Kender du dem, der konstant ryster sætninger som ovenstående ud, når kæresten lige er skredet, og jobbet røg under sidste prikkerunde? Dem, der insisterer på, at glasset er halvt fuldt. Selv om der kun ligger en lille sjat for gammelt mælk i bunden?
Jeg synes, de kan være voldsomt irriterende og har mest lyst til at melde pas til optimismen og brøle dem ind i deres jubelidiotiske lykkefilosi, om jeg ikke nok bare må ligge her lidt og synes, at verden er lort. Bare i ti minutter. Tak.
Men når man render rundt i tre måneder og fejler noget, man ikke ved, hvad er - kun for at finde ud af, at man er røget ind i en depression, der kan vare i alt fra 3-6 måneder. Så har man rigtig meget brug for at være et af de mennesker.
Jeg har derfor forsøgt at finde fordelene ved depressions-hjerne og sætte pris på dem hver dag: (Ikke i prioriteret rækkefølge)
- Efter fire måneders yoga kan jeg nu nå (egne) tær, mens jeg står med strakte ben. Er ikke sket, siden jeg var fire år.
- Det er helt ok at sige nej til ting eller folk, man ikke gider. Man skal faktisk.
- Man lejer til halv pris i Blockbuster, hvis man lejer igen, når man afleverer. (Så kan det næsten ikke betale sig at lade være).
- Kan stadig ikke tømme opvaskemaskine pga lydfølsomhed.
- Medicin er også at gå tur eller sidde på en bænk i solen. Helt uden at skulle noget lige om lidt.
- Struktur er flot og godt - også når det skabes ud fra Zulus formiddagsprogram - med Desperate Housewifes som klimaks.
- Har aldrig før fulgt med i DH, og damerne på Wisteria Lane er derfor et helt nyt og meget velkomment selskab. Som aldrig aflyser aftalen - eller kræver, at jeg deltager.
- Børneplaner er byttet ud med lille, sød hundehvalp, der allerede efter en måned kan være alene hjemme i otte timer uden babysitter. Og som man kan smide ud i gangen, når den går i "Ulvetime".
- Har opdaget alenetid.
- Har opdaget lykkepiller.
- Slap for depression inkl. lange obligatoriske gåture under istidsvinter i 2009 og 2010.
- Har fundet ud af, at mindfulness virker. Men håber ikke, jeg bliver ny missonær. Kan stadig huske, hvor KejserensNyeKlæder, det lød i mit hoved for fem måneder siden.
- Har talt enormt meget om mig selv. Med både kloge fremmede og venner. (Er næsten snart træt af det. Næsten.)
- Har ligget i undtagelsestilstand i forældres hjørnesofa. Hvor det var fuldstændigt legalt at være barn igen, mens nogen tog sig af ens liv, selv om man er 28 og i princippet helt voksen.
- Har tabt de kvindeobligatoriske "2-3 kilo, man gerne liiige vil smide inden bikinisæson". (Har også tabt en hel masse andre kilo og mistet en hel del former.)
- Kæreste synes stadig, jeg er lækker, selv om jeg har stressbumser i hele face på teenagemåden, og jeg har mistet mine bryster. (Eller han lyder overbevisende, når han siger det.)
- Har fundet ud af, at jeg selv med depressionshjerne synes, at jeg er verdens heldigste. Så skal der temmelig sikkert meget til for at lave om på dét.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar