I min mødregruppe (navnet er nu behageligt reduceret, da vi ikke længere går til gymnastik) er jeg den eneste, der har været igennem en provokeret fødsel. De andres børn var enten døde inde i maven eller kort efter, de kom ud.
Det har nok være det sværeste i dette forløb. De mange tanker om, min ret til at sørge og min ret store overtalelsesevne, når det gælder at tage mig sammen og stoppe med at være ked af det.
I et af temaerne i Landsforeningens medlemsblade handler det om provokerede fødsler. Jeg kan genkende rigtig mange af de beskrevne reaktioner.
Retten til at identificere mig med resten af de stakkels forældre, der har mistet deres børn - eller til at kalde mig mor på lige fod med alle andre. Noget de andre forældre til døde børn tager for givet. Det skal de selvfølgelig også uagtet, at omgivelserne har lige så svært ved at finde ud af det, som i mit tilfælde. Men må jeg det?
Det giver løbende en del identitetskriser. Heldigvis har min mødregruppe været fantastiske. De var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at jeg var én af dem. Og de anerkendte mit tab fuldt ud lige så meget som deres eget. De har hjulpet mig til at indse, at jeg jo netop agerede som en mor, da jeg stoppede graviditeten. Fordi jeg traf det valg, der i mine og vores øjne var bedst for vores barn.
Her kan du læse temaet og de forskellige historier. Det er specielt den indledende artikel samt afsnittene med reaktionerne i de tre-fire casehistorier, som jeg har fået noget ud af at læse. Og måske de kan hjælpe dig til at forstå mig lidt bedre.
http://www.spaedbarnsdoed.dk/fileadmin/user_upload/Stjernen/Tema_Provokerede_foedsler_4_2009.pdf
Ingen kommentarer:
Send en kommentar