På Journalisthøjskolen lærte jeg, at netværk er vigtigt. Vi kunne læse os skiløjede i bøger med titler som "Skriv godt!" og "Det handler om ytringsfrihed". Men når det kom til den store praktik-panik-dag, var det ofte ham den semidovne, der havde givet Paula Larrain et lift til lufthavnen efter en forelæsning, som smuttede med den attraktive praktikplads hos DR nyheder.
Det er ikke for at være Bitter-Britt. Jeg var bestemt ikke den mest aktive studerende, men må erkende, at jeg ikke havde den fornødne respekt for netværk-fænomenet. Netværk er altafgørende i vores branche - og generelt i samfundet - Det står selv i langt de fleste jobopslag: Have et. Og helst et godt et.
Når man får en depression, er netværk ikke bare rart at have til at genere jobmuligheder. Det er nødvendigt for at overleve. Det er stensikkert, at havde jeg ikke en tålmodig kæreste, en familie, der stod i konstant alarmberedskab, veninder, der satte egen kæreste og sociale liv på stand by - og nåja, en psykiater i familien - var jeg højest sandsynligt endt i den mindre heldige gruppe af depressionsstatistikken.
Sandsynligvis fordi jeg stadig ville ligge og skramle rundt på gulvet, hvis der ikke var nogen til at samle mig op de par gange, jeg besvimede. Fordi, jeg langsomt ville svinde ind og blive ét med sofaen, når der ikke var nogen til at proppe maden ind i munden på mig, da jeg ikke selv orkede. Fordi der kun kom snot og gråd ud, hver gang jeg åbnede munden hos lægen, og jeg derfor ikke selv havde mulighed for at trumfe noget som helst igennem. Og ikke mindst fordi, Langbro ville blive et helt fornuftigt alternativ, hvis man skulle igennem alt det alene.
Så tak til jer, der var der til at forhindre dét scenarie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar