Kender du dem, der konstant ryster sætninger som ovenstående ud, når kæresten lige er skredet, og jobbet røg under sidste prikkerunde? Dem, der insisterer på, at glasset er halvt fuldt. Selv om der kun ligger en lille sjat for gammelt mælk i bunden?
Jeg synes, de kan være voldsomt irriterende og har mest lyst til at melde pas til optimismen og brøle dem ind i deres jubelidiotiske lykkefilosi, om jeg ikke nok bare må ligge her lidt og synes, at verden er lort. Bare i ti minutter. Tak.
Men når man render rundt i tre måneder og fejler noget, man ikke ved, hvad er - kun for at finde ud af, at man er røget ind i en depression, der kan vare i alt fra 3-6 måneder. Så har man rigtig meget brug for at være et af de mennesker.
Jeg har derfor forsøgt at finde fordelene ved depressions-hjerne og sætte pris på dem hver dag: (Ikke i prioriteret rækkefølge)
- Efter fire måneders yoga kan jeg nu nå (egne) tær, mens jeg står med strakte ben. Er ikke sket, siden jeg var fire år.
- Det er helt ok at sige nej til ting eller folk, man ikke gider. Man skal faktisk.
- Man lejer til halv pris i Blockbuster, hvis man lejer igen, når man afleverer. (Så kan det næsten ikke betale sig at lade være).
- Kan stadig ikke tømme opvaskemaskine pga lydfølsomhed.
- Medicin er også at gå tur eller sidde på en bænk i solen. Helt uden at skulle noget lige om lidt.
- Struktur er flot og godt - også når det skabes ud fra Zulus formiddagsprogram - med Desperate Housewifes som klimaks.
- Har aldrig før fulgt med i DH, og damerne på Wisteria Lane er derfor et helt nyt og meget velkomment selskab. Som aldrig aflyser aftalen - eller kræver, at jeg deltager.
- Børneplaner er byttet ud med lille, sød hundehvalp, der allerede efter en måned kan være alene hjemme i otte timer uden babysitter. Og som man kan smide ud i gangen, når den går i "Ulvetime".
- Har opdaget alenetid.
- Har opdaget lykkepiller.
- Slap for depression inkl. lange obligatoriske gåture under istidsvinter i 2009 og 2010.
- Har fundet ud af, at mindfulness virker. Men håber ikke, jeg bliver ny missonær. Kan stadig huske, hvor KejserensNyeKlæder, det lød i mit hoved for fem måneder siden.
- Har talt enormt meget om mig selv. Med både kloge fremmede og venner. (Er næsten snart træt af det. Næsten.)
- Har ligget i undtagelsestilstand i forældres hjørnesofa. Hvor det var fuldstændigt legalt at være barn igen, mens nogen tog sig af ens liv, selv om man er 28 og i princippet helt voksen.
- Har tabt de kvindeobligatoriske "2-3 kilo, man gerne liiige vil smide inden bikinisæson". (Har også tabt en hel masse andre kilo og mistet en hel del former.)
- Kæreste synes stadig, jeg er lækker, selv om jeg har stressbumser i hele face på teenagemåden, og jeg har mistet mine bryster. (Eller han lyder overbevisende, når han siger det.)
- Har fundet ud af, at jeg selv med depressionshjerne synes, at jeg er verdens heldigste. Så skal der temmelig sikkert meget til for at lave om på dét.
onsdag den 21. marts 2012
mandag den 19. marts 2012
Det handler om netværk - Del 4
Veninderne
"Hvem kan hjælpe med at holde din fødselsdag?"
Spørgsmålet fra journalistforbundets stressdame udløste endnu engang ikke ret meget andet en gråd. Jeg havde fået stress. Åbenbart. Og kunne slet ikke finde ud af at bakse al information ind i de få celler i hovedet, der stadig var lidt funktionelle. Og jeg kunne da slet ikke finde ud af at organisere fødselsdag for tyve mennesker om tre dage.
Men jeg kunne heller ikke finde ud af, hvem der kunne gøre det for mig, og så begyndte jeg at tude.
"Ingen," lød det hulkede.
"Så skal du godt nok finde dig nogle nye veninder," sagde damen.
Her var der alligevel en lille oprører, der begyndte at pippe langt, lang væk i tågen.
For jeg havde fantastiske veninder. Havde haft de fleste i over 22 år. Haft videonætter, hvor vi åd bananer i chokolade, til vi var tæt på kastop-grænsen og mine første branderter, hvor vi nåede langt over den. Været på fodboldweekender, på masser af byturer og på solferier og dannelsesrejser - og været der, når noget gik skidt.
Så hun skulle da ikke komme her, tænkte jeg og sendte som det første en besked til veninden, jeg ikke troede, jeg orkede at spørge. Vi har kendt hinanden, fra vi var seks. Været uadskillelige fra vi var 13-18 (Bortset fra et forfærdeligt år, hvor hun valgte at tage på efterskole. Uden mig). Og vi har altid vist, vi havde hinanden. Indtil en dag hvor jeg ikke længere mente, der var plads til mig og mine problemer i vores venskab og var parat til at sige, "det var det".
Det krævede et galdeudbrud fra min side - til vores ti års folkeskolejubilæum. Hende, der sank et par gange. Tilkendegav, at hun godt kunne se pointen i det, jeg sagde. Og iøvrigt syntes det var utrolig tåbeligt, jeg ikke havde sagt det noget før og i stedet valgte at få et flip på vores festdag.
Sådan er gode veninder, som kender én godt. De bliver ikke sure over den gyldetank, der bliver sprøjtet i hovedet på dem, men mere måden det bliver sprøjtet på. Og det varer endda heller ikke længe.
Veninden (lad os kalde hende Jette B) var for nyligt flyttet til København. Og det var heldigt, for hun snuppede, uden hverken at tænke eller mærke efter, resten af min to do-liste og tilbød samtidig at komme før og gøre klar.
Som månederne gik fandt hun tid til at kigge forbi efter arbejde et par gange om ugen. Se lidt Beverly med mig, sørge for jeg fik noget at spise. Og så gav hun mig Jumbobøger og jublede lykkeligt, da jeg indrømmede, at jeg var begyndt på meditation, fordi hun ikke selv havde turde forslå det. Vel vidende, at jeg formentlig havde fået tics i hele hovedet, hvis idéen var kommet fra hende. Men som hun sagde, så behøvede jeg jo ikke at gå helt i "Jette B-modus", hun var bare glad, hvis det virkede for mig.
Jeg elsker, at hun kender mig så godt, at hun ved, at jeg foretrækker tegneserie frem for billedblade, når jeg ikke kan læse. At hun ved, hvad hun ikke skal sælge mig, og at hun er helt, helt enig i, at det selvfølgelig er okay at spise en halv liter is, når man nu ikke kan tage i byen.
Min anden bedste halvdel
er L-damen. For sjov for mange år siden, fordi vi ikke kunne finde ud af det med fyre, og mente vi var meget bedre til at være par med hinanden. Og iøvrigt tilbragte de fleste tømmermændsdage og dødssyge tv-mandage sammen.
Nu for alvor, hvor hun agerede backup for Peter adskillelige gange, når han skulle arbejde meget, på kursus eller til fest i Aalborg, og jeg ikke kunne være alene.
L-damen er flyttet fra Aalborg for godt et år siden, og for første gang i seks år, er vi i samme by igen. Vi har kendt hinanden siden børnehaveklasse, været bedste venner, siden vi som 18-årige kærestede kortvarigt med et par enæggede tvillinger fra København og været hinandens livline på en dumdristig rejse til Sri Lanka, da vi var 20 år.
Da jeg blev syg, påtog hun sig med det samme rollen som suppleant-livline for Peter.
Hun sørgede for at komme omkring efter arbejde og holde mig med selskab, til han kom hjem.
Hun kom en hel weekend og sørgede for at få køkken til at se ordentligt ud, uden jeg opdagede det. Vi så film og gik ture, og jeg fik lov at tie stille, mens hun stadig snakkede, når jeg var for træt til at deltage, men gerne ville lytte. Faktisk husker jeg det som den første weekend, hvor jeg hyggede mig så meget, at jeg næsten glemte, jeg var syg. Og hun overbeviste mig helt, da hun sagde, at det var ligeså meget for hendes skyld.
Jeg elsker, at jeg først længe efter - da mit akutte behov for hende, var dalet - fandt ud af, at hun på tidspunktet ikke havde haft en weekend hjemme med sin kæreste i fire uger, og hvor presset hun egentlig, var på jobbet. Jeg går ikke ind for, at veninder skal sætte hinanden over helbred og forhold. Men jeg er dybt taknemmelig, fordi jeg har dem i mit liv.
Og for alle dem, der var der til at tilbyde hjælp, men som jeg slet, slet ikke orkede at se. Og dem der hele vejen fra Jylland sendte blomster, chokolade, tanker og daglige sms'er og lod mig vide, at de var der.
"Hvem kan hjælpe med at holde din fødselsdag?"
Spørgsmålet fra journalistforbundets stressdame udløste endnu engang ikke ret meget andet en gråd. Jeg havde fået stress. Åbenbart. Og kunne slet ikke finde ud af at bakse al information ind i de få celler i hovedet, der stadig var lidt funktionelle. Og jeg kunne da slet ikke finde ud af at organisere fødselsdag for tyve mennesker om tre dage.
Men jeg kunne heller ikke finde ud af, hvem der kunne gøre det for mig, og så begyndte jeg at tude.
"Ingen," lød det hulkede.
"Så skal du godt nok finde dig nogle nye veninder," sagde damen.
Her var der alligevel en lille oprører, der begyndte at pippe langt, lang væk i tågen.
For jeg havde fantastiske veninder. Havde haft de fleste i over 22 år. Haft videonætter, hvor vi åd bananer i chokolade, til vi var tæt på kastop-grænsen og mine første branderter, hvor vi nåede langt over den. Været på fodboldweekender, på masser af byturer og på solferier og dannelsesrejser - og været der, når noget gik skidt.
Så hun skulle da ikke komme her, tænkte jeg og sendte som det første en besked til veninden, jeg ikke troede, jeg orkede at spørge. Vi har kendt hinanden, fra vi var seks. Været uadskillelige fra vi var 13-18 (Bortset fra et forfærdeligt år, hvor hun valgte at tage på efterskole. Uden mig). Og vi har altid vist, vi havde hinanden. Indtil en dag hvor jeg ikke længere mente, der var plads til mig og mine problemer i vores venskab og var parat til at sige, "det var det".
Det krævede et galdeudbrud fra min side - til vores ti års folkeskolejubilæum. Hende, der sank et par gange. Tilkendegav, at hun godt kunne se pointen i det, jeg sagde. Og iøvrigt syntes det var utrolig tåbeligt, jeg ikke havde sagt det noget før og i stedet valgte at få et flip på vores festdag.
Sådan er gode veninder, som kender én godt. De bliver ikke sure over den gyldetank, der bliver sprøjtet i hovedet på dem, men mere måden det bliver sprøjtet på. Og det varer endda heller ikke længe.
Veninden (lad os kalde hende Jette B) var for nyligt flyttet til København. Og det var heldigt, for hun snuppede, uden hverken at tænke eller mærke efter, resten af min to do-liste og tilbød samtidig at komme før og gøre klar.
Som månederne gik fandt hun tid til at kigge forbi efter arbejde et par gange om ugen. Se lidt Beverly med mig, sørge for jeg fik noget at spise. Og så gav hun mig Jumbobøger og jublede lykkeligt, da jeg indrømmede, at jeg var begyndt på meditation, fordi hun ikke selv havde turde forslå det. Vel vidende, at jeg formentlig havde fået tics i hele hovedet, hvis idéen var kommet fra hende. Men som hun sagde, så behøvede jeg jo ikke at gå helt i "Jette B-modus", hun var bare glad, hvis det virkede for mig.
Jeg elsker, at hun kender mig så godt, at hun ved, at jeg foretrækker tegneserie frem for billedblade, når jeg ikke kan læse. At hun ved, hvad hun ikke skal sælge mig, og at hun er helt, helt enig i, at det selvfølgelig er okay at spise en halv liter is, når man nu ikke kan tage i byen.
Min anden bedste halvdel
er L-damen. For sjov for mange år siden, fordi vi ikke kunne finde ud af det med fyre, og mente vi var meget bedre til at være par med hinanden. Og iøvrigt tilbragte de fleste tømmermændsdage og dødssyge tv-mandage sammen.
Nu for alvor, hvor hun agerede backup for Peter adskillelige gange, når han skulle arbejde meget, på kursus eller til fest i Aalborg, og jeg ikke kunne være alene.
L-damen er flyttet fra Aalborg for godt et år siden, og for første gang i seks år, er vi i samme by igen. Vi har kendt hinanden siden børnehaveklasse, været bedste venner, siden vi som 18-årige kærestede kortvarigt med et par enæggede tvillinger fra København og været hinandens livline på en dumdristig rejse til Sri Lanka, da vi var 20 år.
Da jeg blev syg, påtog hun sig med det samme rollen som suppleant-livline for Peter.
Hun sørgede for at komme omkring efter arbejde og holde mig med selskab, til han kom hjem.
Hun kom en hel weekend og sørgede for at få køkken til at se ordentligt ud, uden jeg opdagede det. Vi så film og gik ture, og jeg fik lov at tie stille, mens hun stadig snakkede, når jeg var for træt til at deltage, men gerne ville lytte. Faktisk husker jeg det som den første weekend, hvor jeg hyggede mig så meget, at jeg næsten glemte, jeg var syg. Og hun overbeviste mig helt, da hun sagde, at det var ligeså meget for hendes skyld.
Jeg elsker, at jeg først længe efter - da mit akutte behov for hende, var dalet - fandt ud af, at hun på tidspunktet ikke havde haft en weekend hjemme med sin kæreste i fire uger, og hvor presset hun egentlig, var på jobbet. Jeg går ikke ind for, at veninder skal sætte hinanden over helbred og forhold. Men jeg er dybt taknemmelig, fordi jeg har dem i mit liv.
Og for alle dem, der var der til at tilbyde hjælp, men som jeg slet, slet ikke orkede at se. Og dem der hele vejen fra Jylland sendte blomster, chokolade, tanker og daglige sms'er og lod mig vide, at de var der.
søndag den 11. marts 2012
Det handler om netværk - Del 3
Familien
Mine forældre har stået på hovedet for, at det skulle være så behageligt og nemt for mig at være sat på mentalt standby på ubestemt tid.
De spyttede gladeligt 8-9.000 kroner i en psykolog, bare så jeg kunne få en diagnose. (Det var vel og mærke, inden jeg fik depressionsstemplet, der samtidig gav rabatkuponer til udvalgte psykologer.) Men held og lykke til dem, der ikke selv kan skrabe den slags sammen - eller gå til far og mor.
Forældrene stod også klar de uger, hvor Peter havde for travlt til at give mig den efterhånden 12-timers pleje, jeg havde brug for. Skar frugten i mundrette bider, hentede ristet hotdog efter behov, så fodbold uden lyd, når jeg sov og havde hviskende samtaler, fordi min lydfølsomhed krævede det. Og kunne jeg ikke overskue turen til Nordjylland, kom Bjerget til København. Også hvis det bare var for at støtte mig ved sagsbehandlersamtale, fløj min pensionerede fagforenings-far afsted for en enkelt dag.
Jeg ved godt, jeg er over-privilligeret. Men igen. Alt muligt medvind til dem, der ikke har forældre - eller forældre, der leverer bare halvt så bredt et sikkerhedsnet.
Storbror
Som barn savnede jeg en rigtig storbror. En, der ikke bare sagde "det er du nok selv ude om," når jeg havde provokeret de store drenge og bagefter kom sponsende hen til ham, mens jeg skreg "Bjørn vil banke mig! BJØRN VIL BANKE MIG!"
Til gengæld delte han altid sit slik med mig, og den obligatoriske storbror-chikanering var aldrig fysisk. På nær en enkelt lammer, han vist nok følte, han skulle give mig, fordi hans ven gjorde det ved sin søster. Han så dog ikke ud til bryde sig særligt meget om det, og min bror har generelt altid søgt den diplomatiske udvej.
Hans evne til at kommunikere med selv håbløse og arrogante læger, fik jeg brug for, da jeg til sidst ikke selv magtede at overbevise manden om, at jeg fejlede noget vigtigt. Det gjorde Jakob til gengæld. Lægen overgav sig - og på en måde, så han troede, at det hele var hans egen idé. Jeg er overbevist om, at min bror har en stor fremtid i EU. Eller som spindoktor for Lille Lars.
Min bror har været en fast støtte her i København hele vejen igennem, så min mor kunne få nogenlunde ro i sjælen ovre i Jylland. Og noget af det gode, der er kommet ud af det her cirkus, er, at jeg er kommet tættere på ham end nogensinde før - selv om vi har boet ti minutter fra hinanden i halvandet år.
Mine forældre har stået på hovedet for, at det skulle være så behageligt og nemt for mig at være sat på mentalt standby på ubestemt tid.
De spyttede gladeligt 8-9.000 kroner i en psykolog, bare så jeg kunne få en diagnose. (Det var vel og mærke, inden jeg fik depressionsstemplet, der samtidig gav rabatkuponer til udvalgte psykologer.) Men held og lykke til dem, der ikke selv kan skrabe den slags sammen - eller gå til far og mor.
Forældrene stod også klar de uger, hvor Peter havde for travlt til at give mig den efterhånden 12-timers pleje, jeg havde brug for. Skar frugten i mundrette bider, hentede ristet hotdog efter behov, så fodbold uden lyd, når jeg sov og havde hviskende samtaler, fordi min lydfølsomhed krævede det. Og kunne jeg ikke overskue turen til Nordjylland, kom Bjerget til København. Også hvis det bare var for at støtte mig ved sagsbehandlersamtale, fløj min pensionerede fagforenings-far afsted for en enkelt dag.
Jeg ved godt, jeg er over-privilligeret. Men igen. Alt muligt medvind til dem, der ikke har forældre - eller forældre, der leverer bare halvt så bredt et sikkerhedsnet.
Storbror
Som barn savnede jeg en rigtig storbror. En, der ikke bare sagde "det er du nok selv ude om," når jeg havde provokeret de store drenge og bagefter kom sponsende hen til ham, mens jeg skreg "Bjørn vil banke mig! BJØRN VIL BANKE MIG!"
Til gengæld delte han altid sit slik med mig, og den obligatoriske storbror-chikanering var aldrig fysisk. På nær en enkelt lammer, han vist nok følte, han skulle give mig, fordi hans ven gjorde det ved sin søster. Han så dog ikke ud til bryde sig særligt meget om det, og min bror har generelt altid søgt den diplomatiske udvej.
Hans evne til at kommunikere med selv håbløse og arrogante læger, fik jeg brug for, da jeg til sidst ikke selv magtede at overbevise manden om, at jeg fejlede noget vigtigt. Det gjorde Jakob til gengæld. Lægen overgav sig - og på en måde, så han troede, at det hele var hans egen idé. Jeg er overbevist om, at min bror har en stor fremtid i EU. Eller som spindoktor for Lille Lars.
Min bror har været en fast støtte her i København hele vejen igennem, så min mor kunne få nogenlunde ro i sjælen ovre i Jylland. Og noget af det gode, der er kommet ud af det her cirkus, er, at jeg er kommet tættere på ham end nogensinde før - selv om vi har boet ti minutter fra hinanden i halvandet år.
Det handler om netværk - Del 2
Kæresten
I de to år vi har været sammen, har jeg oplevet Peter være syg én dag. Det skete for et par uger siden, og da vi nåede til eftermiddagstid, håbede jeg inderligt, der ville gå minimum to år, før det skete igen. Det var især bemærkninger som "Jeg ved ikke, om jeg stadig er her, når du kommer tilbage", hver gang jeg gik med hunden. Eller de dybe, dybe suk når han skulle prøve at spise en skefuld yoghurt, der fik mine ellers veludviklede plejeinstinkter til at gemme sig godt og grundigt. Men altså. Det var én dag. Empatisk kan jeg åbenbart ikke skrive på det personlige CV, når depressionshjernen er ved styret.
Til gengæld har jeg i skrivende stund været syg i otte måneder! Og Peter har råbt én gang. Og det var ikke engang af mig, men af kæmperodet i køkkenet, som han nu i to tredjedele af et år har været alene om at få til at forsvinde. Til det skal siges, at han i gennemsnit arbejder 60 timer om ugen, og når han kom hjem fra en ti-timers på kontoret, gjaldt det opgaven med at få ud af mig, hvad jeg kunne få ned, evt. handle det, tilberede det, og så lave noget nyt, når det alligevel ikke var det, jeg havde lyst til.
Dertil kommer alle de aftener, han har holdt om mig og trøstet mig, når jeg var utrøstelig. De dage hvor jeg ikke kunne andet end at sove, og han bragte grapefrugt, juice og yoghurt ind i soveværelset. Blev, til jeg havde spist det og madede mig, hvis det var for uoverskueligt for mig både at spise og holde skeen.
Og han har gjort det med en urokkelig tålmodighed og overskud, og havde det været enhver anden, er jeg sikker på, at en af os, os begge og helt sikkert forholdet var kommet amputeret ud af det.
I går sagde han, at hvis han kunne tage noget af depressionen for mig, så ville han gøre det. Og han mente det. Det er alligevel ret imponerende, når han har oplevet showet på første parket. Men måske har dét i virkeligheden været langt hårdere end at være mig?
I de to år vi har været sammen, har jeg oplevet Peter være syg én dag. Det skete for et par uger siden, og da vi nåede til eftermiddagstid, håbede jeg inderligt, der ville gå minimum to år, før det skete igen. Det var især bemærkninger som "Jeg ved ikke, om jeg stadig er her, når du kommer tilbage", hver gang jeg gik med hunden. Eller de dybe, dybe suk når han skulle prøve at spise en skefuld yoghurt, der fik mine ellers veludviklede plejeinstinkter til at gemme sig godt og grundigt. Men altså. Det var én dag. Empatisk kan jeg åbenbart ikke skrive på det personlige CV, når depressionshjernen er ved styret.
Til gengæld har jeg i skrivende stund været syg i otte måneder! Og Peter har råbt én gang. Og det var ikke engang af mig, men af kæmperodet i køkkenet, som han nu i to tredjedele af et år har været alene om at få til at forsvinde. Til det skal siges, at han i gennemsnit arbejder 60 timer om ugen, og når han kom hjem fra en ti-timers på kontoret, gjaldt det opgaven med at få ud af mig, hvad jeg kunne få ned, evt. handle det, tilberede det, og så lave noget nyt, når det alligevel ikke var det, jeg havde lyst til.
Dertil kommer alle de aftener, han har holdt om mig og trøstet mig, når jeg var utrøstelig. De dage hvor jeg ikke kunne andet end at sove, og han bragte grapefrugt, juice og yoghurt ind i soveværelset. Blev, til jeg havde spist det og madede mig, hvis det var for uoverskueligt for mig både at spise og holde skeen.
Og han har gjort det med en urokkelig tålmodighed og overskud, og havde det været enhver anden, er jeg sikker på, at en af os, os begge og helt sikkert forholdet var kommet amputeret ud af det.
I går sagde han, at hvis han kunne tage noget af depressionen for mig, så ville han gøre det. Og han mente det. Det er alligevel ret imponerende, når han har oplevet showet på første parket. Men måske har dét i virkeligheden været langt hårdere end at være mig?
Det handler om netværk - Del 1
På Journalisthøjskolen lærte jeg, at netværk er vigtigt. Vi kunne læse os skiløjede i bøger med titler som "Skriv godt!" og "Det handler om ytringsfrihed". Men når det kom til den store praktik-panik-dag, var det ofte ham den semidovne, der havde givet Paula Larrain et lift til lufthavnen efter en forelæsning, som smuttede med den attraktive praktikplads hos DR nyheder.
Det er ikke for at være Bitter-Britt. Jeg var bestemt ikke den mest aktive studerende, men må erkende, at jeg ikke havde den fornødne respekt for netværk-fænomenet. Netværk er altafgørende i vores branche - og generelt i samfundet - Det står selv i langt de fleste jobopslag: Have et. Og helst et godt et.
Når man får en depression, er netværk ikke bare rart at have til at genere jobmuligheder. Det er nødvendigt for at overleve. Det er stensikkert, at havde jeg ikke en tålmodig kæreste, en familie, der stod i konstant alarmberedskab, veninder, der satte egen kæreste og sociale liv på stand by - og nåja, en psykiater i familien - var jeg højest sandsynligt endt i den mindre heldige gruppe af depressionsstatistikken.
Sandsynligvis fordi jeg stadig ville ligge og skramle rundt på gulvet, hvis der ikke var nogen til at samle mig op de par gange, jeg besvimede. Fordi, jeg langsomt ville svinde ind og blive ét med sofaen, når der ikke var nogen til at proppe maden ind i munden på mig, da jeg ikke selv orkede. Fordi der kun kom snot og gråd ud, hver gang jeg åbnede munden hos lægen, og jeg derfor ikke selv havde mulighed for at trumfe noget som helst igennem. Og ikke mindst fordi, Langbro ville blive et helt fornuftigt alternativ, hvis man skulle igennem alt det alene.
Så tak til jer, der var der til at forhindre dét scenarie.
Det er ikke for at være Bitter-Britt. Jeg var bestemt ikke den mest aktive studerende, men må erkende, at jeg ikke havde den fornødne respekt for netværk-fænomenet. Netværk er altafgørende i vores branche - og generelt i samfundet - Det står selv i langt de fleste jobopslag: Have et. Og helst et godt et.
Når man får en depression, er netværk ikke bare rart at have til at genere jobmuligheder. Det er nødvendigt for at overleve. Det er stensikkert, at havde jeg ikke en tålmodig kæreste, en familie, der stod i konstant alarmberedskab, veninder, der satte egen kæreste og sociale liv på stand by - og nåja, en psykiater i familien - var jeg højest sandsynligt endt i den mindre heldige gruppe af depressionsstatistikken.
Sandsynligvis fordi jeg stadig ville ligge og skramle rundt på gulvet, hvis der ikke var nogen til at samle mig op de par gange, jeg besvimede. Fordi, jeg langsomt ville svinde ind og blive ét med sofaen, når der ikke var nogen til at proppe maden ind i munden på mig, da jeg ikke selv orkede. Fordi der kun kom snot og gråd ud, hver gang jeg åbnede munden hos lægen, og jeg derfor ikke selv havde mulighed for at trumfe noget som helst igennem. Og ikke mindst fordi, Langbro ville blive et helt fornuftigt alternativ, hvis man skulle igennem alt det alene.
Så tak til jer, der var der til at forhindre dét scenarie.
Abonner på:
Opslag (Atom)