Det handler om netværk - Del 4

Veninderne
"Hvem kan hjælpe med at holde din fødselsdag?"
Spørgsmålet fra journalistforbundets stressdame udløste endnu engang ikke ret meget andet en gråd. Jeg havde fået stress. Åbenbart. Og kunne slet ikke finde ud af at bakse al information ind i de få celler i hovedet, der stadig var lidt funktionelle. Og jeg kunne da slet ikke finde ud af at organisere fødselsdag for tyve mennesker om tre dage.

Men jeg kunne heller ikke finde ud af, hvem der kunne gøre det for mig, og så begyndte jeg at tude.

"Ingen," lød det hulkede.

"Så skal du godt nok finde dig nogle nye veninder," sagde damen.
Her var der alligevel en lille oprører, der begyndte at pippe langt, lang væk i tågen.
For jeg havde fantastiske veninder. Havde haft de fleste i over 22 år. Haft videonætter, hvor vi åd bananer i chokolade, til vi var tæt på kastop-grænsen og mine første branderter, hvor vi nåede langt over den. Været på fodboldweekender, på masser af byturer og på solferier og dannelsesrejser - og været der, når noget gik skidt.

Så hun skulle da ikke komme her, tænkte jeg og sendte som det første en besked til veninden, jeg ikke troede, jeg orkede at spørge. Vi har kendt hinanden, fra vi var seks. Været uadskillelige fra vi var 13-18 (Bortset fra et forfærdeligt år, hvor hun valgte at tage på efterskole. Uden mig). Og vi har altid vist, vi havde hinanden. Indtil en dag hvor jeg ikke længere mente, der var plads til mig og mine problemer i vores venskab og var parat til at sige, "det var det".

Det krævede et galdeudbrud fra min side - til vores ti års folkeskolejubilæum. Hende, der sank et par gange. Tilkendegav, at hun godt kunne se pointen i det, jeg sagde. Og iøvrigt syntes det var utrolig tåbeligt, jeg ikke havde sagt det noget før og i stedet valgte at få et flip på vores festdag.

Sådan er gode veninder, som kender én godt. De bliver ikke sure over den gyldetank, der bliver sprøjtet i hovedet på dem, men mere måden det bliver sprøjtet på. Og det varer endda heller ikke længe.   

Veninden (lad os kalde hende Jette B) var for nyligt flyttet til København. Og det var heldigt, for hun snuppede, uden hverken at tænke eller mærke efter, resten af min to do-liste og tilbød samtidig at komme før og gøre klar.

Som månederne gik fandt hun tid til at kigge forbi efter arbejde et par gange om ugen. Se lidt Beverly med mig, sørge for jeg fik noget at spise. Og så gav hun mig Jumbobøger og jublede lykkeligt, da jeg indrømmede, at jeg var begyndt på meditation, fordi hun ikke selv havde turde forslå det. Vel vidende, at jeg formentlig havde fået tics i hele hovedet, hvis idéen var kommet fra hende. Men som hun sagde, så behøvede jeg jo ikke at gå helt i "Jette B-modus", hun var bare glad, hvis det virkede for mig.

Jeg elsker, at hun kender mig så godt, at hun ved, at jeg foretrækker tegneserie frem for billedblade, når jeg ikke kan læse. At hun ved, hvad hun ikke skal sælge mig, og at hun er helt, helt enig i, at det selvfølgelig er okay at spise en halv liter is, når man nu ikke kan tage i byen.

Min anden bedste halvdel
er L-damen. For sjov for mange år siden, fordi vi ikke kunne finde ud af det med fyre, og mente vi var meget bedre til at være par med hinanden. Og iøvrigt tilbragte de fleste tømmermændsdage og dødssyge tv-mandage sammen.

Nu for alvor, hvor hun agerede backup for Peter adskillelige gange, når han skulle arbejde meget, på kursus eller til fest i Aalborg, og jeg ikke kunne være alene.

L-damen er flyttet fra Aalborg for godt et år siden, og for første gang i seks år, er vi i samme by igen. Vi har kendt hinanden siden børnehaveklasse, været bedste venner, siden vi som 18-årige kærestede kortvarigt med et par enæggede tvillinger fra København og været hinandens livline på en dumdristig rejse til Sri Lanka, da vi var 20 år.

Da jeg blev syg, påtog hun sig med det samme rollen som suppleant-livline for Peter.  

Hun sørgede for at komme omkring efter arbejde og holde mig med selskab, til han kom hjem.

Hun kom en hel weekend og sørgede for at få køkken til at se ordentligt ud, uden jeg opdagede det. Vi så film og gik ture, og jeg fik lov at tie stille, mens hun stadig snakkede, når jeg var for træt til at deltage, men gerne ville lytte. Faktisk husker jeg det som den første weekend, hvor jeg hyggede mig så meget, at jeg næsten glemte, jeg var syg. Og hun overbeviste mig helt, da hun sagde, at det var ligeså meget for hendes skyld.

Jeg elsker, at jeg først længe efter - da mit akutte behov for hende, var dalet - fandt ud af, at hun på tidspunktet ikke havde haft en weekend hjemme med sin kæreste i fire uger, og hvor presset hun egentlig, var på jobbet. Jeg går ikke ind for, at veninder skal sætte hinanden over helbred og forhold. Men jeg er dybt taknemmelig, fordi jeg har dem i mit liv.

Og for alle dem, der var der til at tilbyde hjælp, men som jeg slet, slet ikke orkede at se. Og dem der hele vejen fra Jylland sendte blomster, chokolade, tanker og daglige sms'er og lod mig vide, at de var der.