Nannas urter

På Nannas to-måneders dag gik jeg i gang med at gøre gamle krukker og potteskjulere rene for at så krydderurter og en enkelt portion solsikker.

Jeg var begyndt at mangle et gravsted - et sted at mindes. Det havde jeg jo afvist, mens jeg stadig lå i barselssengen og fornægtede, at jeg havde født et barn.

Så det skulle være Nannas urter, som jeg kunne gå til i stedet - og tilmed glæde mig ved udsigten til frisk oregano, basilikum, timian, mynte og rosmarin i lækre sommerretter. Men oveni viste det sig at være en helt uventet form for terapi. At nusse om dem, vande dem, pleje dem og se dem vokse.

Min bedste veninde spurgte på et tidspunkt: "Jamen, bliver du ikke ked af det, hvis nu de dør?" Et ikke helt irrelevant spørgsmål, og de af jer, der kender mig, ved, at mine grønne fingre rækker til at slå selv kaktusser ihjel. 

Og tanken har da også strejfet mig. For jo, jeg ville blive meget ked af det. Men for første gang har jeg evnet ikke at slå planterne ihjel i løbet af første uge. Det har været en vigtig opgave for mig at vande dem hver dag, holde særligt øje med dem, mens de var helt små og sætte små pinde ved solsikkerne, da de ikke kunne holde sig selv oprejst. Indtil de som nu er blevet store og selvstændige og faktisk har passet sig selv en hel uge, mens vi var i Blokhus.

Nu er den nye mave endelig begyndt at vokse, men jeg kigger stadig til Nannas urter hver dag. Også selv om de ikke længere har det samme behov for min omsorg og opmærksomhed. 

En måned gammel

 

     ... og tre måneder

Jeg fravalgte ikke mit barn, men valgte det bedste for hende

I min mødregruppe (navnet er nu behageligt reduceret, da vi ikke længere går til gymnastik) er jeg den eneste, der har været igennem en provokeret fødsel. De andres børn var enten døde inde i maven eller kort efter, de kom ud.

Det har nok være det sværeste i dette forløb. De mange tanker om, min ret til at sørge og min ret store overtalelsesevne, når det gælder at tage mig sammen og stoppe med at være ked af det.

I et af temaerne i Landsforeningens medlemsblade handler det om provokerede fødsler. Jeg kan genkende rigtig mange af de beskrevne reaktioner.

Retten til at identificere mig med resten af de stakkels forældre, der har mistet deres børn - eller til at kalde mig mor på lige fod med alle andre. Noget de andre forældre til døde børn tager for givet. Det skal de selvfølgelig også uagtet, at omgivelserne har lige så svært ved at finde ud af det, som i mit tilfælde. Men må jeg det?

Det giver løbende en del identitetskriser. Heldigvis har min mødregruppe været fantastiske. De var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at jeg var én af dem. Og de anerkendte mit tab fuldt ud lige så meget som deres eget. De har hjulpet mig til at indse, at jeg jo netop agerede som en mor, da jeg stoppede graviditeten. Fordi jeg traf det valg, der i mine og vores øjne var bedst for vores barn.

Her kan du læse temaet og de forskellige historier. Det er specielt den indledende artikel samt afsnittene med reaktionerne i de tre-fire casehistorier, som jeg har fået noget ud af at læse. Og måske de kan hjælpe dig til at forstå mig lidt bedre.  

http://www.spaedbarnsdoed.dk/fileadmin/user_upload/Stjernen/Tema_Provokerede_foedsler_4_2009.pdf

Gravid igen

Vi skulle bare igang igen. Det var ikke anbefalet at blive gravid så hurtigt igen, fortalte overlæge Finn fra Hvidovre (Da jeg var blevet gravid). Det psykiske efterspil kunne være hårdt og det kunne være svært for moderen at skelne de to graviditeter fra hinanden.
Men eftersom ingen læger havde gjort os opmærksomme på sorgforløbet efterfølgende - eller i hvert fald ikke havde formået at trænge igennem - ventede vi blot en enkelt cyklus, som lægerne havde sagt, at jeg skulle for at være sikker på, at min krop var normaliseret.

Dagen inden Nannas to måneders dag stod vi med en positiv graviditetstest. Jeg turde ikke kigge på den, spottede hurtigt, at der kun var en enkelt streg efter fire minutter og gik grædende en tur med Charlie.
Da jeg kom hjem, sagde Peter, at han havde kigget på den fem minutter efter og igen ti minutter efter, men der var stadig kun én. Da jeg havde siddet lidt i hans arm, tilføjede han så: "Det er egentlig lidt provokerende, at man lige kan ane streg nummer to."
Jeg fløj ud på badeværelset og ganske rigtigt. Den var næsten ulæselig - men den var der!

Jeg mangler stadig min mave
Jeg er nu i 12. uge. I mit hoved er jeg i 8. måned. Det clasher selvfølgelig. Min mave boksede ud allerede i første uge og var lige så stor, som da jeg fødte Nanna i 19. uge, og det var rart. At kunne se, jeg var gravid fra begyndelsen. Efterfølgende er den ikke vokset, og det er hårdt. At se min profil i butiksvinduer uden den store badebold på maven, som jeg faktisk føler mig berettiget til.

Vi har ellers være gode til at glæde os over den nye julebaby - uden bekymringer eller samvittighedsnag. Og til at græde over Nanna uden tilsvarende dårlig samvittighed over for det nye liv i maven, der jo skal have en glad mor fra starten. Vi er gode til at skille tingene ad - og se det som to forskellige graviditeter. Af samme grund omtaler jeg allerede babyen som 'ham', og sætter pris på min kvalme, jeg ikke havde da jeg ventede Nanna.

Nu får vi jo så en ny
Men vi har stadig ikke lyst til at glemme Nanna. Eller erstatte hende. Jo tættere jeg kommer på terminen den 14. juli, jo vigtigere for mig er det, at alle andre også husker hende. At hun skal være storesøster, at jeg faktisk allerede er mor til en lille datter. Det har egentlig ikke været så magtpåliggende for mig indtil videre. At insistere på min titel på lige fod med mødre til levende børn. Måske fordi jeg igennem hele forløbet har battlet med min egen fornægtelse af mit eget barn.
Men i takt med, at Nanna snart skulle komme ud og være en rigtig lille levende pige, vokser behovet.

Et af vores nærmeste vennepar fik for nyligt deres lille søn. Og det slog mig helt ud. Det var ham, Nanna skulle havde fulgtes med, vokset op med og været jævnaldrende med. Hun mangler ligesom i det lille fremtidssyn, vi alle fire morede os med, inden vores del af verdenen skred sammen. For at trøste mig, sagde Peter, at det jo også ville ske, men bare senere. Ja, men med et andet barn. Ikke med Nanna.

Det er meget normalt at trøste et par, der mister deres barn med, at de jo stadig kan få en ny. Det er oftest den værste sætning, man kan høre, hvor velmenende det end er.

Ligesom jeg nu har rigtig meget brug for, at folk ikke kun spørger til maven, kvalmen og den lille "nye", men også spørger til Nanna og taler om hende.

Det har jeg heldigvis rigtig mange, der stadig gør. For den lille ny, vil aldrig bare blive en erstatning. Han vil blive en lillebror - eller lillesøster - og det vil være en identitet, han kommer til at kende.
 

 

Samfundets paria - eller bare fyret

Seks gode dage fik jeg. Efter jeg valgte at sygemelde mig og få lidt ro på, hvor jeg kun skulle tænke på, hvordan jeg egentlig havde det med det hele.
Det var rart, og det var rigtig rart at tænke på Nanna uden at blive helt ødelæggende ked af det. Som om, at nu hvor det var tilladt, fordi det var det eneste, jeg skulle bruge min energi på, så var det lidt mindre overvældende.

Hvis bare jeg havde været meget klogere og taget mine tre måneders barsel (som sygemelding), som jeg havde været berettiget til, hvis jeg havde født 16 dage senere. Men den slags bagklogskab, kan vi selvfølgelig ikke bruge til noget.

Det kunne mit arbejde heller ikke, der af alle mulige årsager er endnu mere pressede, end vi plejer, og jeg blev kaldt til en samtale, der endte i en afskedigelse.
Pt. bliver der forhandlet vilkår, og jeg har meldt mig ud af ræset, fordi koppen med Pias ulykker ellers sandsynligvis flyder gevaldigt over.

"Nå, hvad laver du så?"
I weekenden var jeg ligesom mange andre til konfirmation - og altså for første gang i en større social forsamling. Min fyring er reelt set ikke trådt i kraft endnu, og det er et underligt vakuum at befinde sig i, og jeg var en anelse i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig til det uundgåelige "nå, hvad laver du så?"-spørgsmål.

Først gemte jeg mig ude på altanen. Med ryggen til og lod som jeg drømte mig langt væk i den skønne udsigt. En superholdbar strategi - lidt som at løbe i regnen for at blive mindre våd...

Men jeg skulle jo ind til bordet og spise - og jeg var jo også nødt til at tale med den person ved min side, der ikke var Peter.

Min anden borddame var heldigvis studerende og spurgte, om jeg læste, hvortil jeg let kunne snyde uden om, og sige jeg var uddannet journalist. Det er heldigvis ofte så eksotisk for mange, at de bare holder sig til deres egne forestillinger, om hvor spændende det må være at skrive forsider og vifte med mikrofoner på Christiansborg, og så er det jo let at køre med på den, selv om man aldrig har været der.

Men det blev personen ved siden af igen, der åbnede ballet:

Damen: "Pia? Pia? Var det ikke Pia, du hed??"
Mig: "Øh jo" (Der er åbenbart nogen, der insisterer på ikke at blive høfligt ignoreret)
Damen: "Hørte jeg lige, at du var journalist?"
Mig: (Her har jeg lidt lyst til bare at sige nej) "Ja, det er jeg"
Damen: "Nå ja, men det er jeg OGSÅ, så jeg synes lige, det var lidt skægt (Ja, haha - please luk den her).
Damen: "Men hvor arbejder du så henne?"
Mig: (FUUUCK!) "Jeg arbejder i en lille organisation, hvor jeg sidder med kommunikationen" (Jo mindre man fortæller, jo mindre er der at spørge ind til - eller noget).
Damen: "Nå det lyder da spændende, ja jeg arbejder på Jyllandsposten"

Jeg aner der alligevel er uddybende spørgsmål på vej, da vi afbrydes af en kærkommen tale.

Skal jeg lyve - eller bare gemme mig
Pyhhaa det gik nogenlunde. For denne gang. Men fik jo sug i maven på den trælse måde, hver eneste gang folk lagde op til en "Hvem er du så?-sniksnak.

Og skal jeg nu bare lyve, hver gang jeg er til fester. Eller gemme mig i Peters skørter?

Det er så socialt stigmatiserende at være uden for arbejdsmarkedet. Det gode selskab, hvor man har sin identitet, er vigtig og giver tilbage til samfundet.

Nu føler jeg det modsatte. Min identitet famler rundt i blinde. Hvem er det lige, jeg er - og for hvem? Jeg er på ingen måde vigtig, og om lidt er jeg nødt til at lægge mig til patten hos staten.

Jeg har skrevet masser af artikler om fænomenet. Interviewet unge, der isolerer sig, fordi det simpelthen er for pinligt ikke at have noget at lave.

Og lige nu kører der masser af historier om de stakkels mange mennesker på dagpenge, der udover at være skubbet ud på samfundets sidelinje, nu også mister deres indtægtsgrundlag og må gå fra hus og hjem.

Man kan, hvad man vil - det kan jeg også
Jaja, ro på dramatikken. Jeg er på ingenmåde så uheldig. Jeg kommer til at få en solid godtgørelse, snart er jeg fru advokatfuldmægtig, og det har aldrig taget mig mange dage at få et nyt job.

Det glemmer jeg tit det der. Når selvtilliden får gevaldige hak, kan jeg godt glemme, hvad jeg er i stand til.

Som da jeg spillede fodbold og ved en afslutningsfest bestemte mig for, at næste år var det mig, der stod oppe foran alle andre og modtog pokalen for årets spiller. Lige fra den kolde januaropstart gav jeg alt, jeg havde i mig, og året efter fik jeg pokalen samt to for bedste målscorer og flest kampe som bedste spiller.

Hvis sandheden skal frem, var det vist noget med, at der var nogle af herre-spillerne, jeg gerne ville imponere, men motivet er jo ligegyldigt. Man kan, hvad man vil, og det kan jeg også.

Som min far lige sagde i telefonen for lidt siden: "Op på hesten. Det her er jo ikke det værste, du har været udsat for"

Det er det bestemt ikke, og det her, klarer jeg nok også.

Mødre uden børn

Hvad gør vi lige, når folk spørger, om vi har børn?

Det var et af de store temaer på efterfødselsgymnastik-holdet i går. Vi har jo hverken billeder af unger med mos i hele krydderen eller skal skynde os hjem for at hente i vuggestuen.

En af de andre piger var for første gang ude i verden et sted, hvor hun ikke var "hende, der har mistet". Selvfølgelig begyndte de andre at tale om deres børn og selvfølgelig blev hun også spurgt.
Hun havde forberedt sig og ville svare, at hun havde en datter, som var død.
Men spørgsmålet havde en lille drejning: "Har du børn derhjemme?" Og så kan man jo kun sige nej.

Med masser af skam og sorg til følge, for har man så ikke fornægtet sit barn?

Jeg har selv tænkt på, om jeg nogensinde kommer til at tælle Nanna med i regnskabet, når jeg engang får flere, og spørgsmålet uundgåeligt dukker op i sociale og arbejdsrelaterede sammenhænge. Er det ikke bare underligt at bringe et dødt barn ind i samtalen?

Vi talte også meget om det med omgivelsernes forståelse af, at det er et barn, vi har mistet, og sorgen ikke er anderledes, end hvis det havde nået at leve. Vi er stadig mødre, vi har bare ikke noget barn at vise frem.

Flere af pigerne oplevede, at folk blev så lettede, når de havde det bedre. Men de hader den kommentar: 'Godt at se, du har det bedre!'

'Jamen, det har jeg så ikke!' har de fleste lyst til at råbe - og nogle får også videregivet budskabet mere diplomatisk.

Det er ikke bare sådan, at fordi man kan grine igen, så er sorgen og ked af det-heden væk. Og nej, man har stadig mistet sit barn - også selvom man er igang med at lære at leve med det.

Jeg er på sin vis været heldig. Jeg har selv haft alle de tanker, andre har:

'Godt, vi opdagede det så tidligt'. 'Vi kan jo hurtigt lave en ny'. Og en meget klassisk genganger: 'Godt, vi ikke lærte hende at kende!'

Jeg er selv blevet tvunget til at lave om på de forestillinger, og derfor har jeg forståelse for, at andre også har dem. Måske er  jeg endda kommet dem i forkøbet. Ved simpelthen at kunne beskrive: "Jamen, jeg troede jo bare..."

Mange af mine nærmeste har i hvert fald sagt, at det har de også tænkt, men når jeg så forklarer, at det ikke hænger sådan sammen alligevel, så giver det god mening for dem.

Så selv om det har været hårdt at battle med min egen fornægtelse af mit barn, så har jeg i det mindste været forskånet for en masse svigende kommentarer i den bedste mening.

Gode og letlæste bøger om sorg:
"Sorg" af Lise Trap
 "I kan jo altid få en ny" af Louise Raaschou (http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE41771/at-miste-sit-dyrebareste/)

Opfølgningssamtalen

Vi har været til opfølgningssamtalen i dag - eller 8 ugers samtalen, som de kalder den.
Det var to måneder siden fødslen i går, og jeg mindedes dagen ved at plante alle de krydderurter, jeg var kommet til at netshoppe mig fattig i, da jeg skulle kigge efter karse til Ventilens Ensomhedsdag.

Vi skulle til samtalen kl. 9. Det var ikke sjovt at være tilbage. Til Afsnit 451, alle de gravide kvinder og meget stereotype Hr. Overlæge Finn, der heldigvis er blødt en del op i løbet af de mange gange, vi har siddet overfor ham i  afdelingens samtalerum.

Han spurgte, om vi havde fundet fodfæste igen (på en lidt mere konservativ måde). Jeg fortalte om det følelsesmæssige returløb, da jeg fandt ud af, at det handlede om mere end en abort.

Han forklarede, at de brugte de termer, de gjorde, for at hjælpe os (kvinderne) til at distancere os, når vi valgte vores barn fra. Det virkede helt sikkert efter hensigten. Ville bare ønske nogen også havde husket at fortælle mig, at det bare var et trick, som kroppen hurtigt ville regne ud. Eller også havde jeg bare glemt at høre efter.

Hun var syg, viste obduktionen. Hun havde længere afstand mellem øjnene end normalt og tilbagetrukket hage - tegn på en eller anden grad af retardering. Hjertet fejlede til gengæld ikke noget, men over ti af hendes ryghvirvler var halve. Det var mange, fik vi at vide, og det ville være noget, hun skulle opereres for.

Jeg føler, at det er afsluttet nu. Der må stadig være plads til at blive ked af det, men vi traf det rigtige valg, og vi har fået mere klarhed over Nannas specifikke handicap. Og så er det bare rigtig rart at få stoppet den konstante trang til at ringe til kromosom-afdelingen  for at tjekke, at de nu ikke havde begået en fejl.

Tilbage i jernmasken

De er tilbage. Depressions-symptomerne. Kvalmen og svimmelheden, når jeg læser, kigger på computer, drejer hovedet for hurtigt eller er for længe ad gangen i en samtale.
Det er den værste følelse i verden! Siger jeg efter at have mistet et barn.

Jeg husker scenen i Manden med Jernmasken, hvor den onde Leonardo DiCaprio fanger den gode Leonardo DiCaprio og putter ham tilbage i den forhadte jernmaske.
Sådan har jeg det med svimmelhed og kvalme. Alt andet, end det, kan jeg klare!

Tankerne kommer straks. Bliver jeg nu syg? Hvor længe skal det vare? Må jeg bare gerne ligge mig her, til det stopper med at gynge? I hi altså. Under dynen og på ubestemt tid.
Heldigvis varer det kun en lille uge inkl. tre intense dage, der sender alt for tydelige flash backs ind på min slørede nethinde.

Jeg beslutter mig for en sygemelding. Det er ikke sjovt at tage den beslutning, men i lyset af, hvad det førte til af ikke at gøre det sidst, virker det nu mest fornuftigt.

Lige nu har jeg haft det godt i fem dage. Det hjalp, at psykologen tog voksen-hatten på og stak mig en optrapningsplan i hånden inkl. ti dage med fuldstændig ro.

Jeg har stadig svært ved at fokusere i samtaler og bliver en lille smule svimmel ved computeren. Men jeg er ikke så ked af det længere og tænker, at alt nok skal gå.

Nanna

Vi har kaldt vores datter for Nanna.

Først var det i mit hoved, hun hed Nanna. Det var lidt underligt, for vi havde jo bestemt os for, at den slags ikke var for os. At det var at dyrke sorgen og gøre det hele værre.

Senere kom det snigende. Behovet for at gøre hende til et menneske og individ med sit helt eget navn. "Pigen", som vi hidtil havde holdt os til, når vi talte om hende, blev for anonymt og upersonligt for mig. som om jeg skubbede hende væk, når jeg havde allemest lyst til at beholde hende hos mig.

Jeg ved godt i mit hoved, at jeg ikke kan have hende hos mig, men hovedet har dikteret alt for meget i alt det her, så jeg gav lods og lod hende blive til Nanna, min datter, som jeg måtte tale om og have for mig selv. Flere gange den dag, sagde jeg sætningen for mig selv: "Min datter, Nanna".
Det føltes først ret specielt. Som da jeg som lille legede med mine bamser og gav dem navne og personligheder. Og faktisk eksisterede Nanna i næsten en uge kun i mit hoved.

Da jeg luftede idéen for Peter, dengang sorgen for alvor begyndte at trænge sig på - at vi skulle finde på et andet navn end "Pigen", var det ikke et behov, han havde. Tværtimod gjorde det for ondt.

Derfor havde jeg bestemt, at hun kun skulle hedde Nanna for mig. Min psykolog fik mig på andre tanker. Det var hende, der brugte ordet "datter" om Nanna første gang. Hvor jeg lige skulle kigge mig mentalt over skulderen for at sikre mig, at det ikke var en anden, hun talte til. Det var underligt, men også rart.

Hun blev ved med at sætte de ord på, jeg ikke selv havde modet til, og hun insisterede på, at det var nødvendigt, at jeg gav hende et navn - og at jeg delte det med Peter. Alt vedrørende vores pige, skulle vi gøre sammen, for om et halvt år - eller 10 år - ville det være os, der huskede på hende og mindedes hende. Og det ville være sværere, hvis Peter ikke også var en del af det nu.

Det lød jo klogt, og samme aften fortalte jeg, at jeg havde kaldt hende Nanna. Han syntes, det var et sødt navn til hende, og da han nogle dage efter omtalte hende ved navn første gang, var det som om, knuden i brystet løsnedes sig en smule.

Det er blevet mere velkendt for mig at sige hendes navn. Følelsen af, at det "bare er noget, man leger", er blevet mindre, men jeg ved stadig ikke, om det er noget, alle behøver at vide. Det har virkelig overrasket mig, hvor stor en forskel et navn gør. Jeg havde frygtet, at det ville gøre savnet og sorgen endnu større, men faktisk har det på en mærkelig måde gjort det lettere at bære.

    

En sørgende dramaqueen

"Du ringer bare til mig eller rådgivningen, når du har brug for at få at vide, det er ok, at du sørger".
Det var de sidste ord fra min kontaktperson i Landsforeningen Spædbarnsdød i samtalen, jeg netop har afsluttet.

Det er den indre kamp, der åbenbart er igang, som giver mig mareridt om natten og som splitter mig i en grad, der nærmest mærkes fysisk: Må jeg gerne sørge?

Et lidt underligt spørgsmål, specielt når kroppen og alle mine organer allerede er i fuld gang. Og jeg har jo fået at vide, at det er ok. Masser af gange. At det er helt naturligt, at jeg kan have det godt og tage på arbejde - og så lægge mig i hulkestilling på sofaen resten af aftenen med tilhørende grødhoved dagen efter.

Men mit hoved har simpelthen så svært ved at anerkende det. At der ikke er forskel på den sorg, jeg føler og den sorg, der rammer mødre, som har mistet i 9. måned - eller for den sags skyld 14 dage efter fødslen.

En af de andre piger fra efterfødselsgymnastikgruppen (et i øvrigt lækkert ord) sagde det meget præcist efter en afspændingsøvelse, hvor underviser spurgte, hvordan vi havde haft det imens:
"Jeg tænkte umiddelbart 'frygteligt' - og så slog jeg mig selv i hovedet med det samme over, at jeg er sådan en dramaqueen."

Hun havde født i uge 21 og følte sig lige som mig heller ikke rigtig berettiget til at være der.

Men det er vi, og dem der har sværrest ved at se det, er os selv. Derfor har jeg fået en direkte linje til landsforeningen. Ikke for at stille spørgsmål, men for at få den anerkendelse, jeg ikke selv er nået til. Og som jeg indtil da åbenbart har voldsomt brug for fra alle andre.

I morgen skal jeg mødes med gruppen igen. Jeg glæder mig og vil bestræbe mig på at føle mig mere som én af dem - i stedet for én, der bare har ondt af dem.

Ét skridt frem - ti km tilbage

Jeg slap ikke så nådigt, som jeg troede. To uger efter fødslen begyndte jeg på arbejde. Jeg var glad, viste billeder og fortalte. Jeg kunne passe mit arbejde, fik søde mails fra alle, der vidste besked, og tog i det hele taget ét vellykket skridt ad gangen.

Indtil det mere og mere føltes, som om jeg gik i mudder til knæene. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, kunne ikke overskue selv den mindste opgave og glemte, hvad jeg skulle eller, hvad jeg lige var i gang med at sige. Ligesom under min depression, forsvandt ordene igen fra mit ordforråd eller blev byttet ud med andre og resulterede i mærkelige sætninger.

Mine tanker kredsede konstant om hende. Alt andet begyndte at virke ligegyldigt og uoverskuelig: Mails på arbejdet, min brors forespørgsler om at låne en bil og Peters snak om det nye menukort på Kjøbenhavn. Alt sammen fik det til at føles, som om mit bryst og mit hoved skulle eksplodere, og jeg havde lyst til at skrige lige ansigtet på dem alle, om de dog ikke kunne tie stille?! Hvordan kunne de overhovedet tillade sig at tænke på andet, planlægge ting og i det hele taget sørge for, at livet og verden fortsatte, når alt nu pludselig var gået i stå for mig?

Jeg havde lyst til at trække håndbremsen, og jeg var helt alene, mens jeg famlede efter den. Ikke, at jeg ikke var omgivet af fantastiske og forstående mennesker, men jeg følte mig dybt ensom. Også fordi jeg ikke selv kunne forstå mine følelser. Nu var jo blevet enig med mig selv og andre om, at hun jo ikke var et rigtig barn. At det kunne være gået meget værre og, at vi jo hurtigt kunne få en ny.

En fortælling, der kunne få mig igennem aborten, endda med overraskende meget overskud. Men som nu 'clasher' fuldstændigt med det faktum, at alt i mig - min krop, mine sanser og instinkter er blevet mor. Jeg begyndte at få lyst til at give hende et navn og jeg fik et større og større behov for at gøre hende virkelig - også i fremtiden. Så hun ikke bare lå et sted bagest i hukommelsen eller blev erstattet, så snart der kom en ny. Men det passede jo slet ikke med det, jeg og vi havde bestemt os for før og under aborten.

Jeg er sygemeldt igen, og arbejder nu på at få følelser og rationale til at mødes og lave fortællingen om. Det er ikke en proces, der kommer over natten. Jeg er stadig forvirret over begreberne 'mor', 'forældre' og 'datter', og når jeg hører lignende historier, er jeg lynhurtig til at mene,  at det da er langt værre end det, jeg har været udsat for.

Gennem Landforeningen for spædbarnsdød og min psykolog får jeg hjælp til det. At erkende, at jeg er en mor, der har mistet mit barn og er berettiget til at sørge.

Om savnet

Den har lettet lidt. Den tunge følelse af sorg. I søndags - 9 dage efter fødslen - havde jeg min første dag uden tårer. En succes, selv om de kom tilbage allerede i går aftes igen.

Det er ikke fordi, jeg ser det som en fiasko græde. Det ville være sært, eftersom mine tårekanaler har været på overarbejde under det meste af min depression. Faktisk er jeg også blevet enig med en veninde om, at der må være tale om helt naturlig detoxing. Man får ligesom det hele ud.

Men det føles anderledes nu. Tror jeg. Det er, som om hjertet klapper helt sammen, og det ikke er nok bare at lade tårene løbe. Jeg har brug for at hulke for at få luft. Der kommer heller ikke den samme forløsning og dertilhørende lettelse efterfølgende.

Tanken om det urimelige er kommet igen, når jeg tænker på hende. Hvorfor skulle det lige være mig, der gennemgik min første fødsel med veer og hele moletjavsen, uden den lykkelige afslutning med et vrælende barn i mine arme?

Hun var så lille, man næsten ikke kunne holde hende, og alligevel har jeg en følelse af, at jeg aldrig burde have givet slip. At hun var min, og jeg burde have passet bedre på hende og beholdt hende hos mig.

Vores pige var 220 g og 20 cm. Jeg husker ikke, hvor længe jeg sad med hende.

Jeg er ikke i tvivl om vores valg og har ikke skyldfølelse over vores beslutning. Men det er som om, jeg mangler noget. En finger, en arm eller min naive tro på, at ingen ulykker kan ramme mig.

Måske er det den følelse, der gør så ondt. Under depressionen havde jeg Peter, familie, mine venner, og jeg følte mig aldrig helt ude at skide, for jeg vidste, at sikkerhedsnettet var spændt ud en meter under mig.

Det er væk nu. Jeg er ikke usårlig. Onde, meningsløse ting kan også ramme mig, uden der er nogen som helst, der kan gøre noget ved det.

Savnet til pigen kommer ikke så ofte. Faktisk kan der gå en halv dag uden, at jeg tænker på hende. Men når det rammer, så rammer det lige så hårdt som den første dag. Måske det er det, det vil sige, at miste noget af sig selv?   

Brev til vennerne 2

Den 17.2.13

Kære alle

Først og fremmest tusind tak for alle jeres søde mails, beskeder og blomster mv. Det har virkelig været dejligt at føle al den støtte. I den forbindelse skal vi beklage, at vi nærmest ikke har svaret på en eneste mail eller sms - endnu.

Vi er hjemme igen efter nogle dage på Hvidovre Hospital. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte eller slutte.

Pia tog en pille torsdag morgen kl. 09.00, som skal fremprovokere en abort/fødsel. Denne pille skulle virke i 24 timer, og fredag morgen kl. 09.00 tjekkede vi ind på hospitalet. Herefter havde vi lidt samtaler med nogle sygeplejersker om processen. Pia skulle hver 3. time have medicin, der ville sætte fødslen i gang. Vi har hele tiden kaldt det en abort, men efter at have været forløbet igennem, ville det være misvisende at kalde det for andet end en fødsel.

Det var ikke muligt for sygeplejerskerne at sige hvor lang tid det ville tage inden fødslen gik i gang. Efter at Pia havde fået medicinen 2. gang kl. 14.00, fik hun mange smerter i form af veer. Hun fik en del morfin, men sygeplejerskerne kunne ikke give mængder nok til at gøre det tåleligt. Derfor blev vi kl. 18.00 flyttet ned på den almindelige fødegang, hvor Pia fik lagt en epiduralblokade - det hjalp!

Efter at have fået medicinen 4. gang, gik fødslen endelig i gang omkring midnat. Uden at gå i detaljer var det smuk oplevelse, men også det hårdeste vi har prøvet. Og realiteterne gik for alvor op for os, da vores lille pige var blevet født. Et barn der fødes så meget for tidligt er ikke levedygtigt. Vi havde hende et stykke tid hos os, hvor vi tog nogle billeder.

Da vi for en uges tid siden tog beslutningen om at få en abort, traf vi samtidig en beslutning om at barnet skulle obduceres og gives til lægevidenskaben med en forhåbning om, at man kunne lære noget om den sjældne kromosomfejl, som barnet havde. Denne beslutning holdt vi fast i.

Vi fik virkelig en god behandling på hospitalet, og specielt jordemoderen, der frivilligt forlængede sin vagt med tre timer for at hjælpe Pia igennem fødslen, er et eksempel på den virkelig gode service.

Omkring kl. 05.00 var vi tilbage på vores "egen" stue igen. Pia skulle muligvis i fuld narkose for at få foretaget en såkaldt udskrabning, hvor man fjerner resterne af moderkagen, der i situationer som denne typisk ikke er kommet helt ud af sig selv. Her oplevede vi dog decideret medgang, idet sygeplejersken efter en scanning kunne konstatere, at hele moderkagen var kommet med ud, og at alt så fint ud. Vi var hjemme igen på Bryggen sen eftermiddag om lørdagen.

Vi har haft noget tid til at forberede os på hele scenariet, men der er bestemt kommet bag på os, hvor hårdt det egentligt ville være, selvom vi selv synes, at vi har tacklet det godt undervejs. Nu har sorgen og savnet indfundet sig hos os begge, og vi har brug for tid med hinanden til at takle den del så godt også, som vi har gjort det hidtil.

I de næste uger trækker vi stikket fuldstændigt. Vi planlægger at komme væk fra det hele, og tager muligvis syd på til varmere himmelstrøg. Det er som om det danske februar vejr ikke er opløftende for humøret.    

Vi glæder os vildt meget til at se jer alle sammen igen. Men det bliver nok et "don't call us, we'll call you" scenarie. Det er dog fantastisk at vide, at man har så gode venner I situationer som denne, og vi får snart brug for jer til en forhåbentlig langt bedre og sjovere marts, hvor vi vender stærkt tilbage.

Mange kærlige hilsner,

Pia og Peter

Brev til vennerne 1

Den 11.2.13

Kære venner,

Forrige torsdag fik vi en opringning fra hospitalet om, at der var kromosomafvigelser i den moderkagebiopsi, vi fik lavet i forbindelse med nakkefoldsscanningen.

Vi havde egentlig fået at vide, at det var rigtig usandsynligt og havde da også begge glemt alt om, at det kunne være en mulighed.

En fostervandsprøve skulle så afgøre om, det var en fejl hos babyen eller kun i moderkagen. I fredags fik vi så svar på, at det også var hos fosteret, og det altså højst sandsynligt ville være sygt.

I dag, mandag, var vi til en samtale på Riget for at få mere klarhed over, hvilke konsekvenser det ville have.

Da det er en unik afvigelse, findes der ikke et fortilfælde præcis som vores. Men de tilfælde, der kan sammenlignes med, viser, at der er tale om nedsat hørelse, nedsat syn, hjertefejl, og en form for forsinkelse i udviklingen, man endnu ikke ved den endelige konsekvens af.

En pige fra USA på knap fem år, manglede ca. den samme mængde arvemateriale, som vores.

Hun havde blandt andet et manglende sprog, kunne ikke holde øjenkontakt og havde meget svært ved at gebærde sig socialt, hvilket helt sikkert er noget, der bekymrer os meget. Der findes ingen sandsynlighedsberegning for, om vores pige vil have sygdommene i samme, mildere eller sværere grad.

På grund af den uvished, har vi valgt en abort. Vi har det rigtig godt med den beslutning og var enige hele vejen. Vi har desuden haft stor opbakning fra de allernærmeste i de sidste 10 dage, der selvsagt har været helt forfærdelige.

Der skal på ingen måde være berøringsangst og spørgsmål er velkomne, men det må lige blive i vores tempo. Denne mail er også ment, så vi ikke skal gentage forløbet for mange gange lige her til at begynde med, og I forhåbentlig kan få dækket det største umiddelbare behov for en forklaring af det skete.

Aborten finder sted på fredag den 15. februar på Hvidovre, og vi bliver forhåbentlig udskrevet allerede lørdag igen. Vi glæder os meget til at kunne komme videre - og til at se jer alle igen.

Bedste hilsner

Peter og Pia 

Styrke for de næste 50 år

Vi betragter os som heldige mennesker, Peter og jeg. Vi har hinanden, gode venner og generelt et ganske fantastisk liv.

Vi har aldrig lagt skjult på, at tingene kommer let for for os. Vi er livsnydere, og selv når vi ikke har indflydelse på, hvor vi vælger at hoppe over gærdet, plejer der at dukke en låge op, vi kan benytte.

Da tiden kom til familieudvidelse efter det laaaange sygdomsforløb, skete det selvfølgelig også i første forsøg.
Og vi glædede os og følte os endnu mere heldige.

Indtil den dag, hvor tilfældigheder ramte os som en knytnæve og slog os til gulvet, hvor vi stadig ligger og raller her snart tre uger efter.

Vores lille pige have en helt unik kromosomfejl uden fortilfælde. Det eneste, der lå fast var, at hun manglede et gen, der ville give hende fejl på hjerte, hørelse, syn og hjerne. Hvilke, var ikke til at sige.

Vi valgte at afbryde graviditeten halvvejs i forløbet. Det var ikke en svær beslutning i situationen. Men det er det hårdeste, jeg nogensinde har været igennem. Ikke fødslen, men savnet og sorgen efterfølgende. Det føles som ti depressioner på én gang. Aldrig har jeg følt så stor en smerte.

Nu tager vi en uge på Tenerife, og så håber jeg, at den kæmpe, sorte sky, der har erstattet alle mine vitale organer, letter lidt. Det var helt usandsynligt det, der skete - og risikoen for, at det sker igen, er lig nul.

På to år er vores forhold blevet testet mere, end de flestes bliver på et liv. Nu tror jeg så også, at vi har samlet styrke nok til at leve resten af vores liv, uden at hverken store eller små udfordringer rammer os mærkbart.

Brev 1 til vennerne

Brev 2 til vennerne