Tag pænt tøj på, hvis du skal til læge

Jeg besøger sjældent læger. Mest fordi jeg aldrig fejler andet end noget virus, som lægerne alligevel ikke kan stille noget op med, og det er jo spild af alles tid.

Derudover har min uddannelse - og evnen til at vælge forkerte lejligheder, roommates og kærester - sendt mig rundt som en sømand. Ofte har jeg ikke nået at pakke det nye sygesikringsbevis ud for slet ikke at tale om at aflægge lægen derpå et visit.

I august 2011 tænkte jeg alligevel, det var på tide at besøge det københavnske lægehus, jeg var tilknyttet ved Søerne. Det passede fint, der var masser af læger, ingen ventetid, og jeg var jo vant til ikke at opbygge tætte relationer til min læge, så det gjorde ikke spor, hvis det ikke var den samme læge hver gang.

Måneders træthed og et par enkelte spontane tudeture på meget mærkelige tidspunkter overbeviste mig om, at jeg manglede vitaminer og eventuelt havde lidt kuk på den hormonelle balance, og at det måske var på tide med et generelt helbredstjek.

To dage inden lægeaftalen blev jeg dog for alvor syg. Kvalme, svimmel, hoved var influenza-tungt og sove, sove sove. Nåmen så kunne jeg jo også lige benytte mig af muligheden for at  få tjekket denne nye mærkelige virus, som jeg vist endnu ikke havde haft før.

"Vi kan jo ikke tjekke for alt!"
Og jeg bliver tjekket af den grundige læge, der bestemt mener, jeg skal komme tilbage om 14 dage, så vi er sikre på at finde ud af, hvad jeg fejler.

14 dage efter kommer jeg til en ny læge. Hun bemærker, at jeg ikke er blevet tjekket for D-vitamin og B12 vitamin.

"Det er da underligt," siger jeg.

For jeg havde jo nævnt til den forrige læge, at det nok var vitaminmangel. Mangel på B12 ses blandt andet ved pludselig mangel på energi, så den burde måske have været med. Desuden kommer jeg fra Sri Lanka, hvor folk som bekendt er noget brunere og derfor ikke selv danner den samme mængde D-vitamin, så det er jo dumt, tænker jeg, mens jeg formulerer konstateringen lidt pænere til dame-lægen.

Det skal jeg da ikke bilde mig ind at tro, jeg ved noget som helst om.

"Vi kan jo ikke tjekke for alt, kun for det mest oplagte," siger hun, som om jeg ikke forstod, hvorfor de ikke med det samme havde kørt mig igennem en CT-scanning.

"Jamen, så kig dog på mig," næsten råber jeg inde i mit hoved, men er for træt til at sige andet end "okay" og stille tænke, hvad de mon ellers har glemt at tjekke.

Ved mit tredje besøg og endnu en ny læge finder jeg dog ud af, at jeg slet ikke mangler de vitaminer alligevel. Til gengæld er jeg, som ugerne går, blevet endnu mere frustreret over at have det som om, jeg har spillet en fodboldkamp på tre halvlege, hver gang jeg kommer hjem fra arbejde - ofte før tid. Jeg har fået et had-kærligheds afhængighedsforhold til sofaen, og den spontane gråd kommer hyppigere og hyppigere. Ofte uden grund, og af ren og skær udmattelse.

Jeg kunne jo have en depression, siger hun helt naturligt. Det mener jeg nu ikke, men hun måtte meget gerne teste mig, bare så jeg kan kalde det et eller andet.
Men nej, jeg lider hverken af selvhad, selvbebrejdelser, selvmord eller andre skrækkelige selv'er og er altså ikke depressiv. Men det kan jo også være hårdt sådan at starte på jobmarkedet som nyuddannet.

Og det er det da også, men det bør vel ikke være noget at græde over? Så jeg skal igen se, hvordan det går og komme igen om 14 dage. Til en anden læge, for hun stopper lige om lidt.

Tilbage til første læge  
"Nåmen hvordan går det så nu?"

Jeg svarer straks med at storhulke, inden jeg fremstammer, at det ikke går så godt (igen, tag lige et hurtigt kig på mig). Men jeg er ikke længere sygemeldt, som første gang jeg besøgte ham, så det er jo en fremgang, konstaterer han. Og mens jeg kæmper med at få snot og tårer på plads og forgæves spejder efter de lommetørklæder, han har stående på sit bord, forsikrer han mig igen, om at vi jo må finde ud af, hvad der er galt med mig, når nu ikke prøverne giver noget.

Han hiver også et depressions-tjek-af-skema frem og stiller de samme spørgsmål som sin kollega. Og eftersom jeg stadig ikke lider overbevisende nok af selvbebrejdelser og selvmordstanker, og mest græder hver aften, fordi jeg er så træt af at være træt og dårlig, ender vi igen på, at det ikke er en depression.

Så han sender mig til nogle nye undersøgelser og fastslår, at vi jo skal være glade for, at det går bedre end sidst. Personligt har jeg ikke kunnet passe mit arbejde eller mit liv i halvanden måned, men hvis han nu er glad for os begge to, så gør det vel ikke noget, jeg går hjem og tuder videre.

Suit up!
14 dage efter og med endnu et par resultatløse undersøgelser i journalen, vender jeg tilbage. Nu bevæbnet med min kæreste, fordi jeg ikke rigtig føler, at jeg har pondus nok til at trænge igennem til min læge, når jeg er opløst af gråd.

Han arbejder i et advokatfirma, og da han melder på kontoret, hvad han skal, og at vi stadig ikke ved, hvad jeg fejler, siger hans kollega blot, at han skal huske at klæde sig på, som hvis han skulle til et af sine advokatmøder. Peter griner selvfølgelig ad den dårlige vittighed, men kollegaen har lægeforældre - vist nok nogle vigtige nogle af slagsen - og griner ikke med, da han forklarer, at man får en grundigere behandling, hvis man følges med Armani og Prada.

Alletiders. Det første, de fleste syge mennesker tænker på, er formentlig også lige at dulle sig godt og grundigt op, inden de smutter til læge. Det er sgu godt, vi har et klasseløst samfund!

Hverken Peter eller Prada hjælper. Lægen kigger blot på sin skærm med det negative prøveresultat. Ser på mig, der kigger ned i jorden, og siger:
"Ja, det ser jo ikke ud til, at du fejler noget. Hvad tænker du egentlig, at vi skal gøre?"

Mere end I allerede har gjort? For det kan jeg vel næsten ikke forlange. Jeg er svimmel fra morgen til aften. Får akut kvalme, hver gang jeg kigger mere end en time på computer og tv, og migrænemissiler i panden, hvis folk kommer til at tale i stedet for at hviske. Eller GudForbydeDet, hvis de skulle skramle med en tallerken og lidt bestik! Og så er jeg så fuldstændig udmattet, at jeg begynder at abstinens-ryste, hvis der går fire timer, uden jeg ligger ned. Men ved du hvad, jeg fixer den sgu selv. Det skal I ikke tænke på.

Stress på sort nivaeu
Jeg betaler derfor en psykolog 1150 kroner i timen for at finde ud af, om det så måske er hovedet, den er gal med, når nu kroppen på papiret er i topform. Hun stiller igen en række spørgsmål - lidt mindre dommedagsagtige - og konstaterer efter fem minutter, at jeg har stress på sort niveau. Det lyder slemt, og barometeret på net-testen, hun bruger, viser da også 180 ud af 200 point.
"Flot score," tænker jeg - konkurrencemenneske, som jeg er. Og er en smule lettet over endelig at få et navn på min to-måneder lange virus. Uden at det overhovedet giver mening.

Stress? Jamen, jeg har jo ikke travlt med noget som helst. Men jeg godtager stemplet og får en forklaring på alle de mærkelige symptomer. Også hvor slemt, det kan blive, hvis nu man ikke gør noget ved det. Blandt andet er sterilitet, blodpropper og depressioner på menukortet. Og iøvrigt fungerer min hjerne nu, som er den blevet rystet godt og grundigt, så hver gang computerskærme og tv gør mig groggy og defus, skal jeg kigge væk. Nemt nok, når man er kommunikationsmedarbejder, så jeg sygemelder mig på stedet.

Den næste måned bliver jeg bare dårligere og dårligere. Kan kun lige klare mine daglige gåture (mest ved at sidde på de kommunalt placerede bænke), og hverken appetit eller kræfterne til at lave mad er tilstede.

"Mærkeligt," tænker psykologen efter en måned og 7000 kroner. "Du bør jo ikke få det så dårligt! Så enten er det en svær depression, eller også er det noget fysiologisk, og det sidste bør nok undersøges inden."
Hun kan i hvert fald ikke gøre noget for mig nu, så længe jeg er så syg. Så med et "held og lykke med sundshedsvæsnets vridemaskine" (sagt på en lidt mere professionel måde) må jeg stikke halen mellem benene og løbe hjem til lægen ved søen, der ikke ved, hvordan han kan hjælpe.

Det ved han stadig ikke, så han afkrydser igen depressionsskemaet - igen med et negativt resultat - og sender mig videre til nye - og nogle af de gamle - undersøgelser. Igen.

Efter fire dage, hvor jeg ikke har overskud til hverken at tisse eller række ud efter et glas vand, går min mor i det jyske dog i aktion og sætter min fætters kone, psykiateren, ind i sagen.

Efter en kort telefonsamtale får jeg diagnosen 'moderat depression' (et meget beskedent navn, vil jeg mene), og 16. november - tre måneder efter mit første læge besøg - får jeg endelig mit "antibiotika", så jeg kan komme videre i programmet.

Så hvis du synes, dette var et langt indlæg at komme igennem, beklager jeg. Men det er intet imod, hvad lægerne ved Søerne udsatte mig for.

Ps. Senere fandt jeg ud af, at en bekendt med samme diagnose, havde været igennem samme spændende desorienteringsløb. Hun havde nøjagtig den samme læge, som jeg. Måske han burde overveje at tjekke sit depressions-afkrydsnings-skema igennem for fejl&mangler.

Må man gerne være glad, når man er deprimeret?

Jeg havde egentlig svoret, at dette aldrig ville ske! At jeg ligesom alle andre journalister, der ikke får lov til at sprede deres visdomsord og (slet) skjulte holdninger gennem klummer og Kjeld Hybel-artikler, selvfølgelig bare blogger det ud i stedet.

Men det gør jeg altså nu. Under undskyldningen af, at det skulle være godt for mig. En del af ego-processen. En i øvrigt skøn lejlighed til at gøre præcis som jeg vil, når jeg vil og kun for mig selv. Denne Peter Pan-stil har jeg kørt i en firemånederstid efterhånden. Og faktisk har det ikke været det voldsomme overgreb på mig selv at sige "Nej, det kan jeg ikke. Jeg har en depression og tænker kun på mig selv!" Omverdenen har i grunden også taget det pænt.

Når det så er sagt, så har narcissisten i mig (hende, jeg fornægtede i mine fire år på Journalisthøjskolen) muligvis, on/off leget med tanken om at skrive en blog. "Men jeg har jo ikke noget interessant at fortælle", og så fløj tanken væk igen, og jeg tændte tv'et, for klokken var alligevel næsten Beverly-tid.

Det kan så være, det ikke er spor interessant, det jeg fortæller nu. Men så må folk finde en af de milliard andre blogs, for nu drejer det sig jo om mig.

Og så handler det om, at jeg i mit møde med depressions-muren (som i de kloges og de depressionsramtes ord og erfaringer, støbt i cement og absolut ikke til at rokke ved) slet ikke har genkendt mig selv. Efter mine oplevelser hos lægen og i depressionsgruppen, som jeg holdt ud i en time, blev jeg i tvivl, om man overhovedet må være glad, når man har en depression? For det var jeg. Ja, der var nogen, der havde taget min hjerne og byttet den ud med en dements, og der skete ting i mit hoved og med min krop, som jeg bestemt ikke forstod - eller satte pris på. Men selvbebrejdelser, lavt selvværd, mistet lyst til alt(!) og selvmordstanker lå temmeligt langt fra min lykkelige hverdag med skønt job, lækker og flink kæreste og dejlig lejlighed på Bryggen med plads til 1,7 barn.

Du kan altså læse denne blog, hvis du er nysgerrig på, hvordan en depression kan føles, hvilke fordomme jeg har mødt - fra andre, men mest fra mig selv. Og min oplevelse af, hvordan samfundet og folket deri overhovedet griber sådan noget an.