersamtale, fløj min pensionerede fagforenings-far afsted for en enkelt dag.
Jeg ved godt, jeg er over-privilligeret. Men igen. Alt muligt medvind til dem, der ikke har forældre - eller forældre, der leverer bare halvt så bredt et sikkerhedsnet.
Storbror
Som barn savnede jeg en rigtig storbror. En, der ikke bare sagde "det er du nok selv ude om," når jeg havde provokeret de store drenge og bagefter kom sponsende hen til ham, mens jeg skreg "Bjørn vil banke mig! BJØRN VIL BANKE MIG!"
Til gengæld delte han altid sit slik med mig, og den obligatoriske storbror-chikanering var aldrig fysisk. På nær en enkelt lammer, han vist nok følte, han skulle give mig, fordi hans ven gjorde det ved sin søster. Han så dog ikke ud til bryde sig særligt meget om det, og min bror har generelt altid søgt den diplomatiske udvej.
Hans evne til at kommunikere med selv håbløse og arrogante læger, fik jeg brug for, da jeg til sidst ikke selv magtede at overbevise manden om, at jeg fejlede noget vigtigt. Det gjorde Jakob til gengæld. Lægen overgav sig - og på en måde, så han troede, at det hele var hans egen idé. Jeg er overbevist om, at min bror har en stor fremtid i EU. Eller som spindoktor for Lille Lars.
Min bror har været en fast støtte her i København hele vejen igennem, så min mor kunne få nogenlunde ro i sjælen ovre i Jylland. Og noget af det gode, der er kommet ud af det her cirkus, er, at jeg er kommet tættere på ham end nogensinde før - selv om vi har boet ti minutter fra hinanden i halvandet år.
Mine forældre har stået på hovedet for, at det skulle være så behageligt og nemt for mig at være sat på mentalt standby på ubestemt tid.
De spyttede gladeligt 8-9.000 kroner i en psykolog, bare så jeg kunne få en diagnose. (Det var vel og mærke, inden jeg fik depressionsstemplet, der samtidig gav rabatkuponer til udvalgte psykologer.) Men held og lykke til dem, der ikke selv kan skrabe den slags sammen - eller gå til far og mor.
Forældrene stod også klar de uger, hvor Peter havde for travlt til at give mig den efterhånden 12-timers pleje, jeg havde brug for. Skar frugten i mundrette bider, hentede ristet hotdog efter behov, så fodbold uden lyd, når jeg sov og havde hviskende samtaler, fordi min lydfølsomhed krævede det. Og kunne jeg ikke overskue turen til Nordjylland, kom Bjerget til København. Også hvis det bare var for at støtte mig ved sagsbehandlersamtale, fløj min pensionerede fagforenings-far afsted for en enkelt dag.
Jeg ved godt, jeg er over-privilligeret. Men igen. Alt muligt medvind til dem, der ikke har forældre - eller forældre, der leverer bare halvt så bredt et sikkerhedsnet.
Storbror
Som barn savnede jeg en rigtig storbror. En, der ikke bare sagde "det er du nok selv ude om," når jeg havde provokeret de store drenge og bagefter kom sponsende hen til ham, mens jeg skreg "Bjørn vil banke mig! BJØRN VIL BANKE MIG!"
Til gengæld delte han altid sit slik med mig, og den obligatoriske storbror-chikanering var aldrig fysisk. På nær en enkelt lammer, han vist nok følte, han skulle give mig, fordi hans ven gjorde det ved sin søster. Han så dog ikke ud til bryde sig særligt meget om det, og min bror har generelt altid søgt den diplomatiske udvej.
Hans evne til at kommunikere med selv håbløse og arrogante læger, fik jeg brug for, da jeg til sidst ikke selv magtede at overbevise manden om, at jeg fejlede noget vigtigt. Det gjorde Jakob til gengæld. Lægen overgav sig - og på en måde, så han troede, at det hele var hans egen idé. Jeg er overbevist om, at min bror har en stor fremtid i EU. Eller som spindoktor for Lille Lars.
Min bror har været en fast støtte her i København hele vejen igennem, så min mor kunne få nogenlunde ro i sjælen ovre i Jylland. Og noget af det gode, der er kommet ud af det her cirkus, er, at jeg er kommet tættere på ham end nogensinde før - selv om vi har boet ti minutter fra hinanden i halvandet år.
Det handler om netværk - Del 2
Kæresten
I de to år vi har været sammen, har jeg oplevet Peter være syg én dag. Det skete for et par uger siden, og da vi nåede til eftermiddagstid, håbede jeg inderligt, der ville gå minimum to år, før det skete igen. Det var især bemærkninger som "Jeg ved ikke, om jeg stadig er her, når du kommer tilbage", hver gang jeg gik med hunden. Eller de dybe, dybe suk når han skulle prøve at spise en skefuld yoghurt, der fik mine ellers veludviklede plejeinstinkter til at gemme sig godt og grundigt. Men altså. Det var én dag. Empatisk kan jeg åbenbart ikke skrive på det personlige CV, når depressionshjernen er ved styret.
Til gengæld har jeg i skrivende stund været syg i otte måneder! Og Peter har råbt én gang. Og det var ikke engang af mig, men af kæmperodet i køkkenet, som han nu i to tredjedele af et år har været alene om at få til at forsvinde. Til det skal siges, at han i gennemsnit arbejder 60 timer om ugen, og når han kom hjem fra en ti-timers på kontoret, gjaldt det opgaven med at få ud af mig, hvad jeg kunne få ned, evt. handle det, tilberede det, og så lave noget nyt, når det alligevel ikke var det, jeg havde lyst til.
Dertil kommer alle de aftener, han har holdt om mig og trøstet mig, når jeg var utrøstelig. De dage hvor jeg ikke kunne andet end at sove, og han bragte grapefrugt, juice og yoghurt ind i soveværelset. Blev, til jeg havde spist det og madede mig, hvis det var for uoverskueligt for mig både at spise og holde skeen.
Og han har gjort det med en urokkelig tålmodighed og overskud, og havde det været enhver anden, er jeg sikker på, at en af os, os begge og helt sikkert forholdet var kommet amputeret ud af det.
I går sagde han, at hvis han kunne tage noget af depressionen for mig, så ville han gøre det. Og han mente det. Det er alligevel ret imponerende, når han har oplevet showet på første parket. Men måske har dét i virkeligheden været langt hårdere end at være mig?
I de to år vi har været sammen, har jeg oplevet Peter være syg én dag. Det skete for et par uger siden, og da vi nåede til eftermiddagstid, håbede jeg inderligt, der ville gå minimum to år, før det skete igen. Det var især bemærkninger som "Jeg ved ikke, om jeg stadig er her, når du kommer tilbage", hver gang jeg gik med hunden. Eller de dybe, dybe suk når han skulle prøve at spise en skefuld yoghurt, der fik mine ellers veludviklede plejeinstinkter til at gemme sig godt og grundigt. Men altså. Det var én dag. Empatisk kan jeg åbenbart ikke skrive på det personlige CV, når depressionshjernen er ved styret.
Til gengæld har jeg i skrivende stund været syg i otte måneder! Og Peter har råbt én gang. Og det var ikke engang af mig, men af kæmperodet i køkkenet, som han nu i to tredjedele af et år har været alene om at få til at forsvinde. Til det skal siges, at han i gennemsnit arbejder 60 timer om ugen, og når han kom hjem fra en ti-timers på kontoret, gjaldt det opgaven med at få ud af mig, hvad jeg kunne få ned, evt. handle det, tilberede det, og så lave noget nyt, når det alligevel ikke var det, jeg havde lyst til.
Dertil kommer alle de aftener, han har holdt om mig og trøstet mig, når jeg var utrøstelig. De dage hvor jeg ikke kunne andet end at sove, og han bragte grapefrugt, juice og yoghurt ind i soveværelset. Blev, til jeg havde spist det og madede mig, hvis det var for uoverskueligt for mig både at spise og holde skeen.
Og han har gjort det med en urokkelig tålmodighed og overskud, og havde det været enhver anden, er jeg sikker på, at en af os, os begge og helt sikkert forholdet var kommet amputeret ud af det.
I går sagde han, at hvis han kunne tage noget af depressionen for mig, så ville han gøre det. Og han mente det. Det er alligevel ret imponerende, når han har oplevet showet på første parket. Men måske har dét i virkeligheden været langt hårdere end at være mig?
Det handler om netværk - Del 1
På Journalisthøjskolen lærte jeg, at netværk er vigtigt. Vi kunne læse os skiløjede i bøger med titler som "Skriv godt!" og "Det handler om ytringsfrihed". Men når det kom til den store praktik-panik-dag, var det ofte ham den semidovne, der havde givet Paula Larrain et lift til lufthavnen efter en forelæsning, som smuttede med den attraktive praktikplads hos DR nyheder.
Det er ikke for at være Bitter-Britt. Jeg var bestemt ikke den mest aktive studerende, men må erkende, at jeg ikke havde den fornødne respekt for netværk-fænomenet. Netværk er altafgørende i vores branche - og generelt i samfundet - Det står selv i langt de fleste jobopslag: Have et. Og helst et godt et.
Når man får en depression, er netværk ikke bare rart at have til at genere jobmuligheder. Det er nødvendigt for at overleve. Det er stensikkert, at havde jeg ikke en tålmodig kæreste, en familie, der stod i konstant alarmberedskab, veninder, der satte egen kæreste og sociale liv på stand by - og nåja, en psykiater i familien - var jeg højest sandsynligt endt i den mindre heldige gruppe af depressionsstatistikken.
Sandsynligvis fordi jeg stadig ville ligge og skramle rundt på gulvet, hvis der ikke var nogen til at samle mig op de par gange, jeg besvimede. Fordi, jeg langsomt ville svinde ind og blive ét med sofaen, når der ikke var nogen til at proppe maden ind i munden på mig, da jeg ikke selv orkede. Fordi der kun kom snot og gråd ud, hver gang jeg åbnede munden hos lægen, og jeg derfor ikke selv havde mulighed for at trumfe noget som helst igennem. Og ikke mindst fordi, Langbro ville blive et helt fornuftigt alternativ, hvis man skulle igennem alt det alene.
Så tak til jer, der var der til at forhindre dét scenarie.
Det er ikke for at være Bitter-Britt. Jeg var bestemt ikke den mest aktive studerende, men må erkende, at jeg ikke havde den fornødne respekt for netværk-fænomenet. Netværk er altafgørende i vores branche - og generelt i samfundet - Det står selv i langt de fleste jobopslag: Have et. Og helst et godt et.
Når man får en depression, er netværk ikke bare rart at have til at genere jobmuligheder. Det er nødvendigt for at overleve. Det er stensikkert, at havde jeg ikke en tålmodig kæreste, en familie, der stod i konstant alarmberedskab, veninder, der satte egen kæreste og sociale liv på stand by - og nåja, en psykiater i familien - var jeg højest sandsynligt endt i den mindre heldige gruppe af depressionsstatistikken.
Sandsynligvis fordi jeg stadig ville ligge og skramle rundt på gulvet, hvis der ikke var nogen til at samle mig op de par gange, jeg besvimede. Fordi, jeg langsomt ville svinde ind og blive ét med sofaen, når der ikke var nogen til at proppe maden ind i munden på mig, da jeg ikke selv orkede. Fordi der kun kom snot og gråd ud, hver gang jeg åbnede munden hos lægen, og jeg derfor ikke selv havde mulighed for at trumfe noget som helst igennem. Og ikke mindst fordi, Langbro ville blive et helt fornuftigt alternativ, hvis man skulle igennem alt det alene.
Så tak til jer, der var der til at forhindre dét scenarie.
fredag den 24. februar 2012
Tag pænt tøj på, hvis du skal til læge
Jeg besøger sjældent læger. Mest fordi jeg aldrig fejler andet end noget virus, som lægerne alligevel ikke kan stille noget op med, og det er jo spild af alles tid.
Derudover har min uddannelse - og evnen til at vælge forkerte lejligheder, roommates og kærester - sendt mig rundt som en sømand. Ofte har jeg ikke nået at pakke det nye sygesikringsbevis ud for slet ikke at tale om at aflægge lægen derpå et visit.
I august 2011 tænkte jeg alligevel, det var på tide at besøge det københavnske lægehus, jeg var tilknyttet ved Søerne. Det passede fint, der var masser af læger, ingen ventetid, og jeg var jo vant til ikke at opbygge tætte relationer til min læge, så det gjorde ikke spor, hvis det ikke var den samme læge hver gang.
Måneders træthed og et par enkelte spontane tudeture på meget mærkelige tidspunkter overbeviste mig om, at jeg manglede vitaminer og eventuelt havde lidt kuk på den hormonelle balance, og at det måske var på tide med et generelt helbredstjek.
To dage inden lægeaftalen blev jeg dog for alvor syg. Kvalme, svimmel, hoved var influenza-tungt og sove, sove sove. Nåmen så kunne jeg jo også lige benytte mig af muligheden for at få tjekket denne nye mærkelige virus, som jeg vist endnu ikke havde haft før.
"Vi kan jo ikke tjekke for alt!"
Og jeg bliver tjekket af den grundige læge, der bestemt mener, jeg skal komme tilbage om 14 dage, så vi er sikre på at finde ud af, hvad jeg fejler.
14 dage efter kommer jeg til en ny læge. Hun bemærker, at jeg ikke er blevet tjekket for D-vitamin og B12 vitamin.
"Det er da underligt," siger jeg.
For jeg havde jo nævnt til den forrige læge, at det nok var vitaminmangel. Mangel på B12 ses blandt andet ved pludselig mangel på energi, så den burde måske have været med. Desuden kommer jeg fra Sri Lanka, hvor folk som bekendt er noget brunere og derfor ikke selv danner den samme mængde D-vitamin, så det er jo dumt, tænker jeg, mens jeg formulerer konstateringen lidt pænere til dame-lægen.
Det skal jeg da ikke bilde mig ind at tro, jeg ved noget som helst om.
"Vi kan jo ikke tjekke for alt, kun for det mest oplagte," siger hun, som om jeg ikke forstod, hvorfor de ikke med det samme havde kørt mig igennem en CT-scanning.
"Jamen, så kig dog på mig," næsten råber jeg inde i mit hoved, men er for træt til at sige andet end "okay" og stille tænke, hvad de mon ellers har glemt at tjekke.
Ved mit tredje besøg og endnu en ny læge finder jeg dog ud af, at jeg slet ikke mangler de vitaminer alligevel. Til gengæld er jeg, som ugerne går, blevet endnu mere frustreret over at have det som om, jeg har spillet en fodboldkamp på tre halvlege, hver gang jeg kommer hjem fra arbejde - ofte før tid. Jeg har fået et had-kærligheds afhængighedsforhold til sofaen, og den spontane gråd kommer hyppigere og hyppigere. Ofte uden grund, og af ren og skær udmattelse.
Jeg kunne jo have en depression, siger hun helt naturligt. Det mener jeg nu ikke, men hun måtte meget gerne teste mig, bare så jeg kan kalde det et eller andet.
Men nej, jeg lider hverken af selvhad, selvbebrejdelser, selvmord eller andre skrækkelige selv'er og er altså ikke depressiv. Men det kan jo også være hårdt sådan at starte på jobmarkedet som nyuddannet.
Og det er det da også, men det bør vel ikke være noget at græde over? Så jeg skal igen se, hvordan det går og komme igen om 14 dage. Til en anden læge, for hun stopper lige om lidt.
Tilbage til første læge
"Nåmen hvordan går det så nu?"
Jeg svarer straks med at storhulke, inden jeg fremstammer, at det ikke går så godt (igen, tag lige et hurtigt kig på mig). Men jeg er ikke længere sygemeldt, som første gang jeg besøgte ham, så det er jo en fremgang, konstaterer han. Og mens jeg kæmper med at få snot og tårer på plads og forgæves spejder efter de lommetørklæder, han har stående på sit bord, forsikrer han mig igen, om at vi jo må finde ud af, hvad der er galt med mig, når nu ikke prøverne giver noget.
Han hiver også et depressions-tjek-af-skema frem og stiller de samme spørgsmål som sin kollega. Og eftersom jeg stadig ikke lider overbevisende nok af selvbebrejdelser og selvmordstanker, og mest græder hver aften, fordi jeg er så træt af at være træt og dårlig, ender vi igen på, at det ikke er en depression.
Så han sender mig til nogle nye undersøgelser og fastslår, at vi jo skal være glade for, at det går bedre end sidst. Personligt har jeg ikke kunnet passe mit arbejde eller mit liv i halvanden måned, men hvis han nu er glad for os begge to, så gør det vel ikke noget, jeg går hjem og tuder videre.
Suit up!
14 dage efter og med endnu et par resultatløse undersøgelser i journalen, vender jeg tilbage. Nu bevæbnet med min kæreste, fordi jeg ikke rigtig føler, at jeg har pondus nok til at trænge igennem til min læge, når jeg er opløst af gråd.
Han arbejder i et advokatfirma, og da han melder på kontoret, hvad han skal, og at vi stadig ikke ved, hvad jeg fejler, siger hans kollega blot, at han skal huske at klæde sig på, som hvis han skulle til et af sine advokatmøder. Peter griner selvfølgelig ad den dårlige vittighed, men kollegaen har lægeforældre - vist nok nogle vigtige nogle af slagsen - og griner ikke med, da han forklarer, at man får en grundigere behandling, hvis man følges med Armani og Prada.
Alletiders. Det første, de fleste syge mennesker tænker på, er formentlig også lige at dulle sig godt og grundigt op, inden de smutter til læge. Det er sgu godt, vi har et klasseløst samfund!
Hverken Peter eller Prada hjælper. Lægen kigger blot på sin skærm med det negative prøveresultat. Ser på mig, der kigger ned i jorden, og siger:
"Ja, det ser jo ikke ud til, at du fejler noget. Hvad tænker du egentlig, at vi skal gøre?"
Mere end I allerede har gjort? For det kan jeg vel næsten ikke forlange. Jeg er svimmel fra morgen til aften. Får akut kvalme, hver gang jeg kigger mere end en time på computer og tv, og migrænemissiler i panden, hvis folk kommer til at tale i stedet for at hviske. Eller GudForbydeDet, hvis de skulle skramle med en tallerken og lidt bestik! Og så er jeg så fuldstændig udmattet, at jeg begynder at abstinens-ryste, hvis der går fire timer, uden jeg ligger ned. Men ved du hvad, jeg fixer den sgu selv. Det skal I ikke tænke på.
Stress på sort nivaeu
Jeg betaler derfor en psykolog 1150 kroner i timen for at finde ud af, om det så måske er hovedet, den er gal med, når nu kroppen på papiret er i topform. Hun stiller igen en række spørgsmål - lidt mindre dommedagsagtige - og konstaterer efter fem minutter, at jeg har stress på sort niveau. Det lyder slemt, og barometeret på net-testen, hun bruger, viser da også 180 ud af 200 point.
"Flot score," tænker jeg - konkurrencemenneske, som jeg er. Og er en smule lettet over endelig at få et navn på min to-måneder lange virus. Uden at det overhovedet giver mening.
Stress? Jamen, jeg har jo ikke travlt med noget som helst. Men jeg godtager stemplet og får en forklaring på alle de mærkelige symptomer. Også hvor slemt, det kan blive, hvis nu man ikke gør noget ved det. Blandt andet er sterilitet, blodpropper og depressioner på menukortet. Og iøvrigt fungerer min hjerne nu, som er den blevet rystet godt og grundigt, så hver gang computerskærme og tv gør mig groggy og defus, skal jeg kigge væk. Nemt nok, når man er kommunikationsmedarbejder, så jeg sygemelder mig på stedet.
Den næste måned bliver jeg bare dårligere og dårligere. Kan kun lige klare mine daglige gåture (mest ved at sidde på de kommunalt placerede bænke), og hverken appetit eller kræfterne til at lave mad er tilstede.
"Mærkeligt," tænker psykologen efter en måned og 7000 kroner. "Du bør jo ikke få det så dårligt! Så enten er det en svær depression, eller også er det noget fysiologisk, og det sidste bør nok undersøges inden."
Hun kan i hvert fald ikke gøre noget for mig nu, så længe jeg er så syg. Så med et "held og lykke med sundshedsvæsnets vridemaskine" (sagt på en lidt mere professionel måde) må jeg stikke halen mellem benene og løbe hjem til lægen ved søen, der ikke ved, hvordan han kan hjælpe.
Det ved han stadig ikke, så han afkrydser igen depressionsskemaet - igen med et negativt resultat - og sender mig videre til nye - og nogle af de gamle - undersøgelser. Igen.
Efter fire dage, hvor jeg ikke har overskud til hverken at tisse eller række ud efter et glas vand, går min mor i det jyske dog i aktion og sætter min fætters kone, psykiateren, ind i sagen.
Efter en kort telefonsamtale får jeg diagnosen 'moderat depression' (et meget beskedent navn, vil jeg mene), og 16. november - tre måneder efter mit første læge besøg - får jeg endelig mit "antibiotika", så jeg kan komme videre i programmet.
Så hvis du synes, dette var et langt indlæg at komme igennem, beklager jeg. Men det er intet imod, hvad lægerne ved Søerne udsatte mig for.
Ps. Senere fandt jeg ud af, at en bekendt med samme diagnose, havde været igennem samme spændende desorienteringsløb. Hun havde nøjagtig den samme læge, som jeg. Måske han burde overveje at tjekke sit depressions-afkrydsnings-skema igennem for fejl&mangler.
Derudover har min uddannelse - og evnen til at vælge forkerte lejligheder, roommates og kærester - sendt mig rundt som en sømand. Ofte har jeg ikke nået at pakke det nye sygesikringsbevis ud for slet ikke at tale om at aflægge lægen derpå et visit.
I august 2011 tænkte jeg alligevel, det var på tide at besøge det københavnske lægehus, jeg var tilknyttet ved Søerne. Det passede fint, der var masser af læger, ingen ventetid, og jeg var jo vant til ikke at opbygge tætte relationer til min læge, så det gjorde ikke spor, hvis det ikke var den samme læge hver gang.
Måneders træthed og et par enkelte spontane tudeture på meget mærkelige tidspunkter overbeviste mig om, at jeg manglede vitaminer og eventuelt havde lidt kuk på den hormonelle balance, og at det måske var på tide med et generelt helbredstjek.
To dage inden lægeaftalen blev jeg dog for alvor syg. Kvalme, svimmel, hoved var influenza-tungt og sove, sove sove. Nåmen så kunne jeg jo også lige benytte mig af muligheden for at få tjekket denne nye mærkelige virus, som jeg vist endnu ikke havde haft før.
"Vi kan jo ikke tjekke for alt!"
Og jeg bliver tjekket af den grundige læge, der bestemt mener, jeg skal komme tilbage om 14 dage, så vi er sikre på at finde ud af, hvad jeg fejler.
14 dage efter kommer jeg til en ny læge. Hun bemærker, at jeg ikke er blevet tjekket for D-vitamin og B12 vitamin.
"Det er da underligt," siger jeg.
For jeg havde jo nævnt til den forrige læge, at det nok var vitaminmangel. Mangel på B12 ses blandt andet ved pludselig mangel på energi, så den burde måske have været med. Desuden kommer jeg fra Sri Lanka, hvor folk som bekendt er noget brunere og derfor ikke selv danner den samme mængde D-vitamin, så det er jo dumt, tænker jeg, mens jeg formulerer konstateringen lidt pænere til dame-lægen.
Det skal jeg da ikke bilde mig ind at tro, jeg ved noget som helst om.
"Vi kan jo ikke tjekke for alt, kun for det mest oplagte," siger hun, som om jeg ikke forstod, hvorfor de ikke med det samme havde kørt mig igennem en CT-scanning.
"Jamen, så kig dog på mig," næsten råber jeg inde i mit hoved, men er for træt til at sige andet end "okay" og stille tænke, hvad de mon ellers har glemt at tjekke.
Ved mit tredje besøg og endnu en ny læge finder jeg dog ud af, at jeg slet ikke mangler de vitaminer alligevel. Til gengæld er jeg, som ugerne går, blevet endnu mere frustreret over at have det som om, jeg har spillet en fodboldkamp på tre halvlege, hver gang jeg kommer hjem fra arbejde - ofte før tid. Jeg har fået et had-kærligheds afhængighedsforhold til sofaen, og den spontane gråd kommer hyppigere og hyppigere. Ofte uden grund, og af ren og skær udmattelse.
Jeg kunne jo have en depression, siger hun helt naturligt. Det mener jeg nu ikke, men hun måtte meget gerne teste mig, bare så jeg kan kalde det et eller andet.
Men nej, jeg lider hverken af selvhad, selvbebrejdelser, selvmord eller andre skrækkelige selv'er og er altså ikke depressiv. Men det kan jo også være hårdt sådan at starte på jobmarkedet som nyuddannet.
Og det er det da også, men det bør vel ikke være noget at græde over? Så jeg skal igen se, hvordan det går og komme igen om 14 dage. Til en anden læge, for hun stopper lige om lidt.
Tilbage til første læge
"Nåmen hvordan går det så nu?"
Jeg svarer straks med at storhulke, inden jeg fremstammer, at det ikke går så godt (igen, tag lige et hurtigt kig på mig). Men jeg er ikke længere sygemeldt, som første gang jeg besøgte ham, så det er jo en fremgang, konstaterer han. Og mens jeg kæmper med at få snot og tårer på plads og forgæves spejder efter de lommetørklæder, han har stående på sit bord, forsikrer han mig igen, om at vi jo må finde ud af, hvad der er galt med mig, når nu ikke prøverne giver noget.
Han hiver også et depressions-tjek-af-skema frem og stiller de samme spørgsmål som sin kollega. Og eftersom jeg stadig ikke lider overbevisende nok af selvbebrejdelser og selvmordstanker, og mest græder hver aften, fordi jeg er så træt af at være træt og dårlig, ender vi igen på, at det ikke er en depression.
Så han sender mig til nogle nye undersøgelser og fastslår, at vi jo skal være glade for, at det går bedre end sidst. Personligt har jeg ikke kunnet passe mit arbejde eller mit liv i halvanden måned, men hvis han nu er glad for os begge to, så gør det vel ikke noget, jeg går hjem og tuder videre.
Suit up!
14 dage efter og med endnu et par resultatløse undersøgelser i journalen, vender jeg tilbage. Nu bevæbnet med min kæreste, fordi jeg ikke rigtig føler, at jeg har pondus nok til at trænge igennem til min læge, når jeg er opløst af gråd.
Han arbejder i et advokatfirma, og da han melder på kontoret, hvad han skal, og at vi stadig ikke ved, hvad jeg fejler, siger hans kollega blot, at han skal huske at klæde sig på, som hvis han skulle til et af sine advokatmøder. Peter griner selvfølgelig ad den dårlige vittighed, men kollegaen har lægeforældre - vist nok nogle vigtige nogle af slagsen - og griner ikke med, da han forklarer, at man får en grundigere behandling, hvis man følges med Armani og Prada.
Alletiders. Det første, de fleste syge mennesker tænker på, er formentlig også lige at dulle sig godt og grundigt op, inden de smutter til læge. Det er sgu godt, vi har et klasseløst samfund!
Hverken Peter eller Prada hjælper. Lægen kigger blot på sin skærm med det negative prøveresultat. Ser på mig, der kigger ned i jorden, og siger:
"Ja, det ser jo ikke ud til, at du fejler noget. Hvad tænker du egentlig, at vi skal gøre?"
Mere end I allerede har gjort? For det kan jeg vel næsten ikke forlange. Jeg er svimmel fra morgen til aften. Får akut kvalme, hver gang jeg kigger mere end en time på computer og tv, og migrænemissiler i panden, hvis folk kommer til at tale i stedet for at hviske. Eller GudForbydeDet, hvis de skulle skramle med en tallerken og lidt bestik! Og så er jeg så fuldstændig udmattet, at jeg begynder at abstinens-ryste, hvis der går fire timer, uden jeg ligger ned. Men ved du hvad, jeg fixer den sgu selv. Det skal I ikke tænke på.
Stress på sort nivaeu
Jeg betaler derfor en psykolog 1150 kroner i timen for at finde ud af, om det så måske er hovedet, den er gal med, når nu kroppen på papiret er i topform. Hun stiller igen en række spørgsmål - lidt mindre dommedagsagtige - og konstaterer efter fem minutter, at jeg har stress på sort niveau. Det lyder slemt, og barometeret på net-testen, hun bruger, viser da også 180 ud af 200 point.
"Flot score," tænker jeg - konkurrencemenneske, som jeg er. Og er en smule lettet over endelig at få et navn på min to-måneder lange virus. Uden at det overhovedet giver mening.
Stress? Jamen, jeg har jo ikke travlt med noget som helst. Men jeg godtager stemplet og får en forklaring på alle de mærkelige symptomer. Også hvor slemt, det kan blive, hvis nu man ikke gør noget ved det. Blandt andet er sterilitet, blodpropper og depressioner på menukortet. Og iøvrigt fungerer min hjerne nu, som er den blevet rystet godt og grundigt, så hver gang computerskærme og tv gør mig groggy og defus, skal jeg kigge væk. Nemt nok, når man er kommunikationsmedarbejder, så jeg sygemelder mig på stedet.
Den næste måned bliver jeg bare dårligere og dårligere. Kan kun lige klare mine daglige gåture (mest ved at sidde på de kommunalt placerede bænke), og hverken appetit eller kræfterne til at lave mad er tilstede.
"Mærkeligt," tænker psykologen efter en måned og 7000 kroner. "Du bør jo ikke få det så dårligt! Så enten er det en svær depression, eller også er det noget fysiologisk, og det sidste bør nok undersøges inden."
Hun kan i hvert fald ikke gøre noget for mig nu, så længe jeg er så syg. Så med et "held og lykke med sundshedsvæsnets vridemaskine" (sagt på en lidt mere professionel måde) må jeg stikke halen mellem benene og løbe hjem til lægen ved søen, der ikke ved, hvordan han kan hjælpe.
Det ved han stadig ikke, så han afkrydser igen depressionsskemaet - igen med et negativt resultat - og sender mig videre til nye - og nogle af de gamle - undersøgelser. Igen.
Efter fire dage, hvor jeg ikke har overskud til hverken at tisse eller række ud efter et glas vand, går min mor i det jyske dog i aktion og sætter min fætters kone, psykiateren, ind i sagen.
Efter en kort telefonsamtale får jeg diagnosen 'moderat depression' (et meget beskedent navn, vil jeg mene), og 16. november - tre måneder efter mit første læge besøg - får jeg endelig mit "antibiotika", så jeg kan komme videre i programmet.
Så hvis du synes, dette var et langt indlæg at komme igennem, beklager jeg. Men det er intet imod, hvad lægerne ved Søerne udsatte mig for.
Ps. Senere fandt jeg ud af, at en bekendt med samme diagnose, havde været igennem samme spændende desorienteringsløb. Hun havde nøjagtig den samme læge, som jeg. Måske han burde overveje at tjekke sit depressions-afkrydsnings-skema igennem for fejl&mangler.
torsdag den 16. februar 2012
Må man gerne være glad, når man er deprimeret?
Jeg havde egentlig svoret, at dette aldrig ville ske! At jeg ligesom alle andre journalister, der ikke får lov til at sprede deres visdomsord og (slet) skjulte holdninger gennem klummer og Kjeld Hybel-artikler, selvfølgelig bare blogger det ud i stedet.
Men det gør jeg altså nu. Under undskyldningen af, at det skulle være godt for mig. En del af ego-processen. En i øvrigt skøn lejlighed til at gøre præcis som jeg vil, når jeg vil og kun for mig selv. Denne Peter Pan-stil har jeg kørt i en firemånederstid efterhånden. Og faktisk har det ikke været det voldsomme overgreb på mig selv at sige "Nej, det kan jeg ikke. Jeg har en depression og tænker kun på mig selv!" Omverdenen har i grunden også taget det pænt.
Når det så er sagt, så har narcissisten i mig (hende, jeg fornægtede i mine fire år på Journalisthøjskolen) muligvis, on/off leget med tanken om at skrive en blog. "Men jeg har jo ikke noget interessant at fortælle", og så fløj tanken væk igen, og jeg tændte tv'et, for klokken var alligevel næsten Beverly-tid.
Det kan så være, det ikke er spor interessant, det jeg fortæller nu. Men så må folk finde en af de milliard andre blogs, for nu drejer det sig jo om mig.
Og så handler det om, at jeg i mit møde med depressions-muren (som i de kloges og de depressionsramtes ord og erfaringer, støbt i cement og absolut ikke til at rokke ved) slet ikke har genkendt mig selv. Efter mine oplevelser hos lægen og i depressionsgruppen, som jeg holdt ud i en time, blev jeg i tvivl, om man overhovedet må være glad, når man har en depression? For det var jeg. Ja, der var nogen, der havde taget min hjerne og byttet den ud med en dements, og der skete ting i mit hoved og med min krop, som jeg bestemt ikke forstod - eller satte pris på. Men selvbebrejdelser, lavt selvværd, mistet lyst til alt(!) og selvmordstanker lå temmeligt langt fra min lykkelige hverdag med skønt job, lækker og flink kæreste og dejlig lejlighed på Bryggen med plads til 1,7 barn.
Du kan altså læse denne blog, hvis du er nysgerrig på, hvordan en depression kan føles, hvilke fordomme jeg har mødt - fra andre, men mest fra mig selv. Og min oplevelse af, hvordan samfundet og folket deri overhovedet griber sådan noget an.
Men det gør jeg altså nu. Under undskyldningen af, at det skulle være godt for mig. En del af ego-processen. En i øvrigt skøn lejlighed til at gøre præcis som jeg vil, når jeg vil og kun for mig selv. Denne Peter Pan-stil har jeg kørt i en firemånederstid efterhånden. Og faktisk har det ikke været det voldsomme overgreb på mig selv at sige "Nej, det kan jeg ikke. Jeg har en depression og tænker kun på mig selv!" Omverdenen har i grunden også taget det pænt.
Når det så er sagt, så har narcissisten i mig (hende, jeg fornægtede i mine fire år på Journalisthøjskolen) muligvis, on/off leget med tanken om at skrive en blog. "Men jeg har jo ikke noget interessant at fortælle", og så fløj tanken væk igen, og jeg tændte tv'et, for klokken var alligevel næsten Beverly-tid.
Det kan så være, det ikke er spor interessant, det jeg fortæller nu. Men så må folk finde en af de milliard andre blogs, for nu drejer det sig jo om mig.
Og så handler det om, at jeg i mit møde med depressions-muren (som i de kloges og de depressionsramtes ord og erfaringer, støbt i cement og absolut ikke til at rokke ved) slet ikke har genkendt mig selv. Efter mine oplevelser hos lægen og i depressionsgruppen, som jeg holdt ud i en time, blev jeg i tvivl, om man overhovedet må være glad, når man har en depression? For det var jeg. Ja, der var nogen, der havde taget min hjerne og byttet den ud med en dements, og der skete ting i mit hoved og med min krop, som jeg bestemt ikke forstod - eller satte pris på. Men selvbebrejdelser, lavt selvværd, mistet lyst til alt(!) og selvmordstanker lå temmeligt langt fra min lykkelige hverdag med skønt job, lækker og flink kæreste og dejlig lejlighed på Bryggen med plads til 1,7 barn.
Du kan altså læse denne blog, hvis du er nysgerrig på, hvordan en depression kan føles, hvilke fordomme jeg har mødt - fra andre, men mest fra mig selv. Og min oplevelse af, hvordan samfundet og folket deri overhovedet griber sådan noget an.
Abonner på:
Opslag (Atom)