Bog

Jeg blev inden min barsel ansat i Landsforeningen Spædbarnsdød for at skrive nyt materiale til forældre, som mister et spædbarn. Det blev til en bog, som på alle måder er skrevet til og for Nanna. Vi overvejede på et tidspunkt, at bogen skulle indledes af min personlige leder og efterskrift. Det gik vi væk fra igen, men her er de:

Da jeg mistede min datter

Var jeg gravid i uge 18. For mig var det stadig så tidligt, at jeg ikke havde fået styr på følelserne, før det hele med ét blev rykket fra mig. Pludselig blev jeg tvunget til at tage stilling. Først betragtede jeg ikke min datter som et barn, og jeg tænkte ikke, at jeg var hendes mor. Det gav jeg mig selv lov til at lave om på med tiden. Min datter havde ikke fået et navn. Det fik hun. Hun blev heller aldrig begravet. Til gengæld plantede jeg et halvt år efter et lille æbletræ for hende på altanen. Siden har jeg fået lov at se det vokse og blomstre.

Min mand og jeg er ikke de eneste, der har prøvet at miste. I denne bog står tyve forældre frem og fortæller deres personlige historie om en mistet datter eller søn. Situationen og måden, de agerede på, er vidt forskellige. Men alle står de frem, for at andre forældre, som mister et barn, får muligheden for at læne sig op ad deres erfaringer.

Da vi mistede Nanna, blev jeg den vante pragmatiker, der tænkte i løsninger. Jeg sagde til min mand, at vi jo bare kunne lave en ny. Jeg udspurgte lægen om sorgforløb og bad om en kurve, jeg kunne følge og nogle værktøjer, jeg kunne bruge. Det hjalp mig igennem det umulige, jeg skulle gøre, og jeg kom helskindet ud på den anden side. Indtil det hele krakelerede en lille måned efter tabet. Jeg fandt ud af, at sorg tackles individuelt – og ikke ved at følge en opskrift. Og, at smerten kan være mindre eller mere voldsom i ugerne, månederne og året efter – uden, at intensiteten nødvendigvis følger et logisk system.

Meget, jeg troede, var sandhed, har for mig ændret sig fra dag til dag. I timerne, da beslutningerne skulle træffes, var der ét, der var rigtigt for os, og i månederne efter kunne det føles helt forkert – velvidende, at vi gjorde det bedste, vi overhovedet kunne i situationen.

I arbejdet med denne bog har dette været et hovedfokus: At vi som individer alle reagerer forskelligt, har forskellige overlevelsesmetoder – og gør det bedste, vi kan, ud fra den viden, vi har. Med bogen og de personlige historier, der tegner den, er det vores håb, at I kan finde viden og støtte i andres erfaringer.

Derfor har vi valgt at inddele bogens første del efter tabstidspunkter.  Ikke fordi, vi mener, at sorg kan gradbøjes, eller at nogle tab er større end andre. Men fordi, vi ofte oplever, at forældre umiddelbart har brug for historier, der minder om deres egen.  Som en af forældrene sagde under et interview: ”Jeg ville sådan ønske, at der – da vi skulle træffe alle beslutningerne – havde stået én ved siden af mig, der havde gennemgået nøjagtig det samme. Vi vidste jo ingenting.”

Hvert kapitel er derfor også suppleret med en side med fakta og viden om jeres rettigheder, pligter og muligheder.

Denne bog kunne ikke være skrevet uden de mange forældre og fagpersoner, jeg har talt med. En særlig tak til Birgitte og Rasmus, Elisabeth og Lars, Nadia og Gustav, Louise og Jakob, Helle og Claus, Janni og Søren, Vicky og Mads, Stine og Søren, Line og Martin.

 

Pia Fjorback Hejler
Mor til Nanna

 

 

Efterskrift

Under arbejdet med denne bog var jeg højgravid med Theo. Folk spurgte mig, hvordan jeg kunne arbejde med så tragiske historier med nyt liv i maven. Det kunne jeg, fordi bogen er skrevet til og for Nanna – for at give hendes liv en mening trods alt. Vores søn, Theo, blev født lige efter, jeg satte sidste punktum i bogen, og han lever i bedste velgående. Det samme gør Nes lillesøster, Tones lillebror, Babys lillesøster, Babettes lillebror og Williams to små søskende – børn af de forældre, der medvirker i bogen.

Jeg blev gravid med Theo en måned efter, at jeg mistede Nanna. For mange er det den store overvejelse: ”Hvornår kan jeg blive gravid igen – og tør jeg overhovedet?” I den første halvdel af min graviditet med Theo var mine tanker udelukkende hos Nanna. Det, valgte jeg at sige, var i orden, for Theo var altså rigtig hurtig til at overtage hendes lille ”værelse”. Og jeg vidste, at han nok skulle få sin plads.

Fra mange af de nye veninder, jeg har fået på grund af Nanna og hendes alt for korte liv, ved jeg, at den næste graviditet kan opleves som lidt af et mareridt hele vejen igennem med talrige panikbesøg på fødeafdelingen. Men jeg har også set, at det lille levende barn er kommet ud til armene, der i så lang tid har været alt for tomme.

Jeg er ofte blevet spurgt, om det ikke har hjulpet nu, hvor Theo fylder vores liv. Det har det bestemt i forhold til de tomme arme. Men det giver også anledning til mange følelser, der aldrig har været der før – også i forhold til Nanna. For mig har det været vigtigt – både nu og under graviditeten – at sige, at det er okay stadig at være ked af det. Men bestemt også okay at være glad. Jeg taler stadig meget om Nanna, og jeg forventer, at mine omgivelser stadig spørger til hende.

Når denne bog er udkommet, har vi tænkt os at samle vores familie og plante Nannas træ - sammen med bogen - i mine forældres have. Det kommer til at blive den ceremoni og begravelse, hun aldrig fik, men som jeg har brug for at holde nu. Med Theo i mine arme.