Nannas urter

På Nannas to-måneders dag gik jeg i gang med at gøre gamle krukker og potteskjulere rene for at så krydderurter og en enkelt portion solsikker.

Jeg var begyndt at mangle et gravsted - et sted at mindes. Det havde jeg jo afvist, mens jeg stadig lå i barselssengen og fornægtede, at jeg havde født et barn.

Så det skulle være Nannas urter, som jeg kunne gå til i stedet - og tilmed glæde mig ved udsigten til frisk oregano, basilikum, timian, mynte og rosmarin i lækre sommerretter. Men oveni viste det sig at være en helt uventet form for terapi. At nusse om dem, vande dem, pleje dem og se dem vokse.

Min bedste veninde spurgte på et tidspunkt: "Jamen, bliver du ikke ked af det, hvis nu de dør?" Et ikke helt irrelevant spørgsmål, og de af jer, der kender mig, ved, at mine grønne fingre rækker til at slå selv kaktusser ihjel. 

Og tanken har da også strejfet mig. For jo, jeg ville blive meget ked af det. Men for første gang har jeg evnet ikke at slå planterne ihjel i løbet af første uge. Det har været en vigtig opgave for mig at vande dem hver dag, holde særligt øje med dem, mens de var helt små og sætte små pinde ved solsikkerne, da de ikke kunne holde sig selv oprejst. Indtil de som nu er blevet store og selvstændige og faktisk har passet sig selv en hel uge, mens vi var i Blokhus.

Nu er den nye mave endelig begyndt at vokse, men jeg kigger stadig til Nannas urter hver dag. Også selv om de ikke længere har det samme behov for min omsorg og opmærksomhed. 

En måned gammel

 

     ... og tre måneder

Jeg fravalgte ikke mit barn, men valgte det bedste for hende

I min mødregruppe (navnet er nu behageligt reduceret, da vi ikke længere går til gymnastik) er jeg den eneste, der har været igennem en provokeret fødsel. De andres børn var enten døde inde i maven eller kort efter, de kom ud.

Det har nok være det sværeste i dette forløb. De mange tanker om, min ret til at sørge og min ret store overtalelsesevne, når det gælder at tage mig sammen og stoppe med at være ked af det.

I et af temaerne i Landsforeningens medlemsblade handler det om provokerede fødsler. Jeg kan genkende rigtig mange af de beskrevne reaktioner.

Retten til at identificere mig med resten af de stakkels forældre, der har mistet deres børn - eller til at kalde mig mor på lige fod med alle andre. Noget de andre forældre til døde børn tager for givet. Det skal de selvfølgelig også uagtet, at omgivelserne har lige så svært ved at finde ud af det, som i mit tilfælde. Men må jeg det?

Det giver løbende en del identitetskriser. Heldigvis har min mødregruppe været fantastiske. De var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at jeg var én af dem. Og de anerkendte mit tab fuldt ud lige så meget som deres eget. De har hjulpet mig til at indse, at jeg jo netop agerede som en mor, da jeg stoppede graviditeten. Fordi jeg traf det valg, der i mine og vores øjne var bedst for vores barn.

Her kan du læse temaet og de forskellige historier. Det er specielt den indledende artikel samt afsnittene med reaktionerne i de tre-fire casehistorier, som jeg har fået noget ud af at læse. Og måske de kan hjælpe dig til at forstå mig lidt bedre.  

http://www.spaedbarnsdoed.dk/fileadmin/user_upload/Stjernen/Tema_Provokerede_foedsler_4_2009.pdf

Gravid igen

Vi skulle bare igang igen. Det var ikke anbefalet at blive gravid så hurtigt igen, fortalte overlæge Finn fra Hvidovre (Da jeg var blevet gravid). Det psykiske efterspil kunne være hårdt og det kunne være svært for moderen at skelne de to graviditeter fra hinanden.
Men eftersom ingen læger havde gjort os opmærksomme på sorgforløbet efterfølgende - eller i hvert fald ikke havde formået at trænge igennem - ventede vi blot en enkelt cyklus, som lægerne havde sagt, at jeg skulle for at være sikker på, at min krop var normaliseret.

Dagen inden Nannas to måneders dag stod vi med en positiv graviditetstest. Jeg turde ikke kigge på den, spottede hurtigt, at der kun var en enkelt streg efter fire minutter og gik grædende en tur med Charlie.
Da jeg kom hjem, sagde Peter, at han havde kigget på den fem minutter efter og igen ti minutter efter, men der var stadig kun én. Da jeg havde siddet lidt i hans arm, tilføjede han så: "Det er egentlig lidt provokerende, at man lige kan ane streg nummer to."
Jeg fløj ud på badeværelset og ganske rigtigt. Den var næsten ulæselig - men den var der!

Jeg mangler stadig min mave
Jeg er nu i 12. uge. I mit hoved er jeg i 8. måned. Det clasher selvfølgelig. Min mave boksede ud allerede i første uge og var lige så stor, som da jeg fødte Nanna i 19. uge, og det var rart. At kunne se, jeg var gravid fra begyndelsen. Efterfølgende er den ikke vokset, og det er hårdt. At se min profil i butiksvinduer uden den store badebold på maven, som jeg faktisk føler mig berettiget til.

Vi har ellers være gode til at glæde os over den nye julebaby - uden bekymringer eller samvittighedsnag. Og til at græde over Nanna uden tilsvarende dårlig samvittighed over for det nye liv i maven, der jo skal have en glad mor fra starten. Vi er gode til at skille tingene ad - og se det som to forskellige graviditeter. Af samme grund omtaler jeg allerede babyen som 'ham', og sætter pris på min kvalme, jeg ikke havde da jeg ventede Nanna.

Nu får vi jo så en ny
Men vi har stadig ikke lyst til at glemme Nanna. Eller erstatte hende. Jo tættere jeg kommer på terminen den 14. juli, jo vigtigere for mig er det, at alle andre også husker hende. At hun skal være storesøster, at jeg faktisk allerede er mor til en lille datter. Det har egentlig ikke været så magtpåliggende for mig indtil videre. At insistere på min titel på lige fod med mødre til levende børn. Måske fordi jeg igennem hele forløbet har battlet med min egen fornægtelse af mit eget barn.
Men i takt med, at Nanna snart skulle komme ud og være en rigtig lille levende pige, vokser behovet.

Et af vores nærmeste vennepar fik for nyligt deres lille søn. Og det slog mig helt ud. Det var ham, Nanna skulle havde fulgtes med, vokset op med og været jævnaldrende med. Hun mangler ligesom i det lille fremtidssyn, vi alle fire morede os med, inden vores del af verdenen skred sammen. For at trøste mig, sagde Peter, at det jo også ville ske, men bare senere. Ja, men med et andet barn. Ikke med Nanna.

Det er meget normalt at trøste et par, der mister deres barn med, at de jo stadig kan få en ny. Det er oftest den værste sætning, man kan høre, hvor velmenende det end er.

Ligesom jeg nu har rigtig meget brug for, at folk ikke kun spørger til maven, kvalmen og den lille "nye", men også spørger til Nanna og taler om hende.

Det har jeg heldigvis rigtig mange, der stadig gør. For den lille ny, vil aldrig bare blive en erstatning. Han vil blive en lillebror - eller lillesøster - og det vil være en identitet, han kommer til at kende.