Om savnet

Den har lettet lidt. Den tunge følelse af sorg. I søndags - 9 dage efter fødslen - havde jeg min første dag uden tårer. En succes, selv om de kom tilbage allerede i går aftes igen.

Det er ikke fordi, jeg ser det som en fiasko græde. Det ville være sært, eftersom mine tårekanaler har været på overarbejde under det meste af min depression. Faktisk er jeg også blevet enig med en veninde om, at der må være tale om helt naturlig detoxing. Man får ligesom det hele ud.

Men det føles anderledes nu. Tror jeg. Det er, som om hjertet klapper helt sammen, og det ikke er nok bare at lade tårene løbe. Jeg har brug for at hulke for at få luft. Der kommer heller ikke den samme forløsning og dertilhørende lettelse efterfølgende.

Tanken om det urimelige er kommet igen, når jeg tænker på hende. Hvorfor skulle det lige være mig, der gennemgik min første fødsel med veer og hele moletjavsen, uden den lykkelige afslutning med et vrælende barn i mine arme?

Hun var så lille, man næsten ikke kunne holde hende, og alligevel har jeg en følelse af, at jeg aldrig burde have givet slip. At hun var min, og jeg burde have passet bedre på hende og beholdt hende hos mig.

Vores pige var 220 g og 20 cm. Jeg husker ikke, hvor længe jeg sad med hende.

Jeg er ikke i tvivl om vores valg og har ikke skyldfølelse over vores beslutning. Men det er som om, jeg mangler noget. En finger, en arm eller min naive tro på, at ingen ulykker kan ramme mig.

Måske er det den følelse, der gør så ondt. Under depressionen havde jeg Peter, familie, mine venner, og jeg følte mig aldrig helt ude at skide, for jeg vidste, at sikkerhedsnettet var spændt ud en meter under mig.

Det er væk nu. Jeg er ikke usårlig. Onde, meningsløse ting kan også ramme mig, uden der er nogen som helst, der kan gøre noget ved det.

Savnet til pigen kommer ikke så ofte. Faktisk kan der gå en halv dag uden, at jeg tænker på hende. Men når det rammer, så rammer det lige så hårdt som den første dag. Måske det er det, det vil sige, at miste noget af sig selv?   

Brev til vennerne 2

Den 17.2.13

Kære alle

Først og fremmest tusind tak for alle jeres søde mails, beskeder og blomster mv. Det har virkelig været dejligt at føle al den støtte. I den forbindelse skal vi beklage, at vi nærmest ikke har svaret på en eneste mail eller sms - endnu.

Vi er hjemme igen efter nogle dage på Hvidovre Hospital. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte eller slutte.

Pia tog en pille torsdag morgen kl. 09.00, som skal fremprovokere en abort/fødsel. Denne pille skulle virke i 24 timer, og fredag morgen kl. 09.00 tjekkede vi ind på hospitalet. Herefter havde vi lidt samtaler med nogle sygeplejersker om processen. Pia skulle hver 3. time have medicin, der ville sætte fødslen i gang. Vi har hele tiden kaldt det en abort, men efter at have været forløbet igennem, ville det være misvisende at kalde det for andet end en fødsel.

Det var ikke muligt for sygeplejerskerne at sige hvor lang tid det ville tage inden fødslen gik i gang. Efter at Pia havde fået medicinen 2. gang kl. 14.00, fik hun mange smerter i form af veer. Hun fik en del morfin, men sygeplejerskerne kunne ikke give mængder nok til at gøre det tåleligt. Derfor blev vi kl. 18.00 flyttet ned på den almindelige fødegang, hvor Pia fik lagt en epiduralblokade - det hjalp!

Efter at have fået medicinen 4. gang, gik fødslen endelig i gang omkring midnat. Uden at gå i detaljer var det smuk oplevelse, men også det hårdeste vi har prøvet. Og realiteterne gik for alvor op for os, da vores lille pige var blevet født. Et barn der fødes så meget for tidligt er ikke levedygtigt. Vi havde hende et stykke tid hos os, hvor vi tog nogle billeder.

Da vi for en uges tid siden tog beslutningen om at få en abort, traf vi samtidig en beslutning om at barnet skulle obduceres og gives til lægevidenskaben med en forhåbning om, at man kunne lære noget om den sjældne kromosomfejl, som barnet havde. Denne beslutning holdt vi fast i.

Vi fik virkelig en god behandling på hospitalet, og specielt jordemoderen, der frivilligt forlængede sin vagt med tre timer for at hjælpe Pia igennem fødslen, er et eksempel på den virkelig gode service.

Omkring kl. 05.00 var vi tilbage på vores "egen" stue igen. Pia skulle muligvis i fuld narkose for at få foretaget en såkaldt udskrabning, hvor man fjerner resterne af moderkagen, der i situationer som denne typisk ikke er kommet helt ud af sig selv. Her oplevede vi dog decideret medgang, idet sygeplejersken efter en scanning kunne konstatere, at hele moderkagen var kommet med ud, og at alt så fint ud. Vi var hjemme igen på Bryggen sen eftermiddag om lørdagen.

Vi har haft noget tid til at forberede os på hele scenariet, men der er bestemt kommet bag på os, hvor hårdt det egentligt ville være, selvom vi selv synes, at vi har tacklet det godt undervejs. Nu har sorgen og savnet indfundet sig hos os begge, og vi har brug for tid med hinanden til at takle den del så godt også, som vi har gjort det hidtil.

I de næste uger trækker vi stikket fuldstændigt. Vi planlægger at komme væk fra det hele, og tager muligvis syd på til varmere himmelstrøg. Det er som om det danske februar vejr ikke er opløftende for humøret.    

Vi glæder os vildt meget til at se jer alle sammen igen. Men det bliver nok et "don't call us, we'll call you" scenarie. Det er dog fantastisk at vide, at man har så gode venner I situationer som denne, og vi får snart brug for jer til en forhåbentlig langt bedre og sjovere marts, hvor vi vender stærkt tilbage.

Mange kærlige hilsner,

Pia og Peter

Brev til vennerne 1

Den 11.2.13

Kære venner,

Forrige torsdag fik vi en opringning fra hospitalet om, at der var kromosomafvigelser i den moderkagebiopsi, vi fik lavet i forbindelse med nakkefoldsscanningen.

Vi havde egentlig fået at vide, at det var rigtig usandsynligt og havde da også begge glemt alt om, at det kunne være en mulighed.

En fostervandsprøve skulle så afgøre om, det var en fejl hos babyen eller kun i moderkagen. I fredags fik vi så svar på, at det også var hos fosteret, og det altså højst sandsynligt ville være sygt.

I dag, mandag, var vi til en samtale på Riget for at få mere klarhed over, hvilke konsekvenser det ville have.

Da det er en unik afvigelse, findes der ikke et fortilfælde præcis som vores. Men de tilfælde, der kan sammenlignes med, viser, at der er tale om nedsat hørelse, nedsat syn, hjertefejl, og en form for forsinkelse i udviklingen, man endnu ikke ved den endelige konsekvens af.

En pige fra USA på knap fem år, manglede ca. den samme mængde arvemateriale, som vores.

Hun havde blandt andet et manglende sprog, kunne ikke holde øjenkontakt og havde meget svært ved at gebærde sig socialt, hvilket helt sikkert er noget, der bekymrer os meget. Der findes ingen sandsynlighedsberegning for, om vores pige vil have sygdommene i samme, mildere eller sværere grad.

På grund af den uvished, har vi valgt en abort. Vi har det rigtig godt med den beslutning og var enige hele vejen. Vi har desuden haft stor opbakning fra de allernærmeste i de sidste 10 dage, der selvsagt har været helt forfærdelige.

Der skal på ingen måde være berøringsangst og spørgsmål er velkomne, men det må lige blive i vores tempo. Denne mail er også ment, så vi ikke skal gentage forløbet for mange gange lige her til at begynde med, og I forhåbentlig kan få dækket det største umiddelbare behov for en forklaring af det skete.

Aborten finder sted på fredag den 15. februar på Hvidovre, og vi bliver forhåbentlig udskrevet allerede lørdag igen. Vi glæder os meget til at kunne komme videre - og til at se jer alle igen.

Bedste hilsner

Peter og Pia 

Styrke for de næste 50 år

Vi betragter os som heldige mennesker, Peter og jeg. Vi har hinanden, gode venner og generelt et ganske fantastisk liv.

Vi har aldrig lagt skjult på, at tingene kommer let for for os. Vi er livsnydere, og selv når vi ikke har indflydelse på, hvor vi vælger at hoppe over gærdet, plejer der at dukke en låge op, vi kan benytte.

Da tiden kom til familieudvidelse efter det laaaange sygdomsforløb, skete det selvfølgelig også i første forsøg.
Og vi glædede os og følte os endnu mere heldige.

Indtil den dag, hvor tilfældigheder ramte os som en knytnæve og slog os til gulvet, hvor vi stadig ligger og raller her snart tre uger efter.

Vores lille pige have en helt unik kromosomfejl uden fortilfælde. Det eneste, der lå fast var, at hun manglede et gen, der ville give hende fejl på hjerte, hørelse, syn og hjerne. Hvilke, var ikke til at sige.

Vi valgte at afbryde graviditeten halvvejs i forløbet. Det var ikke en svær beslutning i situationen. Men det er det hårdeste, jeg nogensinde har været igennem. Ikke fødslen, men savnet og sorgen efterfølgende. Det føles som ti depressioner på én gang. Aldrig har jeg følt så stor en smerte.

Nu tager vi en uge på Tenerife, og så håber jeg, at den kæmpe, sorte sky, der har erstattet alle mine vitale organer, letter lidt. Det var helt usandsynligt det, der skete - og risikoen for, at det sker igen, er lig nul.

På to år er vores forhold blevet testet mere, end de flestes bliver på et liv. Nu tror jeg så også, at vi har samlet styrke nok til at leve resten af vores liv, uden at hverken store eller små udfordringer rammer os mærkbart.

Brev 1 til vennerne

Brev 2 til vennerne