Jeg slap ikke så nådigt, som jeg troede. To uger efter fødslen begyndte jeg på arbejde. Jeg var glad, viste billeder og fortalte. Jeg kunne passe mit arbejde, fik søde mails fra alle, der vidste besked, og tog i det hele taget ét vellykket skridt ad gangen.
Indtil det mere og mere føltes, som om jeg gik i mudder til knæene. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, kunne ikke overskue selv den mindste opgave og glemte, hvad jeg skulle eller, hvad jeg lige var i gang med at sige. Ligesom under min depression, forsvandt ordene igen fra mit ordforråd eller blev byttet ud med andre og resulterede i mærkelige sætninger.
Mine tanker kredsede konstant om hende. Alt andet begyndte at virke ligegyldigt og uoverskuelig: Mails på arbejdet, min brors forespørgsler om at låne en bil og Peters snak om det nye menukort på Kjøbenhavn. Alt sammen fik det til at føles, som om mit bryst og mit hoved skulle eksplodere, og jeg havde lyst til at skrige lige ansigtet på dem alle, om de dog ikke kunne tie stille?! Hvordan kunne de overhovedet tillade sig at tænke på andet, planlægge ting og i det hele taget sørge for, at livet og verden fortsatte, når alt nu pludselig var gået i stå for mig?
Jeg havde lyst til at trække håndbremsen, og jeg var helt alene, mens jeg famlede efter den. Ikke, at jeg ikke var omgivet af fantastiske og forstående mennesker, men jeg følte mig dybt ensom. Også fordi jeg ikke selv kunne forstå mine følelser. Nu var jo blevet enig med mig selv og andre om, at hun jo ikke var et rigtig barn. At det kunne være gået meget værre og, at vi jo hurtigt kunne få en ny.
En fortælling, der kunne få mig igennem aborten, endda med overraskende meget overskud. Men som nu 'clasher' fuldstændigt med det faktum, at alt i mig - min krop, mine sanser og instinkter er blevet mor. Jeg begyndte at få lyst til at give hende et navn og jeg fik et større og større behov for at gøre hende virkelig - også i fremtiden. Så hun ikke bare lå et sted bagest i hukommelsen eller blev erstattet, så snart der kom en ny. Men det passede jo slet ikke med det, jeg og vi havde bestemt os for før og under aborten.
Jeg er sygemeldt igen, og arbejder nu på at få følelser og rationale til at mødes og lave fortællingen om. Det er ikke en proces, der kommer over natten. Jeg er stadig forvirret over begreberne 'mor', 'forældre' og 'datter', og når jeg hører lignende historier, er jeg lynhurtig til at mene, at det da er langt værre end det, jeg har været udsat for.
Gennem Landforeningen for spædbarnsdød og min psykolog får jeg hjælp til det. At erkende, at jeg er en mor, der har mistet mit barn og er berettiget til at sørge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar