I går morges kom jeg hjem efter et par dejlige afslapningsdage i Støvring. Fik som vanligt mine livretter, forældrene stod i kø for at tage sig af Charlie (mens de diskuterede, hvem der var mest virkelighedsnær med det faktum, at han er en hund og ikke et "rigtigt" barnebarn). Og jeg havde for en gangs skyld formået at holde mine aftaler på et minimum.
Der var en ro uden lige. Mødte tre mennesker, jeg kendte, på min gåtur ned til byen. Det var jo bare hyggeligt, og ville jeg ha det hele for mig selv, kunne jeg blot trække i alle mulige andre retninger. Jeg kunne endda lade hunden gå fri uden frygt for biler, neurotiske københavnske hundehadere eller andre elementer, min måske lidt ulydige (her i huset kalder vi det "naturlig nysgerrig") hundehvalp kunne komme i vejen for.
Lørdag morgen, da jeg skulle med flyet kl 8, havde jeg for første gang ikke specielt travlt med at komme hjem til "mit København". Uadtil skyldtes min ambivalens, at det var svært at hive Charlie ud af bondegårdsferien, som han så tydeligt stortrivedes at tonse rundt i. Men ligeså meget - og lidt mere usagt - havde jeg brug for lidt mere tid til at stå af ræset og få dagene til at gå med ingenting - og intet ansvar. (Tre måneder efter min raskmelding.)
Hvad fanden er løftegebyr?
Men det var nu også et barsk kulturchok, der ramte mig, da jeg allerede kl 9 kunne indsnuse storbyens smog. Jeg elsker byen. Det er slet ikke det. Og selv én enkelt dag i Støvring ville udløse en ny depression, hvis udsigten var, at det var for evigt. Men i København er der bare flere mennesker - og dermed flere fjolser. I går skulle bare være dagen, hvor jeg var så uheldig at rende ind i hele tre af dem.
Og det er altså lidt for overvældende, når man kommer direkte fra Mrs. Marple, stegt flæsk og hjemmelig hygge.
Først taxamanden, der ikke ville tage Charlie med, medmindre han var i boksen. Det var fair nok, men han stod så med hænderne i lommen, mens jeg ihærdigt forsøgte at bakse lille trolley og stor boks mod bilen samtidig med jeg prøvede at genne lille genstridig hund ind i boksen.
"Øh, jeg kan nok ikke løfte kassen selv"
"Nå okay, men jeg stikker altså ikke fingerene i nærheden, så bider den mig jo!"
1) Dine fingre kan slet ikke komme i kontakt med hunden
2) Du kan jo spørge, om den bider i stedet for bare at konstatere sådan noget forfærdeligt noget om min søde lille vovse.
"Og det koster jo så 20 kroner, når du har kassen med. Det er sådan et "løftegebyr"."
Ja, selvfølgelig er det dét!
Heldigvis slog Charlie to af de rigtig slemme prutter, lige inden vi var fremme. Mens jeg selv holdt den sobre tone hele vejen.
Ring til politiet næste gang
Om aftenen mødte vi så Taxa-Hvad Er Service?-mand nummer 2. En fuld, fuld ung mand, var lige væltet baglæns over et blomsterkrukke og halvvejs ned i en trappeskakt, da vi kom forbi på vores lørdagsaftentur. Selvfølgelig kunne vi ikke bare gå videre, og vi fik sat ham ned og app'et en taxa, Efter fem-ti minutter kunne vi ikke længere holde på den forsprittede mand, der glad svingede ud på både cykelsti og vej i sit forsøg på at komme væk fra os.
Lige efter kørte taxaen ind, men da vi forsøgte at forklare, skældte han os blot huden fuld på den christianhavnske måde for at spilde hans tid. Vi burde sgu da ha ringet efter politiet i stedet, ik! (som jo helt sikkert bare går rundt og piller næse sådan en lørdag aften).
Igen tog jeg "the high road". Det er jo ham, den tydeligvis er gal med. Jeg trækker bare vejret helt ned i maven og fortæller mig selv, at det kun er måden, jeg reagerer på, der kan gøre mig ked af det. (Ja. Det er så frelst, som det lyder.)
Jeg skulle egentlig hente mad, og skyndte mig ned til vores yndlings Wok'er, som åbenbart havde valgt at ansætte en teenager med lorteattitude - mere end det sædvanlige.
Jeg ved bedst, dumme kunde
"Du havde altså ikke sagt, det skulle være uden koriander og ingefær. Kun uden hvidløg og chili," siger han til mig med et halvt bebrejdende og halvt "jegkunneikkeværemereligeglad"-blik.
Her er rummeligheden altså ved at høre op. Selv efter to dage med meditation, yoga, hjemmelavet is og indre ro, begynder vreden at kæmpe sig vej op. Jeg synker en gang og siger så venligt og bestemt, jeg kan:
"Det ved jeg, at jeg har sagt. Jeg ved også, at jeg IKKE har sagt, der IKKE skulle hvidløg i - det var rent faktisk det eneste krydderi, der skulle i."
Drengen trækker på skulderen og går hen og slår beløbet ind. Jeg prøver med et "det gør ikke noget, det skal du slet ikke tænke på", for på den humoristiske at fortælle, han nok skal prøve en anden taktik næste gang. Uden, det afføder hverken smil eller andre reaktioner i den retning.
Jeg insisterer stadig på at være den store i det her selskab og siger højt "mange tak", da jeg går. Hvortil knægten svarer. "Det var så lidt."
Ja, det skal jeg edderrøvme lige love dig for, det var!
Jeg kan ikke gøre andet end at gå hjem og tude. Det er simpelthen for udmattende at være rummelig over den slags mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar