Seks gode dage fik jeg. Efter jeg valgte at sygemelde mig og få lidt ro på, hvor jeg kun skulle tænke på, hvordan jeg egentlig havde det med det hele.
Det var rart, og det var rigtig rart at tænke på Nanna uden at blive helt ødelæggende ked af det. Som om, at nu hvor det var tilladt, fordi det var det eneste, jeg skulle bruge min energi på, så var det lidt mindre overvældende.
Hvis bare jeg havde været meget klogere og taget mine tre måneders barsel (som sygemelding), som jeg havde været berettiget til, hvis jeg havde født 16 dage senere. Men den slags bagklogskab, kan vi selvfølgelig ikke bruge til noget.
Det kunne mit arbejde heller ikke, der af alle mulige årsager er endnu mere pressede, end vi plejer, og jeg blev kaldt til en samtale, der endte i en afskedigelse.
Pt. bliver der forhandlet vilkår, og jeg har meldt mig ud af ræset, fordi koppen med Pias ulykker ellers sandsynligvis flyder gevaldigt over.
"Nå, hvad laver du så?"
I weekenden var jeg ligesom mange andre til konfirmation - og altså for første gang i en større social forsamling. Min fyring er reelt set ikke trådt i kraft endnu, og det er et underligt vakuum at befinde sig i, og jeg var en anelse i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig til det uundgåelige "nå, hvad laver du så?"-spørgsmål.
Først gemte jeg mig ude på altanen. Med ryggen til og lod som jeg drømte mig langt væk i den skønne udsigt. En superholdbar strategi - lidt som at løbe i regnen for at blive mindre våd...
Men jeg skulle jo ind til bordet og spise - og jeg var jo også nødt til at tale med den person ved min side, der ikke var Peter.
Min anden borddame var heldigvis studerende og spurgte, om jeg læste, hvortil jeg let kunne snyde uden om, og sige jeg var uddannet journalist. Det er heldigvis ofte så eksotisk for mange, at de bare holder sig til deres egne forestillinger, om hvor spændende det må være at skrive forsider og vifte med mikrofoner på Christiansborg, og så er det jo let at køre med på den, selv om man aldrig har været der.
Men det blev personen ved siden af igen, der åbnede ballet:
Damen: "Pia? Pia? Var det ikke Pia, du hed??"
Mig: "Øh jo" (Der er åbenbart nogen, der insisterer på ikke at blive høfligt ignoreret)
Damen: "Hørte jeg lige, at du var journalist?"
Mig: (Her har jeg lidt lyst til bare at sige nej) "Ja, det er jeg"
Damen: "Nå ja, men det er jeg OGSÅ, så jeg synes lige, det var lidt skægt (Ja, haha - please luk den her).
Damen: "Men hvor arbejder du så henne?"
Mig: (FUUUCK!) "Jeg arbejder i en lille organisation, hvor jeg sidder med kommunikationen" (Jo mindre man fortæller, jo mindre er der at spørge ind til - eller noget).
Damen: "Nå det lyder da spændende, ja jeg arbejder på Jyllandsposten"
Jeg aner der alligevel er uddybende spørgsmål på vej, da vi afbrydes af en kærkommen tale.
Skal jeg lyve - eller bare gemme mig
Pyhhaa det gik nogenlunde. For denne gang. Men fik jo sug i maven på den trælse måde, hver eneste gang folk lagde op til en "Hvem er du så?-sniksnak.
Og skal jeg nu bare lyve, hver gang jeg er til fester. Eller gemme mig i Peters skørter?
Det er så socialt stigmatiserende at være uden for arbejdsmarkedet. Det gode selskab, hvor man har sin identitet, er vigtig og giver tilbage til samfundet.
Nu føler jeg det modsatte. Min identitet famler rundt i blinde. Hvem er det lige, jeg er - og for hvem? Jeg er på ingen måde vigtig, og om lidt er jeg nødt til at lægge mig til patten hos staten.
Jeg har skrevet masser af artikler om fænomenet. Interviewet unge, der isolerer sig, fordi det simpelthen er for pinligt ikke at have noget at lave.
Og lige nu kører der masser af historier om de stakkels mange mennesker på dagpenge, der udover at være skubbet ud på samfundets sidelinje, nu også mister deres indtægtsgrundlag og må gå fra hus og hjem.
Man kan, hvad man vil - det kan jeg også
Jaja, ro på dramatikken. Jeg er på ingenmåde så uheldig. Jeg kommer til at få en solid godtgørelse, snart er jeg fru advokatfuldmægtig, og det har aldrig taget mig mange dage at få et nyt job.
Det glemmer jeg tit det der. Når selvtilliden får gevaldige hak, kan jeg godt glemme, hvad jeg er i stand til.
Som da jeg spillede fodbold og ved en afslutningsfest bestemte mig for, at næste år var det mig, der stod oppe foran alle andre og modtog pokalen for årets spiller. Lige fra den kolde januaropstart gav jeg alt, jeg havde i mig, og året efter fik jeg pokalen samt to for bedste målscorer og flest kampe som bedste spiller.
Hvis sandheden skal frem, var det vist noget med, at der var nogle af herre-spillerne, jeg gerne ville imponere, men motivet er jo ligegyldigt. Man kan, hvad man vil, og det kan jeg også.
Som min far lige sagde i telefonen for lidt siden: "Op på hesten. Det her er jo ikke det værste, du har været udsat for"
Det er det bestemt ikke, og det her, klarer jeg nok også.
tirsdag den 30. april 2013
torsdag den 18. april 2013
Mødre uden børn
Hvad gør vi lige, når folk spørger, om vi har børn?
Det var et af de store temaer på efterfødselsgymnastik-holdet i går. Vi har jo hverken billeder af unger med mos i hele krydderen eller skal skynde os hjem for at hente i vuggestuen.
En af de andre piger var for første gang ude i verden et sted, hvor hun ikke var "hende, der har mistet". Selvfølgelig begyndte de andre at tale om deres børn og selvfølgelig blev hun også spurgt.
Hun havde forberedt sig og ville svare, at hun havde en datter, som var død.
Men spørgsmålet havde en lille drejning: "Har du børn derhjemme?" Og så kan man jo kun sige nej.
Med masser af skam og sorg til følge, for har man så ikke fornægtet sit barn?
Jeg har selv tænkt på, om jeg nogensinde kommer til at tælle Nanna med i regnskabet, når jeg engang får flere, og spørgsmålet uundgåeligt dukker op i sociale og arbejdsrelaterede sammenhænge. Er det ikke bare underligt at bringe et dødt barn ind i samtalen?
Vi talte også meget om det med omgivelsernes forståelse af, at det er et barn, vi har mistet, og sorgen ikke er anderledes, end hvis det havde nået at leve. Vi er stadig mødre, vi har bare ikke noget barn at vise frem.
Flere af pigerne oplevede, at folk blev så lettede, når de havde det bedre. Men de hader den kommentar: 'Godt at se, du har det bedre!'
'Jamen, det har jeg så ikke!' har de fleste lyst til at råbe - og nogle får også videregivet budskabet mere diplomatisk.
Det er ikke bare sådan, at fordi man kan grine igen, så er sorgen og ked af det-heden væk. Og nej, man har stadig mistet sit barn - også selvom man er igang med at lære at leve med det.
Jeg er på sin vis været heldig. Jeg har selv haft alle de tanker, andre har:
'Godt, vi opdagede det så tidligt'. 'Vi kan jo hurtigt lave en ny'. Og en meget klassisk genganger: 'Godt, vi ikke lærte hende at kende!'
Jeg er selv blevet tvunget til at lave om på de forestillinger, og derfor har jeg forståelse for, at andre også har dem. Måske er jeg endda kommet dem i forkøbet. Ved simpelthen at kunne beskrive: "Jamen, jeg troede jo bare..."
Mange af mine nærmeste har i hvert fald sagt, at det har de også tænkt, men når jeg så forklarer, at det ikke hænger sådan sammen alligevel, så giver det god mening for dem.
Så selv om det har været hårdt at battle med min egen fornægtelse af mit barn, så har jeg i det mindste været forskånet for en masse svigende kommentarer i den bedste mening.
Gode og letlæste bøger om sorg:
"Sorg" af Lise Trap
"I kan jo altid få en ny" af Louise Raaschou (http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE41771/at-miste-sit-dyrebareste/)
Det var et af de store temaer på efterfødselsgymnastik-holdet i går. Vi har jo hverken billeder af unger med mos i hele krydderen eller skal skynde os hjem for at hente i vuggestuen.
En af de andre piger var for første gang ude i verden et sted, hvor hun ikke var "hende, der har mistet". Selvfølgelig begyndte de andre at tale om deres børn og selvfølgelig blev hun også spurgt.
Hun havde forberedt sig og ville svare, at hun havde en datter, som var død.
Men spørgsmålet havde en lille drejning: "Har du børn derhjemme?" Og så kan man jo kun sige nej.
Med masser af skam og sorg til følge, for har man så ikke fornægtet sit barn?
Jeg har selv tænkt på, om jeg nogensinde kommer til at tælle Nanna med i regnskabet, når jeg engang får flere, og spørgsmålet uundgåeligt dukker op i sociale og arbejdsrelaterede sammenhænge. Er det ikke bare underligt at bringe et dødt barn ind i samtalen?
Vi talte også meget om det med omgivelsernes forståelse af, at det er et barn, vi har mistet, og sorgen ikke er anderledes, end hvis det havde nået at leve. Vi er stadig mødre, vi har bare ikke noget barn at vise frem.
Flere af pigerne oplevede, at folk blev så lettede, når de havde det bedre. Men de hader den kommentar: 'Godt at se, du har det bedre!'
'Jamen, det har jeg så ikke!' har de fleste lyst til at råbe - og nogle får også videregivet budskabet mere diplomatisk.
Det er ikke bare sådan, at fordi man kan grine igen, så er sorgen og ked af det-heden væk. Og nej, man har stadig mistet sit barn - også selvom man er igang med at lære at leve med det.
Jeg er på sin vis været heldig. Jeg har selv haft alle de tanker, andre har:
'Godt, vi opdagede det så tidligt'. 'Vi kan jo hurtigt lave en ny'. Og en meget klassisk genganger: 'Godt, vi ikke lærte hende at kende!'
Jeg er selv blevet tvunget til at lave om på de forestillinger, og derfor har jeg forståelse for, at andre også har dem. Måske er jeg endda kommet dem i forkøbet. Ved simpelthen at kunne beskrive: "Jamen, jeg troede jo bare..."
Mange af mine nærmeste har i hvert fald sagt, at det har de også tænkt, men når jeg så forklarer, at det ikke hænger sådan sammen alligevel, så giver det god mening for dem.
Så selv om det har været hårdt at battle med min egen fornægtelse af mit barn, så har jeg i det mindste været forskånet for en masse svigende kommentarer i den bedste mening.
Gode og letlæste bøger om sorg:
"Sorg" af Lise Trap
"I kan jo altid få en ny" af Louise Raaschou (http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE41771/at-miste-sit-dyrebareste/)
tirsdag den 16. april 2013
Opfølgningssamtalen
Vi har været til opfølgningssamtalen i dag - eller 8 ugers samtalen, som de kalder den.
Det var to måneder siden fødslen i går, og jeg mindedes dagen ved at plante alle de krydderurter, jeg var kommet til at netshoppe mig fattig i, da jeg skulle kigge efter karse til Ventilens Ensomhedsdag.
Vi skulle til samtalen kl. 9. Det var ikke sjovt at være tilbage. Til Afsnit 451, alle de gravide kvinder og meget stereotype Hr. Overlæge Finn, der heldigvis er blødt en del op i løbet af de mange gange, vi har siddet overfor ham i afdelingens samtalerum.
Han spurgte, om vi havde fundet fodfæste igen (på en lidt mere konservativ måde). Jeg fortalte om det følelsesmæssige returløb, da jeg fandt ud af, at det handlede om mere end en abort.
Han forklarede, at de brugte de termer, de gjorde, for at hjælpe os (kvinderne) til at distancere os, når vi valgte vores barn fra. Det virkede helt sikkert efter hensigten. Ville bare ønske nogen også havde husket at fortælle mig, at det bare var et trick, som kroppen hurtigt ville regne ud. Eller også havde jeg bare glemt at høre efter.
Hun var syg, viste obduktionen. Hun havde længere afstand mellem øjnene end normalt og tilbagetrukket hage - tegn på en eller anden grad af retardering. Hjertet fejlede til gengæld ikke noget, men over ti af hendes ryghvirvler var halve. Det var mange, fik vi at vide, og det ville være noget, hun skulle opereres for.
Jeg føler, at det er afsluttet nu. Der må stadig være plads til at blive ked af det, men vi traf det rigtige valg, og vi har fået mere klarhed over Nannas specifikke handicap. Og så er det bare rigtig rart at få stoppet den konstante trang til at ringe til kromosom-afdelingen for at tjekke, at de nu ikke havde begået en fejl.
Det var to måneder siden fødslen i går, og jeg mindedes dagen ved at plante alle de krydderurter, jeg var kommet til at netshoppe mig fattig i, da jeg skulle kigge efter karse til Ventilens Ensomhedsdag.
Vi skulle til samtalen kl. 9. Det var ikke sjovt at være tilbage. Til Afsnit 451, alle de gravide kvinder og meget stereotype Hr. Overlæge Finn, der heldigvis er blødt en del op i løbet af de mange gange, vi har siddet overfor ham i afdelingens samtalerum.
Han spurgte, om vi havde fundet fodfæste igen (på en lidt mere konservativ måde). Jeg fortalte om det følelsesmæssige returløb, da jeg fandt ud af, at det handlede om mere end en abort.
Han forklarede, at de brugte de termer, de gjorde, for at hjælpe os (kvinderne) til at distancere os, når vi valgte vores barn fra. Det virkede helt sikkert efter hensigten. Ville bare ønske nogen også havde husket at fortælle mig, at det bare var et trick, som kroppen hurtigt ville regne ud. Eller også havde jeg bare glemt at høre efter.
Hun var syg, viste obduktionen. Hun havde længere afstand mellem øjnene end normalt og tilbagetrukket hage - tegn på en eller anden grad af retardering. Hjertet fejlede til gengæld ikke noget, men over ti af hendes ryghvirvler var halve. Det var mange, fik vi at vide, og det ville være noget, hun skulle opereres for.
Jeg føler, at det er afsluttet nu. Der må stadig være plads til at blive ked af det, men vi traf det rigtige valg, og vi har fået mere klarhed over Nannas specifikke handicap. Og så er det bare rigtig rart at få stoppet den konstante trang til at ringe til kromosom-afdelingen for at tjekke, at de nu ikke havde begået en fejl.
Tilbage i jernmasken
De er tilbage. Depressions-symptomerne. Kvalmen og svimmelheden, når jeg læser, kigger på computer, drejer hovedet for hurtigt eller er for længe ad gangen i en samtale.
Det er den værste følelse i verden! Siger jeg efter at have mistet et barn.
Jeg husker scenen i Manden med Jernmasken, hvor den onde Leonardo DiCaprio fanger den gode Leonardo DiCaprio og putter ham tilbage i den forhadte jernmaske.
Sådan har jeg det med svimmelhed og kvalme. Alt andet, end det, kan jeg klare!
Tankerne kommer straks. Bliver jeg nu syg? Hvor længe skal det vare? Må jeg bare gerne ligge mig her, til det stopper med at gynge? I hi altså. Under dynen og på ubestemt tid.
Heldigvis varer det kun en lille uge inkl. tre intense dage, der sender alt for tydelige flash backs ind på min slørede nethinde.
Jeg beslutter mig for en sygemelding. Det er ikke sjovt at tage den beslutning, men i lyset af, hvad det førte til af ikke at gøre det sidst, virker det nu mest fornuftigt.
Lige nu har jeg haft det godt i fem dage. Det hjalp, at psykologen tog voksen-hatten på og stak mig en optrapningsplan i hånden inkl. ti dage med fuldstændig ro.
Jeg har stadig svært ved at fokusere i samtaler og bliver en lille smule svimmel ved computeren. Men jeg er ikke så ked af det længere og tænker, at alt nok skal gå.
Det er den værste følelse i verden! Siger jeg efter at have mistet et barn.
Jeg husker scenen i Manden med Jernmasken, hvor den onde Leonardo DiCaprio fanger den gode Leonardo DiCaprio og putter ham tilbage i den forhadte jernmaske.
Sådan har jeg det med svimmelhed og kvalme. Alt andet, end det, kan jeg klare!
Tankerne kommer straks. Bliver jeg nu syg? Hvor længe skal det vare? Må jeg bare gerne ligge mig her, til det stopper med at gynge? I hi altså. Under dynen og på ubestemt tid.
Heldigvis varer det kun en lille uge inkl. tre intense dage, der sender alt for tydelige flash backs ind på min slørede nethinde.
Jeg beslutter mig for en sygemelding. Det er ikke sjovt at tage den beslutning, men i lyset af, hvad det førte til af ikke at gøre det sidst, virker det nu mest fornuftigt.
Lige nu har jeg haft det godt i fem dage. Det hjalp, at psykologen tog voksen-hatten på og stak mig en optrapningsplan i hånden inkl. ti dage med fuldstændig ro.
Jeg har stadig svært ved at fokusere i samtaler og bliver en lille smule svimmel ved computeren. Men jeg er ikke så ked af det længere og tænker, at alt nok skal gå.
fredag den 5. april 2013
Nanna
Vi har kaldt vores datter for Nanna.
Først var det i mit hoved, hun hed Nanna. Det var lidt underligt, for vi havde jo bestemt os for, at den slags ikke var for os. At det var at dyrke sorgen og gøre det hele værre.
Senere kom det snigende. Behovet for at gøre hende til et menneske og individ med sit helt eget navn. "Pigen", som vi hidtil havde holdt os til, når vi talte om hende, blev for anonymt og upersonligt for mig. som om jeg skubbede hende væk, når jeg havde allemest lyst til at beholde hende hos mig.
Jeg ved godt i mit hoved, at jeg ikke kan have hende hos mig, men hovedet har dikteret alt for meget i alt det her, så jeg gav lods og lod hende blive til Nanna, min datter, som jeg måtte tale om og have for mig selv. Flere gange den dag, sagde jeg sætningen for mig selv: "Min datter, Nanna".
Det føltes først ret specielt. Som da jeg som lille legede med mine bamser og gav dem navne og personligheder. Og faktisk eksisterede Nanna i næsten en uge kun i mit hoved.
Da jeg luftede idéen for Peter, dengang sorgen for alvor begyndte at trænge sig på - at vi skulle finde på et andet navn end "Pigen", var det ikke et behov, han havde. Tværtimod gjorde det for ondt.
Derfor havde jeg bestemt, at hun kun skulle hedde Nanna for mig. Min psykolog fik mig på andre tanker. Det var hende, der brugte ordet "datter" om Nanna første gang. Hvor jeg lige skulle kigge mig mentalt over skulderen for at sikre mig, at det ikke var en anden, hun talte til. Det var underligt, men også rart.
Hun blev ved med at sætte de ord på, jeg ikke selv havde modet til, og hun insisterede på, at det var nødvendigt, at jeg gav hende et navn - og at jeg delte det med Peter. Alt vedrørende vores pige, skulle vi gøre sammen, for om et halvt år - eller 10 år - ville det være os, der huskede på hende og mindedes hende. Og det ville være sværere, hvis Peter ikke også var en del af det nu.
Det lød jo klogt, og samme aften fortalte jeg, at jeg havde kaldt hende Nanna. Han syntes, det var et sødt navn til hende, og da han nogle dage efter omtalte hende ved navn første gang, var det som om, knuden i brystet løsnedes sig en smule.
Det er blevet mere velkendt for mig at sige hendes navn. Følelsen af, at det "bare er noget, man leger", er blevet mindre, men jeg ved stadig ikke, om det er noget, alle behøver at vide. Det har virkelig overrasket mig, hvor stor en forskel et navn gør. Jeg havde frygtet, at det ville gøre savnet og sorgen endnu større, men faktisk har det på en mærkelig måde gjort det lettere at bære.
Først var det i mit hoved, hun hed Nanna. Det var lidt underligt, for vi havde jo bestemt os for, at den slags ikke var for os. At det var at dyrke sorgen og gøre det hele værre.
Senere kom det snigende. Behovet for at gøre hende til et menneske og individ med sit helt eget navn. "Pigen", som vi hidtil havde holdt os til, når vi talte om hende, blev for anonymt og upersonligt for mig. som om jeg skubbede hende væk, når jeg havde allemest lyst til at beholde hende hos mig.
Jeg ved godt i mit hoved, at jeg ikke kan have hende hos mig, men hovedet har dikteret alt for meget i alt det her, så jeg gav lods og lod hende blive til Nanna, min datter, som jeg måtte tale om og have for mig selv. Flere gange den dag, sagde jeg sætningen for mig selv: "Min datter, Nanna".
Det føltes først ret specielt. Som da jeg som lille legede med mine bamser og gav dem navne og personligheder. Og faktisk eksisterede Nanna i næsten en uge kun i mit hoved.
Da jeg luftede idéen for Peter, dengang sorgen for alvor begyndte at trænge sig på - at vi skulle finde på et andet navn end "Pigen", var det ikke et behov, han havde. Tværtimod gjorde det for ondt.
Derfor havde jeg bestemt, at hun kun skulle hedde Nanna for mig. Min psykolog fik mig på andre tanker. Det var hende, der brugte ordet "datter" om Nanna første gang. Hvor jeg lige skulle kigge mig mentalt over skulderen for at sikre mig, at det ikke var en anden, hun talte til. Det var underligt, men også rart.
Hun blev ved med at sætte de ord på, jeg ikke selv havde modet til, og hun insisterede på, at det var nødvendigt, at jeg gav hende et navn - og at jeg delte det med Peter. Alt vedrørende vores pige, skulle vi gøre sammen, for om et halvt år - eller 10 år - ville det være os, der huskede på hende og mindedes hende. Og det ville være sværere, hvis Peter ikke også var en del af det nu.
Det lød jo klogt, og samme aften fortalte jeg, at jeg havde kaldt hende Nanna. Han syntes, det var et sødt navn til hende, og da han nogle dage efter omtalte hende ved navn første gang, var det som om, knuden i brystet løsnedes sig en smule.
Det er blevet mere velkendt for mig at sige hendes navn. Følelsen af, at det "bare er noget, man leger", er blevet mindre, men jeg ved stadig ikke, om det er noget, alle behøver at vide. Det har virkelig overrasket mig, hvor stor en forskel et navn gør. Jeg havde frygtet, at det ville gøre savnet og sorgen endnu større, men faktisk har det på en mærkelig måde gjort det lettere at bære.
Abonner på:
Opslag (Atom)