De er tilbage. Depressions-symptomerne. Kvalmen og svimmelheden, når jeg læser, kigger på computer, drejer hovedet for hurtigt eller er for længe ad gangen i en samtale.
Det er den værste følelse i verden! Siger jeg efter at have mistet et barn.
Jeg husker scenen i Manden med Jernmasken, hvor den onde Leonardo DiCaprio fanger den gode Leonardo DiCaprio og putter ham tilbage i den forhadte jernmaske.
Sådan har jeg det med svimmelhed og kvalme. Alt andet, end det, kan jeg klare!
Tankerne kommer straks. Bliver jeg nu syg? Hvor længe skal det vare? Må jeg bare gerne ligge mig her, til det stopper med at gynge? I hi altså. Under dynen og på ubestemt tid.
Heldigvis varer det kun en lille uge inkl. tre intense dage, der sender alt for tydelige flash backs ind på min slørede nethinde.
Jeg beslutter mig for en sygemelding. Det er ikke sjovt at tage den beslutning, men i lyset af, hvad det førte til af ikke at gøre det sidst, virker det nu mest fornuftigt.
Lige nu har jeg haft det godt i fem dage. Det hjalp, at psykologen tog voksen-hatten på og stak mig en optrapningsplan i hånden inkl. ti dage med fuldstændig ro.
Jeg har stadig svært ved at fokusere i samtaler og bliver en lille smule svimmel ved computeren. Men jeg er ikke så ked af det længere og tænker, at alt nok skal gå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar