Det er ikke fordi, jeg ser det som en fiasko græde. Det ville være sært, eftersom mine tårekanaler har været på overarbejde under det meste af min depression. Faktisk er jeg også blevet enig med en veninde om, at der må være tale om helt naturlig detoxing. Man får ligesom det hele ud.
Men det føles anderledes nu. Tror jeg. Det er, som om hjertet klapper helt sammen, og det ikke er nok bare at lade tårene løbe. Jeg har brug for at hulke for at få luft. Der kommer heller ikke den samme forløsning og dertilhørende lettelse efterfølgende.
Tanken om det urimelige er kommet igen, når jeg tænker på hende. Hvorfor skulle det lige være mig, der gennemgik min første fødsel med veer og hele moletjavsen, uden den lykkelige afslutning med et vrælende barn i mine arme?
Hun var så lille, man næsten ikke kunne holde hende, og alligevel har jeg en følelse af, at jeg aldrig burde have givet slip. At hun var min, og jeg burde have passet bedre på hende og beholdt hende hos mig.
Vores pige var 220 g og 20 cm. Jeg husker ikke, hvor længe jeg sad med hende.
Jeg er ikke i tvivl om vores valg og har ikke skyldfølelse over vores beslutning. Men det er som om, jeg mangler noget. En finger, en arm eller min naive tro på, at ingen ulykker kan ramme mig.
Måske er det den følelse, der gør så ondt. Under depressionen havde jeg Peter, familie, mine venner, og jeg følte mig aldrig helt ude at skide, for jeg vidste, at sikkerhedsnettet var spændt ud en meter under mig.
Det er væk nu. Jeg er ikke usårlig. Onde, meningsløse ting kan også ramme mig, uden der er nogen som helst, der kan gøre noget ved det.
Savnet til pigen kommer ikke så ofte. Faktisk kan der gå en halv dag uden, at jeg tænker på hende. Men når det rammer, så rammer det lige så hårdt som den første dag. Måske det er det, det vil sige, at miste noget af sig selv?