Vi betragter os som heldige mennesker, Peter og jeg. Vi har hinanden, gode venner og generelt et ganske fantastisk liv.
Vi har aldrig lagt skjult på, at tingene kommer let for for os. Vi er livsnydere, og selv når vi ikke har indflydelse på, hvor vi vælger at hoppe over gærdet, plejer der at dukke en låge op, vi kan benytte.
Da tiden kom til familieudvidelse efter det laaaange sygdomsforløb, skete det selvfølgelig også i første forsøg.
Og vi glædede os og følte os endnu mere heldige.
Indtil den dag, hvor tilfældigheder ramte os som en knytnæve og slog os til gulvet, hvor vi stadig ligger og raller her snart tre uger efter.
Vores lille pige have en helt unik kromosomfejl uden fortilfælde. Det eneste, der lå fast var, at hun manglede et gen, der ville give hende fejl på hjerte, hørelse, syn og hjerne. Hvilke, var ikke til at sige.
Vi valgte at afbryde graviditeten halvvejs i forløbet. Det var ikke en svær beslutning i situationen. Men det er det hårdeste, jeg nogensinde har været igennem. Ikke fødslen, men savnet og sorgen efterfølgende. Det føles som ti depressioner på én gang. Aldrig har jeg følt så stor en smerte.
Nu tager vi en uge på Tenerife, og så håber jeg, at den kæmpe, sorte sky, der har erstattet alle mine vitale organer, letter lidt. Det var helt usandsynligt det, der skete - og risikoen for, at det sker igen, er lig nul.
På to år er vores forhold blevet testet mere, end de flestes bliver på et liv. Nu tror jeg så også, at vi har samlet styrke nok til at leve resten af vores liv, uden at hverken store eller små udfordringer rammer os mærkbart.
Brev 1 til vennerne
Brev 2 til vennerne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar