tirsdag den 25. juni 2013

Nannas urter

På Nannas to-måneders dag gik jeg i gang med at gøre gamle krukker og potteskjulere rene for at så krydderurter og en enkelt portion solsikker.

Jeg var begyndt at mangle et gravsted - et sted at mindes. Det havde jeg jo afvist, mens jeg stadig lå i barselssengen og fornægtede, at jeg havde født et barn.

Så det skulle være Nannas urter, som jeg kunne gå til i stedet - og tilmed glæde mig ved udsigten til frisk oregano, basilikum, timian, mynte og rosmarin i lækre sommerretter. Men oveni viste det sig at være en helt uventet form for terapi. At nusse om dem, vande dem, pleje dem og se dem vokse.

Min bedste veninde spurgte på et tidspunkt: "Jamen, bliver du ikke ked af det, hvis nu de dør?" Et ikke helt irrelevant spørgsmål, og de af jer, der kender mig, ved, at mine grønne fingre rækker til at slå selv kaktusser ihjel. 

Og tanken har da også strejfet mig. For jo, jeg ville blive meget ked af det. Men for første gang har jeg evnet ikke at slå planterne ihjel i løbet af første uge. Det har været en vigtig opgave for mig at vande dem hver dag, holde særligt øje med dem, mens de var helt små og sætte små pinde ved solsikkerne, da de ikke kunne holde sig selv oprejst. Indtil de som nu er blevet store og selvstændige og faktisk har passet sig selv en hel uge, mens vi var i Blokhus.

Nu er den nye mave endelig begyndt at vokse, men jeg kigger stadig til Nannas urter hver dag. Også selv om de ikke længere har det samme behov for min omsorg og opmærksomhed. 


En måned gammel

 
     ... og tre måneder

Ingen kommentarer:

Send en kommentar