Selv om rigtig meget af tiden med min depression har været som at spise lever med grønlangkål på, må jeg indrømme, at den også har ført enormt mange grin med.
Selvfølgelig mest efter jeg fik diagnosen, og det pludselig gav mening for mig, hvorfor min hjerne pludselig fungerede som en dements med en IQ på 14.
Som når jeg konstant glemte ord, eller de helt forkerte kom ud, og jeg kun opdagede det, fordi folk omkring mig så lidt desorienterede ud.
Eller når jeg kunne gå tre gange ind i et rum uden at komme tilbage med det, jeg gik ind efter og puttede madvarer i skraldespand frem for køleskab. Det kunne også gå ud over sagesløse. Som da jeg kraftigt måtte insistere på - overfor den tilsyneladende helt ligeglade Faktatøs - at jeg altså ikke havde fået den kvittering, jeg havde bedt om. Blot for at gå hjem og finde den på sin plads i min pung.
Fortæl mig noget, jeg ikke ved, KlogeÅge
Og hjernen har da stadig sine små kollaps. Som jeg og især mine omgivelser heldigvis kan grine ad (Faktisk er det lidt befriende altid at kunne give en anden skylden, hver gang man dummer sig).
Men jeg er utrolig glad for, at jeg (og hjernen) er kommet langt fra de kaotiske første måneder, hvor jeg ville være alvorligt bekymret for mig, hvis ikke lige jeg vidste, at jeg faktisk havde en semi-seriøs sygdom, der var under behandling.
Som da jeg kommer stormende ned af trappen hos mine forældre med telefon og oplader - som "FORHELVEDE IKKE VIRKER, OG DET HAR DEN LIGE GJORT, ALTSÅ!" - og min kæreste (Mr. know it all) spørger, om jeg ikke bare skal sætte den i stikket.
"Årh idiot, det ved jeg sgu da godt," når jeg at snerre, mens min far støder til for at se, hvad det forfærdelige sprogbrug går ud på. Sætter stikket i og udbryder: "Nååå, tror du, man skal sætte den i stikkontakten først for, at den oplader?"
Det er også sundt at grine ad sig sig selv
Peter og far kigger på mig med en blanding af forfærdelse og vantro, da katastrofen går op for mig, og jeg hører, hvad jeg selv har sagt.
Jeg har ingen anelse om, hvilke ledninger i min hjerne, der ikke lige var sat rigtigt i, men brød heldigvis sammen af grin i stedet for gråd. Resten af julen blev krampelatteren fremkaldt, hver gang Peter fik chancen for at genfortælle BlondinenfraSri Lanka-joken.
En måneds tid efter er de grelle hjernebrist-episoder heldigvis ved at ebbe ud. Problemet er bare, at vi nu også har hund, som har bidraget til endnu et koncept. Hvalpehjerne. (Ja, hvis der er noget, der kan hedde ammehjerne.)
Klap dig selv på skulderen
Og ja, jeg er blevet sådan en klam hundeejer, der ignorerer alt ved dyrets manglende hygiejne og kysser min hund, som var det en lille bamsebaby (ikke på munden dog - jeg er jo ikke 70 år og har lilla hår). Jeg kysser faktisk hele tiden, for jeg er også særligt glad for min kæreste i perioden (lykkepiller?).
En dag sidder jeg på gulvet. Charlie (hunden) ligger og sover i mit skød. Peter er gået ud for at lave popcorn og i min taknemmelighed, sender jeg - helt automatisk - et kys af sted. Men da der ikke er nogen til at modtage, ender det på min egen skulder i stedet.
Jeg sunder mig et sekund over, hvad der lige er sket, men når ikke at overveje, om jeg bare skal holde det for mig selv.
"Øh... Jeg har lige kysset mig selv." Peter ramler sammen af grin, og jeg har vist givet "klap dig selv på skulderen" en helt ny dimension.
onsdag den 18. april 2012
tirsdag den 10. april 2012
Fuld eller mindful?
Ikke noget med mindfulness. Overhovedet! Det var vigtigste kriterium, da jeg i desperation for at få en diagnose ledte efter en psykolog, der kunne sige noget, som var klogere end lægen. Hvis M-ordet bare stod i et hjørne af hjemmesiden, var de ude, inden jeg fik læst nærmere. Jeg skulle bruge en rigtig psykolog, der kunne grave i min hjerne og finde ud af, at store undertrykte traumer fra barndommen nu havde gjort mig voldsomt syg i både hoved og krop. Ikke det der hokus pokus.
Så da min 1100 kroner dyre psykolog ved 2. session spurgte mig, hvordan jeg havde det med mindfulness, følte jeg mig ærligt talt en anelse snydt. Til hendes forsvar skal siges, at jeg ikke var meget bevendt i en større psykoanalyse. Jeg var så træt, som havde jeg været vågen i 48 timer. Jeg blev svimmel, hvis jeg kiggede andre steder end ned i gulvet, og forsøgte jeg at koncentrere mig om hendes spørgsmål eller åbne munden, begyndte jeg at græde af udmattelse.
Effekt som rødvin
"Jeg er nok lidt skeptisk", mumlede jeg, men havde ingen kræfter til at kæmpe yderligere imod. Så hendes stemme, der pludselig var helt hypnotisørmonoton, gelejdede mig ind i noget rum fyldt med varme, lys og bløde tæpper, som jeg skulle mærke med mine bare tær. Alt imens jeg sad i min yndlingsstol, duftede til mine yndlingsblomster og drak varm kakao (Tænkte det var lidt antiholistisk at vælge rødvin som min yndlingsdrik).
Og ja, det lyder som noget fra en nudistsauna i Thy-lejren, men det virkede sgu! Den kompakte grød i mit hoved forsvandt, og jeg var hverken ked af det eller specielt meget svimmel. Lidt samme effekt som de to glas rødvin, jeg drak, når jeg engang imellem havde brug for at føle mig lidt som mig selv. (Altså aldrig alene på alkoholikermåden, men har faktisk fået helt ny respekt for selvmedicinering.)
Et 'væresrum'? Arh vel!
Efterfølgende har jeg selv forsøgt mig ud i både meditation og yoga - yoga er rarest, hvor jeg også får lov at bruge min krop frem for at sidde stille. Og det har altså en stor effekt! (Udover at jeg nu er blevet langt mere smidig og kan nå mine egne tæer med strakte ben.) Mit psykiater-familiemedlem forsker desuden i sagerne, hvilket gjorde mig mere tryg ved at kaste mig ud i dem. Og det er altså bevist, at det at mærke sin krop og "være til stede" (de kunne jo også bare kalde det noget mindre klicheagtigt!) har en virkning på både koncentrationsevne, hukommelse og endda smerter hos fx kræftpatienter.
Trods det forbeholder jeg mig retten til at være evigt-skeptisk over sprogbruget. Som da en mindfulness-ekspert definerede meditation som "et 'Væresrum', hvor man bare er og ikke gør, og åndedrættet er nøglen til rummet..."
Man skal godt nok være en lille smule høj for, at den sætning går rent ind i logikken. Men til jer, der kan overvinde denne skepsis - eller bare er ligeglad med, hvad der bliver sagt, kan jeg kun sige som den overglade dame i 90'ernes Always-reklame: Prøv det! Det er trods alt bedre end at være småfuld det meste af tiden.
Så da min 1100 kroner dyre psykolog ved 2. session spurgte mig, hvordan jeg havde det med mindfulness, følte jeg mig ærligt talt en anelse snydt. Til hendes forsvar skal siges, at jeg ikke var meget bevendt i en større psykoanalyse. Jeg var så træt, som havde jeg været vågen i 48 timer. Jeg blev svimmel, hvis jeg kiggede andre steder end ned i gulvet, og forsøgte jeg at koncentrere mig om hendes spørgsmål eller åbne munden, begyndte jeg at græde af udmattelse.
Effekt som rødvin
"Jeg er nok lidt skeptisk", mumlede jeg, men havde ingen kræfter til at kæmpe yderligere imod. Så hendes stemme, der pludselig var helt hypnotisørmonoton, gelejdede mig ind i noget rum fyldt med varme, lys og bløde tæpper, som jeg skulle mærke med mine bare tær. Alt imens jeg sad i min yndlingsstol, duftede til mine yndlingsblomster og drak varm kakao (Tænkte det var lidt antiholistisk at vælge rødvin som min yndlingsdrik).
Og ja, det lyder som noget fra en nudistsauna i Thy-lejren, men det virkede sgu! Den kompakte grød i mit hoved forsvandt, og jeg var hverken ked af det eller specielt meget svimmel. Lidt samme effekt som de to glas rødvin, jeg drak, når jeg engang imellem havde brug for at føle mig lidt som mig selv. (Altså aldrig alene på alkoholikermåden, men har faktisk fået helt ny respekt for selvmedicinering.)
Et 'væresrum'? Arh vel!
Efterfølgende har jeg selv forsøgt mig ud i både meditation og yoga - yoga er rarest, hvor jeg også får lov at bruge min krop frem for at sidde stille. Og det har altså en stor effekt! (Udover at jeg nu er blevet langt mere smidig og kan nå mine egne tæer med strakte ben.) Mit psykiater-familiemedlem forsker desuden i sagerne, hvilket gjorde mig mere tryg ved at kaste mig ud i dem. Og det er altså bevist, at det at mærke sin krop og "være til stede" (de kunne jo også bare kalde det noget mindre klicheagtigt!) har en virkning på både koncentrationsevne, hukommelse og endda smerter hos fx kræftpatienter.
Trods det forbeholder jeg mig retten til at være evigt-skeptisk over sprogbruget. Som da en mindfulness-ekspert definerede meditation som "et 'Væresrum', hvor man bare er og ikke gør, og åndedrættet er nøglen til rummet..."
Man skal godt nok være en lille smule høj for, at den sætning går rent ind i logikken. Men til jer, der kan overvinde denne skepsis - eller bare er ligeglad med, hvad der bliver sagt, kan jeg kun sige som den overglade dame i 90'ernes Always-reklame: Prøv det! Det er trods alt bedre end at være småfuld det meste af tiden.
Abonner på:
Opslag (Atom)