Reality-tv er i min optik dødssygt. Bortset fra første sæson af Robinson, som var en ærlig kamp mellem stærke kvinder og mænd (og Tude-Martin) om at overleve på en øde ø - eller i hvert fald gå derfra med en kvart million, hvis man havde EVNERNE til at overleve på en øde ø.
I dag - i den 117. sæson - handler det mest om skabagtige piger og drenge, som bliver fløjet frem og tilbage til øen fra Paradise Hotel, Fristelserne Ø, De unge mødre og andre "fordumtiluddannelse"-programmer. Og hvem af dem, der kan opføre sig mest usympatisk og gå i mindst muligt tøj.
Og det er klart. For Robinson har fået konkurrence af samtlige amerikanske fordanskede realityserier. Hvis man kigger ned over tv-programmet, vrimler det med dem, og de har formeret sig fra Ammehjerne-kanalen kanal 4 til nærmest alle kanaler - endda TV2. I kampen om seerne gælder det derfor om at forarge mest muligt, skabe flest intriger og se, hvem der kan komme tættest på at lave gratis porno, uden serien bliver bortcensureret til Kanal København efter midnat.
Vil du se reality - eller reality?
Nu kunne man jo tænke, hvorfor brok-røven dog ikke bare laver noget andet i stedet for?
Men inden det stod helt klart, hvad jeg fejlede, tilbragte jeg utrolig meget tid på sofaen og havde nærmest ikke energi til at zappe. Hvad værre var, at jeg ikke kunne holde ud at se på alt den krig og social uretfærdighed i nyheds- og debatprogrammer. Og jeg græd, hver gang Pia K. tonede frem på skærmen. (Det var under valgkampen, så det var tit). Desuden havde jeg ikke engang hoved til at følge med i Inspector Barnaby, og Beverly Hills blev kun vist en gang om dagen.
Det gjorde det utrolig svært at se andet end selvfede unge, der ikke kan score, Udkantdanmarks "Konger" slås i billig vodka, mens de passer en campingplads, og en hel masse dårligt stylede piger, der skrotter mænd med forkerte sko eller for lang afstand mellem hage og mund.
Med mindre man da ikke bare overgav sig til den voksne version af reality med "Han brækkede ryggen, så nu synes jeg, han skal ha' en rigtig flot have", "Afdankede skuespillere og ukendte TV-værter på Slottet" og "Gæt en kendt" (eller hvad det nu hedder alt sammen).
Hvad er problemet egentlig?
Tidligere syntes jeg, de der selviscenesættende unge mennesker, var så forfærdelige at se på, at jeg ikke en gang orkede at se et Paradise-afsnit færdigt, engang jeg forberedte et interview med Mads Gleager (Paradise sexsymbol og -udøver før Ulven Peter).
Men jeg tænkte alligevel: "Og hvad så??" De er jo flinke nok - Eller Mads var i hvert fald. Så hvis der er nogen, der kan få et lille kick ud af at se, at der er nogen, der rangerer langt under dem på den intelligente og sociale rangstige, som flere undersøgelse viste efter "De unge Mødre", så fint med mig.
(Hvis man altså i ovenstående tilfælde er helt bevidst om, at griske mænd og damer i dyre jakkesæt tjener tykt på, at små børn spiser pommes frites i stedet for broccoli, lever med en konstant smøg i fjæset, fordi "det da ikke skadede mig, at min mor gjorde det"(!!!) og bliver råbt ad, fordi teenage-forældrene ikke magter opgaven.)
Man kan da også argumentere for, at det er ganske harmløst, når Gustav vimser rundt i Thailand, Sverige eller junglen for at møde den eneste ene. Og jeg har det helt roligt med, at Kesslers søsters kan blive kendt på at vise Danmark sine udfordringer ved at købe en ordentlig bh.
Paradise vs Afrika
Der, hvor det bliver foruroligende for mig, er, når det bliver normen. En slags allemandseje. Ligesom Kongehuset. Noget, vi alle har et forhold og en holdning til. Når programmer som disse fylder langt størstedelen af TV's sendeflade, og man ikke rigtig kan falde ind i tilfældige samtaler ved fester, hvis ikke man er opdateret på Amalies liv. Og når landsdækkende medier - ikke bare glitterbladende - gør reality-tv og deres medvirkende til nyhedsstof, så bekymrer det mig lidt.
Ikke fordi, jeg ikke kan gå uden om det - det kan jeg sådan set godt. Men nyhedsværdi afgøres ikke længere af, hvad folket har brug for, men hvad de vil have.
Siden programmet begyndte i 2005, har landsdækkende medier skrevet 2300 artikler om Paridise Hotel. I samme periode skrev de 970 gange om trafficking og 700 gange om børn, der sulter i Afrika.
På samme måde planlægges kommercielle kanalers tvtid efter reklamekroner - og de bliver selvfølgelig kun lagt, hvor seerne er.
For mig bliver det derfor lidt mere alvorligt, at reality-tv fylder aviser og sendeflade - fordi det afspejler, hvad folk vil have. Eller sagt på en anden måde: Hvad der er vigtigt i samfundet.
Hvilken virkelighed er værst?
Imens tripper sociologer og psykologer på sidelinjen - i kamp for at komme med i medieræset og fortælle, at det hele handler om "15 minutes of tom bekræftelse". Og at de selvpromoverende programmer udvikler en hel masse unge med skudsikker selvtillid og et selvværd på størrelse med en rottelort, der krakelerer, så snart rampelyset og Se&Hør forsvinder.
Så synes jeg, at reality gør alvor af sit navn og bliver til en virkelighed, der er lige så slem som den virkelighed i nyhederne, jeg ihærdigt prøver at undgå. Specielt fordi konsekvenserne ved reality-tv åbenbart ikke er helt så gennemskuelige som ved krig og Pia K.
Hvis virkeligheden er, at det er ligegyldigt, hvad du er - eller kan - bare du gør det på TV. Og 25 % af de 15-19årige adspurgte i en Berlingske-undersøgelse, ser Paradise Hotel-deltagere som deres forbilleder. Så tror jeg sgu, man skal lade de udskældte volds-spil være lidt i fred i en periode. Ellers kunne dette klip sagtens blive et grimt forvarsel om fremtidens ungdom.
Og lige nu vil jeg egentlig bare rigtig gerne bare be' om noget ordentligt underholdning i mit TV!
Tak
mandag den 14. maj 2012
søndag den 6. maj 2012
Tag nej-hatten på
"Hvad ville det gøre for dig at sige nej", spørger psykolog nr. 1 en dag.
At sige "nej"? Jamen, hvornår har man nogensinde fået noget sjov ud af at sige nej??
"Mener du, når mine venner og kollegaer beder mig om noget?"
"Nej, i går, hvor dine venner havde lavet fødselsdagsmiddag for dig, og du var dødtræt i forvejen og bare fik det dårligere og dårligere."
"Nååå, jamen det ville jeg vel ikke få noget ud af. Jeg ville jo gerne, og der var hjemmelavet is. Og så havde de jo stået hele dagen og lavet mad."
"Prøv igen," siger hun tålmodigt. "Hvis du ikke tænker på, hvad de har arrangeret, og det var helt lige meget, at du meldte afbud. Hvad ville det så gøre for dig?"
"Så ville jeg nok kunne slappe af på sofaen og undgå at få det dårligere," indrømmede jeg modvilligt.
Nej er bare ikke et lækkert ord
Men nej har bare aldrig rigtig været en del af min livsfilosfi. Jeg mener, der er vel en grund til, at man synes, det er en fed ting at tage JA-hatten på, mens NEJ-hatten er ca. lige så populær som hvide sokker i sandaler.
Jeg har i hvert fald aldrig syntes, det var et specielt lækkert ord. Helt fra jeg var lille, og mine venner altid formåede at få mig med på ballade (jaja, jeg var da også initiativtager ret så ofte.)
Eller da jeg blev ældre, og café-kollegaerne forslog øl, og både den trængte pengepung og næstedags forelæsninger blev over-rulet.
Men det har ikke kun været for at få fest i egen gade. For jeg stod også med JA-hatten klar, når chefen havde fået sygemeldinger, veninderne havde brug for en skulder - eller en hjælpende hånd til (endnu) en flytning. Og når der skulle arrangeres diverste reunions, jubilæer, eller de gamle fodboldtøser bare skulle samles i den nye travle hverdag med kærester, børn og job.
Jeg var kort sagt en rigtig ms. fix-it. Når det gjaldt alle andre end mig - fandt jeg i hvert fald ud af på den hårde måde. Men mere om det senere.
Det hurtige anerkendelses-fix
Dette indlæg handler nemlig om det meget lille, men meget betydningsfulde ord. Jeg skulle simpelthen lære at tage det til mig, som en ny ven i mit liv. Hver gang jeg stod i en situation - hvad enten det var pligt eller fornøjelse, skulle jeg lige stoppe op og spørge mig selv, hvad jeg fik ud af at sige Nej.
Og det var bestemt ikke en fed følelse til at begynde med.
"Men så er der jo en anden, der skal...", "Men bliver det så gjort?.." Og til sidst den helt ærlige: "Men så er det jo ikke mig, der står og redder dagen!"
Det var jo det, det gik ud på. Hver gang jeg sagde ja, så fik jeg et klap på skulderen, et taknemmeligt knus og et lille anerkendelses-fix. Men som så mange andre junkies, varede rusen kortere og kortere, og der skulle flere og flere fix til.
Og det er ikke kun mig
Netop som jeg var i gang med Nej-hat processen, faldt jeg over en artikel om netop anerkendelsesfixet. Noget mange af os lider af, og i højere grad er blevet afhængige af i takt med mængden af digitale genveje.
Man svarer på chefens mails i weekenden, skriver statusupdates på Facebook, så nogen kan 'like' dem og tager venindes opkald midt under aftensmåltidet (tænk nu, hvis hun vil noget vigtigt??) i den evige jagt på selv det mindste anerkendelsesfix. Artiklens pointe var herefter, at din omgangskreds bidrager til din afhængighed. For de bliver sgu hurtigt vant til, at du giver både lillefinger og arm, og så er du nødt til at smide ben, torso og hoved med i puljen for at opnå samme virkning. Med mindre du selv siger stop.
Når abstinenserne så har lagt sig, er det en skide skøn følelse. At sige nej - og være helt ligeglad med, hvad andre tænker, fordi du ved, det er bedst for dig. Men nemmere er det heller ikke - for lige nu ved omgangskredsen jo også, at det er vigtigt, at jeg siger fra. Den virkelige prøvelse bliver, når jeg ikke længere kan smide depressions-kortet. Muligvis mest overfor mig selv.
At sige "nej"? Jamen, hvornår har man nogensinde fået noget sjov ud af at sige nej??
"Mener du, når mine venner og kollegaer beder mig om noget?"
"Nej, i går, hvor dine venner havde lavet fødselsdagsmiddag for dig, og du var dødtræt i forvejen og bare fik det dårligere og dårligere."
"Nååå, jamen det ville jeg vel ikke få noget ud af. Jeg ville jo gerne, og der var hjemmelavet is. Og så havde de jo stået hele dagen og lavet mad."
"Prøv igen," siger hun tålmodigt. "Hvis du ikke tænker på, hvad de har arrangeret, og det var helt lige meget, at du meldte afbud. Hvad ville det så gøre for dig?"
"Så ville jeg nok kunne slappe af på sofaen og undgå at få det dårligere," indrømmede jeg modvilligt.
Nej er bare ikke et lækkert ord
Men nej har bare aldrig rigtig været en del af min livsfilosfi. Jeg mener, der er vel en grund til, at man synes, det er en fed ting at tage JA-hatten på, mens NEJ-hatten er ca. lige så populær som hvide sokker i sandaler.
Jeg har i hvert fald aldrig syntes, det var et specielt lækkert ord. Helt fra jeg var lille, og mine venner altid formåede at få mig med på ballade (jaja, jeg var da også initiativtager ret så ofte.)
Eller da jeg blev ældre, og café-kollegaerne forslog øl, og både den trængte pengepung og næstedags forelæsninger blev over-rulet.
Men det har ikke kun været for at få fest i egen gade. For jeg stod også med JA-hatten klar, når chefen havde fået sygemeldinger, veninderne havde brug for en skulder - eller en hjælpende hånd til (endnu) en flytning. Og når der skulle arrangeres diverste reunions, jubilæer, eller de gamle fodboldtøser bare skulle samles i den nye travle hverdag med kærester, børn og job.
Jeg var kort sagt en rigtig ms. fix-it. Når det gjaldt alle andre end mig - fandt jeg i hvert fald ud af på den hårde måde. Men mere om det senere.
Det hurtige anerkendelses-fix
Dette indlæg handler nemlig om det meget lille, men meget betydningsfulde ord. Jeg skulle simpelthen lære at tage det til mig, som en ny ven i mit liv. Hver gang jeg stod i en situation - hvad enten det var pligt eller fornøjelse, skulle jeg lige stoppe op og spørge mig selv, hvad jeg fik ud af at sige Nej.
Og det var bestemt ikke en fed følelse til at begynde med.
"Men så er der jo en anden, der skal...", "Men bliver det så gjort?.." Og til sidst den helt ærlige: "Men så er det jo ikke mig, der står og redder dagen!"
Det var jo det, det gik ud på. Hver gang jeg sagde ja, så fik jeg et klap på skulderen, et taknemmeligt knus og et lille anerkendelses-fix. Men som så mange andre junkies, varede rusen kortere og kortere, og der skulle flere og flere fix til.
Og det er ikke kun mig
Netop som jeg var i gang med Nej-hat processen, faldt jeg over en artikel om netop anerkendelsesfixet. Noget mange af os lider af, og i højere grad er blevet afhængige af i takt med mængden af digitale genveje.
Man svarer på chefens mails i weekenden, skriver statusupdates på Facebook, så nogen kan 'like' dem og tager venindes opkald midt under aftensmåltidet (tænk nu, hvis hun vil noget vigtigt??) i den evige jagt på selv det mindste anerkendelsesfix. Artiklens pointe var herefter, at din omgangskreds bidrager til din afhængighed. For de bliver sgu hurtigt vant til, at du giver både lillefinger og arm, og så er du nødt til at smide ben, torso og hoved med i puljen for at opnå samme virkning. Med mindre du selv siger stop.
Når abstinenserne så har lagt sig, er det en skide skøn følelse. At sige nej - og være helt ligeglad med, hvad andre tænker, fordi du ved, det er bedst for dig. Men nemmere er det heller ikke - for lige nu ved omgangskredsen jo også, at det er vigtigt, at jeg siger fra. Den virkelige prøvelse bliver, når jeg ikke længere kan smide depressions-kortet. Muligvis mest overfor mig selv.
Abonner på:
Opslag (Atom)