Opfølgningssamtalen

Vi har været til opfølgningssamtalen i dag - eller 8 ugers samtalen, som de kalder den.
Det var to måneder siden fødslen i går, og jeg mindedes dagen ved at plante alle de krydderurter, jeg var kommet til at netshoppe mig fattig i, da jeg skulle kigge efter karse til Ventilens Ensomhedsdag.

Vi skulle til samtalen kl. 9. Det var ikke sjovt at være tilbage. Til Afsnit 451, alle de gravide kvinder og meget stereotype Hr. Overlæge Finn, der heldigvis er blødt en del op i løbet af de mange gange, vi har siddet overfor ham i  afdelingens samtalerum.

Han spurgte, om vi havde fundet fodfæste igen (på en lidt mere konservativ måde). Jeg fortalte om det følelsesmæssige returløb, da jeg fandt ud af, at det handlede om mere end en abort.

Han forklarede, at de brugte de termer, de gjorde, for at hjælpe os (kvinderne) til at distancere os, når vi valgte vores barn fra. Det virkede helt sikkert efter hensigten. Ville bare ønske nogen også havde husket at fortælle mig, at det bare var et trick, som kroppen hurtigt ville regne ud. Eller også havde jeg bare glemt at høre efter.

Hun var syg, viste obduktionen. Hun havde længere afstand mellem øjnene end normalt og tilbagetrukket hage - tegn på en eller anden grad af retardering. Hjertet fejlede til gengæld ikke noget, men over ti af hendes ryghvirvler var halve. Det var mange, fik vi at vide, og det ville være noget, hun skulle opereres for.

Jeg føler, at det er afsluttet nu. Der må stadig være plads til at blive ked af det, men vi traf det rigtige valg, og vi har fået mere klarhed over Nannas specifikke handicap. Og så er det bare rigtig rart at få stoppet den konstante trang til at ringe til kromosom-afdelingen  for at tjekke, at de nu ikke havde begået en fejl.