At sige "nej"? Jamen, hvornår har man nogensinde fået noget sjov ud af at sige nej??
"Mener du, når mine venner og kollegaer beder mig om noget?"
"Nej, i går, hvor dine venner havde lavet fødselsdagsmiddag for dig, og du var dødtræt i forvejen og bare fik det dårligere og dårligere."
"Nååå, jamen det ville jeg vel ikke få noget ud af. Jeg ville jo gerne, og der var hjemmelavet is. Og så havde de jo stået hele dagen og lavet mad."
"Prøv igen," siger hun tålmodigt. "Hvis du ikke tænker på, hvad de har arrangeret, og det var helt lige meget, at du meldte afbud. Hvad ville det så gøre for dig?"
"Så ville jeg nok kunne slappe af på sofaen og undgå at få det dårligere," indrømmede jeg modvilligt.
Nej er bare ikke et lækkert ord
Men nej har bare aldrig rigtig været en del af min livsfilosfi. Jeg mener, der er vel en grund til, at man synes, det er en fed ting at tage JA-hatten på, mens NEJ-hatten er ca. lige så populær som hvide sokker i sandaler.
Jeg har i hvert fald aldrig syntes, det var et specielt lækkert ord. Helt fra jeg var lille, og mine venner altid formåede at få mig med på ballade (jaja, jeg var da også initiativtager ret så ofte.)
Eller da jeg blev ældre, og café-kollegaerne forslog øl, og både den trængte pengepung og næstedags forelæsninger blev over-rulet.
Men det har ikke kun været for at få fest i egen gade. For jeg stod også med JA-hatten klar, når chefen havde fået sygemeldinger, veninderne havde brug for en skulder - eller en hjælpende hånd til (endnu) en flytning. Og når der skulle arrangeres diverste reunions, jubilæer, eller de gamle fodboldtøser bare skulle samles i den nye travle hverdag med kærester, børn og job.
Jeg var kort sagt en rigtig ms. fix-it. Når det gjaldt alle andre end mig - fandt jeg i hvert fald ud af på den hårde måde. Men mere om det senere.
Det hurtige anerkendelses-fix
Dette indlæg handler nemlig om det meget lille, men meget betydningsfulde ord. Jeg skulle simpelthen lære at tage det til mig, som en ny ven i mit liv. Hver gang jeg stod i en situation - hvad enten det var pligt eller fornøjelse, skulle jeg lige stoppe op og spørge mig selv, hvad jeg fik ud af at sige Nej.
Og det var bestemt ikke en fed følelse til at begynde med.
"Men så er der jo en anden, der skal...", "Men bliver det så gjort?.." Og til sidst den helt ærlige: "Men så er det jo ikke mig, der står og redder dagen!"
Det var jo det, det gik ud på. Hver gang jeg sagde ja, så fik jeg et klap på skulderen, et taknemmeligt knus og et lille anerkendelses-fix. Men som så mange andre junkies, varede rusen kortere og kortere, og der skulle flere og flere fix til.
Og det er ikke kun mig
Netop som jeg var i gang med Nej-hat processen, faldt jeg over en artikel om netop anerkendelsesfixet. Noget mange af os lider af, og i højere grad er blevet afhængige af i takt med mængden af digitale genveje.
Man svarer på chefens mails i weekenden, skriver statusupdates på Facebook, så nogen kan 'like' dem og tager venindes opkald midt under aftensmåltidet (tænk nu, hvis hun vil noget vigtigt??) i den evige jagt på selv det mindste anerkendelsesfix. Artiklens pointe var herefter, at din omgangskreds bidrager til din afhængighed. For de bliver sgu hurtigt vant til, at du giver både lillefinger og arm, og så er du nødt til at smide ben, torso og hoved med i puljen for at opnå samme virkning. Med mindre du selv siger stop.
Når abstinenserne så har lagt sig, er det en skide skøn følelse. At sige nej - og være helt ligeglad med, hvad andre tænker, fordi du ved, det er bedst for dig. Men nemmere er det heller ikke - for lige nu ved omgangskredsen jo også, at det er vigtigt, at jeg siger fra. Den virkelige prøvelse bliver, når jeg ikke længere kan smide depressions-kortet. Muligvis mest overfor mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar