Kæresten
I de to år vi har været sammen, har jeg oplevet Peter være syg én dag. Det skete for et par uger siden, og da vi nåede til eftermiddagstid, håbede jeg inderligt, der ville gå minimum to år, før det skete igen. Det var især bemærkninger som "Jeg ved ikke, om jeg stadig er her, når du kommer tilbage", hver gang jeg gik med hunden. Eller de dybe, dybe suk når han skulle prøve at spise en skefuld yoghurt, der fik mine ellers veludviklede plejeinstinkter til at gemme sig godt og grundigt. Men altså. Det var én dag. Empatisk kan jeg åbenbart ikke skrive på det personlige CV, når depressionshjernen er ved styret.
Til gengæld har jeg i skrivende stund været syg i otte måneder! Og Peter har råbt én gang. Og det var ikke engang af mig, men af kæmperodet i køkkenet, som han nu i to tredjedele af et år har været alene om at få til at forsvinde. Til det skal siges, at han i gennemsnit arbejder 60 timer om ugen, og når han kom hjem fra en ti-timers på kontoret, gjaldt det opgaven med at få ud af mig, hvad jeg kunne få ned, evt. handle det, tilberede det, og så lave noget nyt, når det alligevel ikke var det, jeg havde lyst til.
Dertil kommer alle de aftener, han har holdt om mig og trøstet mig, når jeg var utrøstelig. De dage hvor jeg ikke kunne andet end at sove, og han bragte grapefrugt, juice og yoghurt ind i soveværelset. Blev, til jeg havde spist det og madede mig, hvis det var for uoverskueligt for mig både at spise og holde skeen.
Og han har gjort det med en urokkelig tålmodighed og overskud, og havde det været enhver anden, er jeg sikker på, at en af os, os begge og helt sikkert forholdet var kommet amputeret ud af det.
I går sagde han, at hvis han kunne tage noget af depressionen for mig, så ville han gøre det. Og han mente det. Det er alligevel ret imponerende, når han har oplevet showet på første parket. Men måske har dét i virkeligheden været langt hårdere end at være mig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar