Familien
Mine forældre har stået på hovedet for, at det skulle være så behageligt og nemt for mig at være sat på mentalt standby på ubestemt tid.
De spyttede gladeligt 8-9.000 kroner i en psykolog, bare så jeg kunne få en diagnose. (Det var vel og mærke, inden jeg fik depressionsstemplet, der samtidig gav rabatkuponer til udvalgte psykologer.) Men held og lykke til dem, der ikke selv kan skrabe den slags sammen - eller gå til far og mor.
Forældrene stod også klar de uger, hvor Peter havde for travlt til at give mig den efterhånden 12-timers pleje, jeg havde brug for. Skar frugten i mundrette bider, hentede ristet hotdog efter behov, så fodbold uden lyd, når jeg sov og havde hviskende samtaler, fordi min lydfølsomhed krævede det. Og kunne jeg ikke overskue turen til Nordjylland, kom Bjerget til København. Også hvis det bare var for at støtte mig ved sagsbehandlersamtale, fløj min pensionerede fagforenings-far afsted for en enkelt dag.
Jeg ved godt, jeg er over-privilligeret. Men igen. Alt muligt medvind til dem, der ikke har forældre - eller forældre, der leverer bare halvt så bredt et sikkerhedsnet.
Storbror
Som barn savnede jeg en rigtig storbror. En, der ikke bare sagde "det er du nok selv ude om," når jeg havde provokeret de store drenge og bagefter kom sponsende hen til ham, mens jeg skreg "Bjørn vil banke mig! BJØRN VIL BANKE MIG!"
Til gengæld delte han altid sit slik med mig, og den obligatoriske storbror-chikanering var aldrig fysisk. På nær en enkelt lammer, han vist nok følte, han skulle give mig, fordi hans ven gjorde det ved sin søster. Han så dog ikke ud til bryde sig særligt meget om det, og min bror har generelt altid søgt den diplomatiske udvej.
Hans evne til at kommunikere med selv håbløse og arrogante læger, fik jeg brug for, da jeg til sidst ikke selv magtede at overbevise manden om, at jeg fejlede noget vigtigt. Det gjorde Jakob til gengæld. Lægen overgav sig - og på en måde, så han troede, at det hele var hans egen idé. Jeg er overbevist om, at min bror har en stor fremtid i EU. Eller som spindoktor for Lille Lars.
Min bror har været en fast støtte her i København hele vejen igennem, så min mor kunne få nogenlunde ro i sjælen ovre i Jylland. Og noget af det gode, der er kommet ud af det her cirkus, er, at jeg er kommet tættere på ham end nogensinde før - selv om vi har boet ti minutter fra hinanden i halvandet år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar