Først var det i mit hoved, hun hed Nanna. Det var lidt underligt, for vi havde jo bestemt os for, at den slags ikke var for os. At det var at dyrke sorgen og gøre det hele værre.
Senere kom det snigende. Behovet for at gøre hende til et menneske og individ med sit helt eget navn. "Pigen", som vi hidtil havde holdt os til, når vi talte om hende, blev for anonymt og upersonligt for mig. som om jeg skubbede hende væk, når jeg havde allemest lyst til at beholde hende hos mig.
Jeg ved godt i mit hoved, at jeg ikke kan have hende hos mig, men hovedet har dikteret alt for meget i alt det her, så jeg gav lods og lod hende blive til Nanna, min datter, som jeg måtte tale om og have for mig selv. Flere gange den dag, sagde jeg sætningen for mig selv: "Min datter, Nanna".
Det føltes først ret specielt. Som da jeg som lille legede med mine bamser og gav dem navne og personligheder. Og faktisk eksisterede Nanna i næsten en uge kun i mit hoved.
Da jeg luftede idéen for Peter, dengang sorgen for alvor begyndte at trænge sig på - at vi skulle finde på et andet navn end "Pigen", var det ikke et behov, han havde. Tværtimod gjorde det for ondt.
Derfor havde jeg bestemt, at hun kun skulle hedde Nanna for mig. Min psykolog fik mig på andre tanker. Det var hende, der brugte ordet "datter" om Nanna første gang. Hvor jeg lige skulle kigge mig mentalt over skulderen for at sikre mig, at det ikke var en anden, hun talte til. Det var underligt, men også rart.
Hun blev ved med at sætte de ord på, jeg ikke selv havde modet til, og hun insisterede på, at det var nødvendigt, at jeg gav hende et navn - og at jeg delte det med Peter. Alt vedrørende vores pige, skulle vi gøre sammen, for om et halvt år - eller 10 år - ville det være os, der huskede på hende og mindedes hende. Og det ville være sværere, hvis Peter ikke også var en del af det nu.
Det lød jo klogt, og samme aften fortalte jeg, at jeg havde kaldt hende Nanna. Han syntes, det var et sødt navn til hende, og da han nogle dage efter omtalte hende ved navn første gang, var det som om, knuden i brystet løsnedes sig en smule.
Det er blevet mere velkendt for mig at sige hendes navn. Følelsen af, at det "bare er noget, man leger", er blevet mindre, men jeg ved stadig ikke, om det er noget, alle behøver at vide. Det har virkelig overrasket mig, hvor stor en forskel et navn gør. Jeg havde frygtet, at det ville gøre savnet og sorgen endnu større, men faktisk har det på en mærkelig måde gjort det lettere at bære.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar