Rask - hvad så nu?

For tre uger siden blev jeg meldt rask. Først af psykolog nummer 3. Derefter af læge, der helt undlod at bruge tjek-af-skema, men blot konstaterede, at jeg så ud til at have det rigtig godt.

Og det havde jeg da. De  - på det tidspunkt - seneste 14 dage havde været som at vade rundt på en lyseblå, symptomfri sky, hvor jeg næsten måtte knibe mig i armen, hver gang jeg holdt mig vågen til kl. 23. Og det gav mig en sær følelse af at være lykkelig på lånt tid.

Da det hele for alvor begyndte, og jeg havde været syg en måneds tid, sagde jeg til Peter, at vi skulle drikke bobler, når jeg havde gået tre dage i streg uden karruselfornemmelse. Der skulle så gå næsten et år, før det skete.

Men hvornår er det så lige, man tør poppe champagnen?

Nu - to måneder og et par tilbagefald senere
Jeg forlod indlægget. Sådan er det jo, når man bliver rask og går tilbage til det gamle liv, hvor man ikke har tid til alle mulige skriblerier, der kun er for sjov.

Nu er det to måneder siden, jeg blev raskmeldt - og godt en måned siden jeg stillede spørgsmål om, hvornår det var på tide at stoppe med at kigge sig over skulderen efter symptomer og feste videre, som om ingenting var sket.

Det kan man ikke. Eller man kan sagtens stoppe med at kigge sig over skulderen. Der er jo bare dumt at bekymre sig, hver gang man har brug for en middagslur eller føler sig lidt nedtrykt. Men man kan ikke bare lade som ingenting.

Jeg kan huske nu, at min coach, da jeg var midt i forløbet, men dog begyndte at kunne se en ende på det, bed mærke i, at jeg konstant talte i "dengang jeg var syg" eller "når jeg bliver rask".

"Det her, makker, er altså noget, du skal leve med altid. Kroppen har fortalt dig på den lede måde, at de ting du gik og lavede ikke var så smarte igen. Og det er noget, du skal forholde dig til."

Er man så bare lykkelig depressiv?
Det forstod jeg ikke og slog det vist hen som noget coach-retorisk pjat. Det er jo ikke anonyme alkoholikere det her, hvor man er "ædru alkoholiker".

Men hun fik ret, gjorde hun! Jeg var ellers god til at slappe af selv efter raskmeldingen - bortset fra lige en enkelt uge, hvor jeg skulle vise, at der fandme ikke var nogen, der skulle bestemme over mig - og derfor bookede kalenderen med sjove ting. Så de efterfølgende 14 dage, hvor jeg havde ferie - heldigvis uden rejseplaner - havde jeg nøjagtig samme symtomper som til at begynde med for et år siden.

Først sove, sove, sove. Så meget trist og alt virkede uoverskueligt, og til sidst sluttede jeg af med tre dages kronisk karruseltur. Og jeg var bange. Det var mit første rigtige tilbagefald, der varede længere end en to timers middagslur eller en lille tudetur. Skulle jeg nu starte forfra?

Det skulle jeg selvfølgelig ikke. Jeg spurgte min svigermor, om det var det samme for hende. Hun havde en depression for nogle år siden, og hun kunne mærke, når hun blev tør i halsen, så skulle hun geare ned. Det, der tricker hende, er bunker på arbejdsbordet. Det, jeg rammes af, er åbenbart sociale aftaler - også selvom det er aftaler, jeg glæder mig til og med mennesker, jeg elsker og slapper af med. Jeg håber ikke, det skal være sådan altid. Men muligheden er der.

Nu er jeg så måske ved at finde ud af, at det ikke er depression, men bare mig og mit energiniveau, det handler om. Og så længe jeg ikke bruger mere, end jeg har, så går det hele nok fint. Så skal jeg også bare lære at affinde mig med det. Og det går der måske lige lidt længere tid med.