Mødre uden børn

Hvad gør vi lige, når folk spørger, om vi har børn?

Det var et af de store temaer på efterfødselsgymnastik-holdet i går. Vi har jo hverken billeder af unger med mos i hele krydderen eller skal skynde os hjem for at hente i vuggestuen.

En af de andre piger var for første gang ude i verden et sted, hvor hun ikke var "hende, der har mistet". Selvfølgelig begyndte de andre at tale om deres børn og selvfølgelig blev hun også spurgt.
Hun havde forberedt sig og ville svare, at hun havde en datter, som var død.
Men spørgsmålet havde en lille drejning: "Har du børn derhjemme?" Og så kan man jo kun sige nej.

Med masser af skam og sorg til følge, for har man så ikke fornægtet sit barn?

Jeg har selv tænkt på, om jeg nogensinde kommer til at tælle Nanna med i regnskabet, når jeg engang får flere, og spørgsmålet uundgåeligt dukker op i sociale og arbejdsrelaterede sammenhænge. Er det ikke bare underligt at bringe et dødt barn ind i samtalen?

Vi talte også meget om det med omgivelsernes forståelse af, at det er et barn, vi har mistet, og sorgen ikke er anderledes, end hvis det havde nået at leve. Vi er stadig mødre, vi har bare ikke noget barn at vise frem.

Flere af pigerne oplevede, at folk blev så lettede, når de havde det bedre. Men de hader den kommentar: 'Godt at se, du har det bedre!'

'Jamen, det har jeg så ikke!' har de fleste lyst til at råbe - og nogle får også videregivet budskabet mere diplomatisk.

Det er ikke bare sådan, at fordi man kan grine igen, så er sorgen og ked af det-heden væk. Og nej, man har stadig mistet sit barn - også selvom man er igang med at lære at leve med det.

Jeg er på sin vis været heldig. Jeg har selv haft alle de tanker, andre har:

'Godt, vi opdagede det så tidligt'. 'Vi kan jo hurtigt lave en ny'. Og en meget klassisk genganger: 'Godt, vi ikke lærte hende at kende!'

Jeg er selv blevet tvunget til at lave om på de forestillinger, og derfor har jeg forståelse for, at andre også har dem. Måske er  jeg endda kommet dem i forkøbet. Ved simpelthen at kunne beskrive: "Jamen, jeg troede jo bare..."

Mange af mine nærmeste har i hvert fald sagt, at det har de også tænkt, men når jeg så forklarer, at det ikke hænger sådan sammen alligevel, så giver det god mening for dem.

Så selv om det har været hårdt at battle med min egen fornægtelse af mit barn, så har jeg i det mindste været forskånet for en masse svigende kommentarer i den bedste mening.

Gode og letlæste bøger om sorg:
"Sorg" af Lise Trap
 "I kan jo altid få en ny" af Louise Raaschou (http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE41771/at-miste-sit-dyrebareste/)