Selv om rigtig meget af tiden med min depression har været som at spise lever med grønlangkål på, må jeg indrømme, at den også har ført enormt mange grin med.
Selvfølgelig mest efter jeg fik diagnosen, og det pludselig gav mening for mig, hvorfor min hjerne pludselig fungerede som en dements med en IQ på 14.
Som når jeg konstant glemte ord, eller de helt forkerte kom ud, og jeg kun opdagede det, fordi folk omkring mig så lidt desorienterede ud.
Eller når jeg kunne gå tre gange ind i et rum uden at komme tilbage med det, jeg gik ind efter og puttede madvarer i skraldespand frem for køleskab. Det kunne også gå ud over sagesløse. Som da jeg kraftigt måtte insistere på - overfor den tilsyneladende helt ligeglade Faktatøs - at jeg altså ikke havde fået den kvittering, jeg havde bedt om. Blot for at gå hjem og finde den på sin plads i min pung.
Fortæl mig noget, jeg ikke ved, KlogeÅge
Og hjernen har da stadig sine små kollaps. Som jeg og især mine omgivelser heldigvis kan grine ad (Faktisk er det lidt befriende altid at kunne give en anden skylden, hver gang man dummer sig).
Men jeg er utrolig glad for, at jeg (og hjernen) er kommet langt fra de kaotiske første måneder, hvor jeg ville være alvorligt bekymret for mig, hvis ikke lige jeg vidste, at jeg faktisk havde en semi-seriøs sygdom, der var under behandling.
Som da jeg kommer stormende ned af trappen hos mine forældre med telefon og oplader - som "FORHELVEDE IKKE VIRKER, OG DET HAR DEN LIGE GJORT, ALTSÅ!" - og min kæreste (Mr. know it all) spørger, om jeg ikke bare skal sætte den i stikket.
"Årh idiot, det ved jeg sgu da godt," når jeg at snerre, mens min far støder til for at se, hvad det forfærdelige sprogbrug går ud på. Sætter stikket i og udbryder: "Nååå, tror du, man skal sætte den i stikkontakten først for, at den oplader?"
Det er også sundt at grine ad sig sig selv
Peter og far kigger på mig med en blanding af forfærdelse og vantro, da katastrofen går op for mig, og jeg hører, hvad jeg selv har sagt.
Jeg har ingen anelse om, hvilke ledninger i min hjerne, der ikke lige var sat rigtigt i, men brød heldigvis sammen af grin i stedet for gråd. Resten af julen blev krampelatteren fremkaldt, hver gang Peter fik chancen for at genfortælle BlondinenfraSri Lanka-joken.
En måneds tid efter er de grelle hjernebrist-episoder heldigvis ved at ebbe ud. Problemet er bare, at vi nu også har hund, som har bidraget til endnu et koncept. Hvalpehjerne. (Ja, hvis der er noget, der kan hedde ammehjerne.)
Klap dig selv på skulderen
Og ja, jeg er blevet sådan en klam hundeejer, der ignorerer alt ved dyrets manglende hygiejne og kysser min hund, som var det en lille bamsebaby (ikke på munden dog - jeg er jo ikke 70 år og har lilla hår). Jeg kysser faktisk hele tiden, for jeg er også særligt glad for min kæreste i perioden (lykkepiller?).
En dag sidder jeg på gulvet. Charlie (hunden) ligger og sover i mit skød. Peter er gået ud for at lave popcorn og i min taknemmelighed, sender jeg - helt automatisk - et kys af sted. Men da der ikke er nogen til at modtage, ender det på min egen skulder i stedet.
Jeg sunder mig et sekund over, hvad der lige er sket, men når ikke at overveje, om jeg bare skal holde det for mig selv.
"Øh... Jeg har lige kysset mig selv." Peter ramler sammen af grin, og jeg har vist givet "klap dig selv på skulderen" en helt ny dimension.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar