"Du ringer bare til mig eller rådgivningen, når du har brug for at få at vide, det er ok, at du sørger".
Det var de sidste ord fra min kontaktperson i Landsforeningen Spædbarnsdød i samtalen, jeg netop har afsluttet.
Det er den indre kamp, der åbenbart er igang, som giver mig mareridt om natten og som splitter mig i en grad, der nærmest mærkes fysisk: Må jeg gerne sørge?
Et lidt underligt spørgsmål, specielt når kroppen og alle mine organer allerede er i fuld gang. Og jeg har jo fået at vide, at det er ok. Masser af gange. At det er helt naturligt, at jeg kan have det godt og tage på arbejde - og så lægge mig i hulkestilling på sofaen resten af aftenen med tilhørende grødhoved dagen efter.
Men mit hoved har simpelthen så svært ved at anerkende det. At der ikke er forskel på den sorg, jeg føler og den sorg, der rammer mødre, som har mistet i 9. måned - eller for den sags skyld 14 dage efter fødslen.
En af de andre piger fra efterfødselsgymnastikgruppen (et i øvrigt lækkert ord) sagde det meget præcist efter en afspændingsøvelse, hvor underviser spurgte, hvordan vi havde haft det imens:
"Jeg tænkte umiddelbart 'frygteligt' - og så slog jeg mig selv i hovedet med det samme over, at jeg er sådan en dramaqueen."
Hun havde født i uge 21 og følte sig lige som mig heller ikke rigtig berettiget til at være der.
Men det er vi, og dem der har sværrest ved at se det, er os selv. Derfor har jeg fået en direkte linje til landsforeningen. Ikke for at stille spørgsmål, men for at få den anerkendelse, jeg ikke selv er nået til. Og som jeg indtil da åbenbart har voldsomt brug for fra alle andre.
I morgen skal jeg mødes med gruppen igen. Jeg glæder mig og vil bestræbe mig på at føle mig mere som én af dem - i stedet for én, der bare har ondt af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar