Reality-tv er i min optik dødssygt. Bortset fra første sæson af Robinson, som var en ærlig kamp mellem stærke kvinder og mænd (og Tude-Martin) om at overleve på en øde ø - eller i hvert fald gå derfra med en kvart million, hvis man havde EVNERNE til at overleve på en øde ø.
I dag - i den 117. sæson - handler det mest om skabagtige piger og drenge, som bliver fløjet frem og tilbage til øen fra Paradise Hotel, Fristelserne Ø, De unge mødre og andre "fordumtiluddannelse"-programmer. Og hvem af dem, der kan opføre sig mest usympatisk og gå i mindst muligt tøj.
Og det er klart. For Robinson har fået konkurrence af samtlige amerikanske fordanskede realityserier. Hvis man kigger ned over tv-programmet, vrimler det med dem, og de har formeret sig fra Ammehjerne-kanalen kanal 4 til nærmest alle kanaler - endda TV2. I kampen om seerne gælder det derfor om at forarge mest muligt, skabe flest intriger og se, hvem der kan komme tættest på at lave gratis porno, uden serien bliver bortcensureret til Kanal København efter midnat.
Vil du se reality - eller reality?
Nu kunne man jo tænke, hvorfor brok-røven dog ikke bare laver noget andet i stedet for?
Men inden det stod helt klart, hvad jeg fejlede, tilbragte jeg utrolig meget tid på sofaen og havde nærmest ikke energi til at zappe. Hvad værre var, at jeg ikke kunne holde ud at se på alt den krig og social uretfærdighed i nyheds- og debatprogrammer. Og jeg græd, hver gang Pia K. tonede frem på skærmen. (Det var under valgkampen, så det var tit). Desuden havde jeg ikke engang hoved til at følge med i Inspector Barnaby, og Beverly Hills blev kun vist en gang om dagen.
Det gjorde det utrolig svært at se andet end selvfede unge, der ikke kan score, Udkantdanmarks "Konger" slås i billig vodka, mens de passer en campingplads, og en hel masse dårligt stylede piger, der skrotter mænd med forkerte sko eller for lang afstand mellem hage og mund.
Med mindre man da ikke bare overgav sig til den voksne version af reality med "Han brækkede ryggen, så nu synes jeg, han skal ha' en rigtig flot have", "Afdankede skuespillere og ukendte TV-værter på Slottet" og "Gæt en kendt" (eller hvad det nu hedder alt sammen).
Hvad er problemet egentlig?
Tidligere syntes jeg, de der selviscenesættende unge mennesker, var så forfærdelige at se på, at jeg ikke en gang orkede at se et Paradise-afsnit færdigt, engang jeg forberedte et interview med Mads Gleager (Paradise sexsymbol og -udøver før Ulven Peter).
Men jeg tænkte alligevel: "Og hvad så??" De er jo flinke nok - Eller Mads var i hvert fald. Så hvis der er nogen, der kan få et lille kick ud af at se, at der er nogen, der rangerer langt under dem på den intelligente og sociale rangstige, som flere undersøgelse viste efter "De unge Mødre", så fint med mig.
(Hvis man altså i ovenstående tilfælde er helt bevidst om, at griske mænd og damer i dyre jakkesæt tjener tykt på, at små børn spiser pommes frites i stedet for broccoli, lever med en konstant smøg i fjæset, fordi "det da ikke skadede mig, at min mor gjorde det"(!!!) og bliver råbt ad, fordi teenage-forældrene ikke magter opgaven.)
Man kan da også argumentere for, at det er ganske harmløst, når Gustav vimser rundt i Thailand, Sverige eller junglen for at møde den eneste ene. Og jeg har det helt roligt med, at Kesslers søsters kan blive kendt på at vise Danmark sine udfordringer ved at købe en ordentlig bh.
Paradise vs Afrika
Der, hvor det bliver foruroligende for mig, er, når det bliver normen. En slags allemandseje. Ligesom Kongehuset. Noget, vi alle har et forhold og en holdning til. Når programmer som disse fylder langt størstedelen af TV's sendeflade, og man ikke rigtig kan falde ind i tilfældige samtaler ved fester, hvis ikke man er opdateret på Amalies liv. Og når landsdækkende medier - ikke bare glitterbladende - gør reality-tv og deres medvirkende til nyhedsstof, så bekymrer det mig lidt.
Ikke fordi, jeg ikke kan gå uden om det - det kan jeg sådan set godt. Men nyhedsværdi afgøres ikke længere af, hvad folket har brug for, men hvad de vil have.
Siden programmet begyndte i 2005, har landsdækkende medier skrevet 2300 artikler om Paridise Hotel. I samme periode skrev de 970 gange om trafficking og 700 gange om børn, der sulter i Afrika.
På samme måde planlægges kommercielle kanalers tvtid efter reklamekroner - og de bliver selvfølgelig kun lagt, hvor seerne er.
For mig bliver det derfor lidt mere alvorligt, at reality-tv fylder aviser og sendeflade - fordi det afspejler, hvad folk vil have. Eller sagt på en anden måde: Hvad der er vigtigt i samfundet.
Hvilken virkelighed er værst?
Imens tripper sociologer og psykologer på sidelinjen - i kamp for at komme med i medieræset og fortælle, at det hele handler om "15 minutes of tom bekræftelse". Og at de selvpromoverende programmer udvikler en hel masse unge med skudsikker selvtillid og et selvværd på størrelse med en rottelort, der krakelerer, så snart rampelyset og Se&Hør forsvinder.
Så synes jeg, at reality gør alvor af sit navn og bliver til en virkelighed, der er lige så slem som den virkelighed i nyhederne, jeg ihærdigt prøver at undgå. Specielt fordi konsekvenserne ved reality-tv åbenbart ikke er helt så gennemskuelige som ved krig og Pia K.
Hvis virkeligheden er, at det er ligegyldigt, hvad du er - eller kan - bare du gør det på TV. Og 25 % af de 15-19årige adspurgte i en Berlingske-undersøgelse, ser Paradise Hotel-deltagere som deres forbilleder. Så tror jeg sgu, man skal lade de udskældte volds-spil være lidt i fred i en periode. Ellers kunne dette klip sagtens blive et grimt forvarsel om fremtidens ungdom.
Og lige nu vil jeg egentlig bare rigtig gerne bare be' om noget ordentligt underholdning i mit TV!
Tak
Ingen kommentarer:
Send en kommentar