Brev til vennerne 2

Den 17.2.13

Kære alle

Først og fremmest tusind tak for alle jeres søde mails, beskeder og blomster mv. Det har virkelig været dejligt at føle al den støtte. I den forbindelse skal vi beklage, at vi nærmest ikke har svaret på en eneste mail eller sms - endnu.

Vi er hjemme igen efter nogle dage på Hvidovre Hospital. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte eller slutte.

Pia tog en pille torsdag morgen kl. 09.00, som skal fremprovokere en abort/fødsel. Denne pille skulle virke i 24 timer, og fredag morgen kl. 09.00 tjekkede vi ind på hospitalet. Herefter havde vi lidt samtaler med nogle sygeplejersker om processen. Pia skulle hver 3. time have medicin, der ville sætte fødslen i gang. Vi har hele tiden kaldt det en abort, men efter at have været forløbet igennem, ville det være misvisende at kalde det for andet end en fødsel.

Det var ikke muligt for sygeplejerskerne at sige hvor lang tid det ville tage inden fødslen gik i gang. Efter at Pia havde fået medicinen 2. gang kl. 14.00, fik hun mange smerter i form af veer. Hun fik en del morfin, men sygeplejerskerne kunne ikke give mængder nok til at gøre det tåleligt. Derfor blev vi kl. 18.00 flyttet ned på den almindelige fødegang, hvor Pia fik lagt en epiduralblokade - det hjalp!

Efter at have fået medicinen 4. gang, gik fødslen endelig i gang omkring midnat. Uden at gå i detaljer var det smuk oplevelse, men også det hårdeste vi har prøvet. Og realiteterne gik for alvor op for os, da vores lille pige var blevet født. Et barn der fødes så meget for tidligt er ikke levedygtigt. Vi havde hende et stykke tid hos os, hvor vi tog nogle billeder.

Da vi for en uges tid siden tog beslutningen om at få en abort, traf vi samtidig en beslutning om at barnet skulle obduceres og gives til lægevidenskaben med en forhåbning om, at man kunne lære noget om den sjældne kromosomfejl, som barnet havde. Denne beslutning holdt vi fast i.

Vi fik virkelig en god behandling på hospitalet, og specielt jordemoderen, der frivilligt forlængede sin vagt med tre timer for at hjælpe Pia igennem fødslen, er et eksempel på den virkelig gode service.

Omkring kl. 05.00 var vi tilbage på vores "egen" stue igen. Pia skulle muligvis i fuld narkose for at få foretaget en såkaldt udskrabning, hvor man fjerner resterne af moderkagen, der i situationer som denne typisk ikke er kommet helt ud af sig selv. Her oplevede vi dog decideret medgang, idet sygeplejersken efter en scanning kunne konstatere, at hele moderkagen var kommet med ud, og at alt så fint ud. Vi var hjemme igen på Bryggen sen eftermiddag om lørdagen.

Vi har haft noget tid til at forberede os på hele scenariet, men der er bestemt kommet bag på os, hvor hårdt det egentligt ville være, selvom vi selv synes, at vi har tacklet det godt undervejs. Nu har sorgen og savnet indfundet sig hos os begge, og vi har brug for tid med hinanden til at takle den del så godt også, som vi har gjort det hidtil.

I de næste uger trækker vi stikket fuldstændigt. Vi planlægger at komme væk fra det hele, og tager muligvis syd på til varmere himmelstrøg. Det er som om det danske februar vejr ikke er opløftende for humøret.    

Vi glæder os vildt meget til at se jer alle sammen igen. Men det bliver nok et "don't call us, we'll call you" scenarie. Det er dog fantastisk at vide, at man har så gode venner I situationer som denne, og vi får snart brug for jer til en forhåbentlig langt bedre og sjovere marts, hvor vi vender stærkt tilbage.

Mange kærlige hilsner,

Pia og Peter